| Skjul gotisk tekst
|
Deres Majestæt
Kong
Christian den Ottende!
Det er med Følelser af dyb Hengivenhed og Ærefrygt, at Forfatteren vover at nærme sig, for ved Thronens Fod allerunderdanigst at nedlægge nærværende lille Skrift.
Dette Arbejde angaaer vel et af Menneskehedens mørkeste Skyggepartier; men saa frastødende end Emnet for en overfladisk Betragtning kunde synes, saa interessant bliver det, naar man skjænker det en dybere Undersøgelse.
Deres Majestæt har ogsaa, for en rum Tid siden, behaget at værdige dette Forhold særdeles Opmærksomhed og, ved i en snevrere Kreds at anvende en højere Regjeringskunst paa det, antydet den Gang, dets fremtidige Udvikling burde tage. De samme Grundsætninger anvendte efter en større Maalestok, og i et videre Omfang, vilde tilvejebringe just den Basis for Psychiatrien, som Tiden og Videnskaben fordrer. Deres Majestæt har fremdeles ved den Understøttelse, der allernaadigst har været forundt
Forfatteren og end mere ved de Befalinger, hvormed De har behaget at beære ham, fremkaldt de Undersøgelser og andre Forarbejder, der ligge til Grund for denne Afhandling og hvilke den alene skylder sin Tilværelse. Deres Majestæt har villet, at en Straale af den Intelligens, der betegner Deres ophøjede Regjering, ogsaa skulde trænge ind til den Afsindiges mørke Braa, oplyse og opvarme den. Maatte Omstændighederne tillade Fuldendelsen af det saa hæderlig begyndte Værk. Da Deres Majestæt saaledes er den Første hertillands, der praktisk har ført Forholdet en højere Udvikling imøde og da De ogsaa fremdeles i en betydelig Grad vedbliver at skjænke det en uafbrudt allerhøjest Interesse, saa har jeg haabet, at denne Tilegnelse maatte blive optaget i Naade, saameget mere, som den ikke blot er en pligtskyldig, allerunderdanigst Tribut, frembaaret af Undersaaten og Videnskabsmanden, men meget mere et beskedent Offer, helliget Deres Majestæt af det hengivne, taknemmelige Hjerte. Himlen skjænke Deres Majestæt sin bedste Velsignelse.
Allerunderdanigst
Forfatteren.
|
| Skjul gotisk tekst
|
Fortale
Det Forhold, jeg har valgt at beskjeftige mig med paa de følgende Blade, er udentvivl et af de allervanskeligste at behandle, i det mindste for Øjeblikket, da det ikke blot befinder sig i en aldeles udyrket Tilstand, men ogsaa er forrykket fra sin Plads. Saa fuldkomment har det unddraget sig Videnskabens Paavirkning her tillands, at det endog ligger halvt nedsjunken i, og overgroet af Middelalderens Fordomme. Skylden herfor maa naturligvis Lægerne bære, dog mindre de nulevende, end vore Forgjængere i en lang Række af Generationer. Fortidens Læger have nemlig ikke tilbørligt reflekteret over dette Forhold, og da de intet have kunnet gjøre for det efter en umiddelbar Anskuelse, saa have de skudt det fra sig mere og mere, indtil det næsten er kommet helt udenfor Medicinens Gebet. Lægerne ere imidlertid nu delvis komne til Reflexion, og ønske at gjøre deres Pligt imod Forholdet, men lejligheden hertil er dem forment, da det er forrykket fra sin Plads og ikke mere ligger paa deres eget, men er kommet saa godt som aldeles over paa Statsmændenes Gebet. Derfra skulde det hentes tilbage; men dette er langt fra at være en let Operation, saasom den ikke kan fuldendes uden en betydelig Medvirkning fra Statsmændenes Side, hvilken neppe vil blive os til Del, naar vi ikke kunne overbevise disse om, at de derved gjøre noget Almennyttigt. Som et tjenligt Middel til dette Øjemed har det fremstillet sig at virke paa de nævnte Authoriteters Overbevisning ved Grunde sammen-
|
Skjul gotisk tekst
|
VIII
stillede i en videnskabelig Form, ved en Afhandling. Men hvorfra skal denne hente sine Momenter?
Dersom man særdeles meget beskjeftigede sig med Sygdommen, og fra denne Side af, søgte at bevise Nødvendigheden af en Forandring i det Bestaaende, saa vilde dette udentvivl være et Misgreb, da Afhandlingen i dette Tilfælde væsentlig maatte ansees for at være beregnet paa Lægerne, der intet kunne udrette.
Begav man sig hen i en anden Egn af Videnskaben og fremsøgte alle de Fordringer, Forholdet kunde gjøre til Menneskelighed og Retfærdighed, saaledes som det ogsaa i andre Lande har været forsøgt, saa traf man neppe heller det Rette, og det maatte desuden ansees mindre passende at komme med Erindringer af den Natur til Mænd af en saa fuldendt human Udvikling, som de, hvilke man herved maa have for Øje. Det rimeligste er ellers, at man i dette Tilfælde ikke blev læst, hvilket ikke skulde undre nogen mindre end Forfatteren, der selv aldrig har kunnet bringe det til at læse sig ret langt frem i de Arbejder af den Natur, hvormed man f. Ex. i Tydskland har villet ophjælpe Sagen.
Noget nærmere kom man udentvivl det Rigtige, naar man ved en Skildring af den faktiske Tilstand beviste dennes Utilstrækkelighed, Uhensigtsmæssighed, Skadelighed o. s. v., og dertil knyttede saadanne Forslag, hvorved en Reform kunde bevirkes. Fra denne Side har jeg idetmindste opfattet Sagen; hvor heldigt eller uheldigt, det vil Tiden vise. Den første Afdeling af dette lille Arbejde giver altsaa en Skildring af Forholdet i dets nuværende Skikkelse, den anden et Forslag til dets Reorganisation. Den første Afdeling støtter sig til den Tælling, jeg, som det er Publikum bekjendt, ved Geistlighedens velvillige Bistand har kunnet optage; paa en Undersøgelse, jeg tildels samtidig hermed foretog i Anstalterne i Randers, Aarhus, Odense og Frederiksborg foruden et Par Besøg paa Bidstrupgaard; og endelig paa den Undersøgelse, jeg efter min Hjemkomst foretog i Anstalten paa Bidstrupgaard og i Anstalterne i Stege, Nestved, Sorø, Odense og Ribe.
Denne Afdeling skylder Hans Majestæts allerhøjeste Befalinger og de Undersøgelser, Forfatteren ved Hans Majestæts Naade har kun-
|
Skjul gotisk tekst
|
IX
net anstille, særdeles meget. Den anden Afdeling indeholder en Plan til en Reform af Daarevæsenet, hvortil Momenterne dels ere bragte sammen ved Studium af de bedste Forfattere over denne Øjenstand, dels ere samlede paa en Rejse, jeg med en allernaadigst Understøttelse foretog i Udlandet i Aaret 1841-1842, og paa hvilken jeg naturligvis fortsatte mine Arbejder for Sagen.
Forsaavidt imidlertid, som Spørgsmaalet lader sig dele, da var det Jylland, der væsentlig laae mig paa Hjertet. Jeg forlod nemlig Danmark behersket af den Formening, at Commissionen For Bidstrupgaard eller andre Mænd af større Vægt, end jeg besidder, vilde tale Daarevæsenets Sag for Østifternes Vedkommende; men at jeg, i Mangel af en mere Formaaende, maatte være Talsmand for Jylland. Der var alligevel flere Punkter, der ikke vare mig tilstrækkeligt klare, og da jeg vel ikke forud kunde vide, hvor megen eller hvor liden Vægt højere Bedømmende vilde tillægge min Formening; men jeg dog antog, at den ikke vilde blive taget for ret meget, helst om den her kom til at staae isoleret, og da jeg meget godt forud vidste, at mine Colleger ikke vilde anerkjende min Beføjelse til at tale i Sagen, naar jeg efter en kort Reise i Udlandet kom hjem og forsøgte herpaa, saa har jeg troet at maatte indrette min Rejse efter en anden Plan, end jeg under andre Omstændigheder vilde have gjort. De danske Kulturformer slaae saa dybt Rod i de tydske, og hente en saa væsentlig Del af deres Næring fra dem, at det laae meget nær, at naar man ikke kunde tage Hensyn paa de fleste europæiske Stater, da var det de tydske, man især maatte skjænke Opmærksomhed. Det var altsaa Tydskland, der blev Maalet for min Rejse. For nu paa den ene Side at faae det aldeles paa det Rene, hvad der efter Tidens Fordringer burde bringes i Forslag, saaledes at der hverken blev gjort mere, end Forholdets Trang og Fornødenhed udkrævede, og ikke mindre, end det antoges at være overensstemmende med Danmarks Stilling til andre civiliserede Stater; og for paa den anden Side at støtte min Formening ved anerkjendt gode Autoriteter, saa har jeg dels med megen Opmærksomhed, stundom under et flere Ugers eller Maaneders Ophold i selve Anstalterne, undersøgt de bedste tydske Indretninger af denne Art i deres Forhold saavel til Patienterne som til det sunde Samfund, overhovedet i alle Retninger, dels
|
Skjul gotisk tekst
|
X
har jeg gjennemgaaet Forholdet i Almindelighed og in specie for Danmarks Vedkommende, med de Læger, der baade ved Skrifter og paa anden Maade have virket mest for Sagen, og hvis Virksomhed netop væsentlig har bidraget til at give Psychiatrien den ejendommelige Retning, den har taget i Tydskland.
Det torde ikke være aldeles overflødigt at tilføje, at jeg udtrykkeligt har gjort alle Vedkommende opmærksomme paa, at jeg ikke rejste i noget offentligt Ærinde, at jeg handlede uden Instruxioner, at mit Arbejde for Daarevæsenet var at betragte som et privat Foretagende fra min Side, og at min Reise intet havde af en offentlig Charakter uden det, at den, som sagt, foretoges med offentlig Understøttelse. Jeg har vel paa given Foranledning tilføjet, at jeg, baade af andre Grunde og navnlig formedelst den høje videnskabelige Sands, der er saa stor en Prydelse for Hans Majestæt, maatte antage, at Allerhøistsamme gjerne saae, at min Rejse gav noget Udbytte; men jeg har stadigt havt for Øje, at der muligt ikke vilde blive taget Hensyn paa mine Bestræbelser og forberedet alle Vedkommende derpaa, for at det, naar Rejsen blev uden Frugt, ikke skulde faae Anseende af, at Regjeringen havde havt en Plan i Værk, men opgivet denne.
Dette har jeg fundet mig foranlediget til at bemærke, blandt andet af den Grund, at jeg under mit sidste Ophold i Køln, i ”Kølner Zeitung”, i en Artikel betræffende Anstalten i Siegburg, har seet Danmark anført blandt de Stater, der havde sendt en Læge (formodentlig mig) med et bestemt Hensyn til denne Anstalt.
Den første, til hvem jeg nu saaledes henvendte mig, var Overmedicinalraad Flemming i Sachsenberg ved Schwerin, der er en Discipel af Pienitz og af Sonnenstein. Han er en Mand af usædvanlig Dannelse, som han har erhvervet sig ved Rejser og ved Studium, og hermed forbinder han en meget elskværdig Charakter. Jeg forelagde ham Listerne henhørende til Tællingen over de Afsindige, og under et næsten fire Ugers Ophold i Anstalten gjennemgik jeg Forholdet med ham i alle Retninger. Ved Afrejsen bad jeg ham, af disse Diskussioner at udhæve et Par af de vigtigste Punkter, saameget omtrent som kunde indeholdes i et Brev, hvilket Forlangende han har opfyldt ved en Skrivelse, som jeg senere modtog i Leipzig. Min Vei førte mig derefter til Berlin og det østlige Preussen, til Sachsen,
|
Skjul gotisk tekst
|
XI
Bøhmen o. s. v.; men jeg fandt ingen her, som jeg kunde skjænke den Fortrolighed, eller som jeg kunde saaledes indlade mig med om Sagen, hvorimod jeg havde mit Blik rettet paa et Par navnkundige Mænd i det vestlige Tydskland: Jacobi og Roller. Jeg antog nemlig, at det muligt til en vis Grad vilde forøge min Stemmes Vægt her hjemme, naar jeg skjænkede disse Mænd, hvis Bestræbelser for en Reform af Daarevæsenet ere bekjendte, tilbørlig Opmærksomhed.
Jeg forelagde altsaa Jakobi de samme Oplysninger som Flemming og tillige dennes Brev, og under et tre Maaneders Ophold i Anstalten havde jeg rigelig Lejlighed til, ikke blot paa mangfoldige Maader at forbedre mine Kundskaber, men ogsaa til at fremdrage forskjellige Sider af Forholdet i mine daglige Samtaler med Jacobi. Ved Afskeden tilbageleverede han mig Flemmings Skrivelse med den Bemærkning, at han intet havde at tilføje hans Vens, Flemmings Erklæring, hvad de afhandlede Punkter angik. Hos Roller opholdt jeg mig to Gange nogle Dage, alene for denne Sags Skyld, hos Zeller 4–5 Uger. De have begge uopfordrede vedlagt deres Erklæringer, ledede af den overordentlige Enthusiasme, hvormed de ere deres Fag hengivne og som gjør, at de neppe nogensinde lade en Lejlighed til at gavne Psychiatrien, hvorsomhelst og paa hvad Maade det end skeer, gaae unyttet forbi.
Forøvrigt maa jeg bemærke, at det slet ikke var min Hensigt at samle skriftlige Vidnesbyrd fra alle disse Læger. Kun af Flemming udbad jeg mig et Brev, for at have en Basis mere i mine Samtaler med de andre Læger, og for at kunne fremlægge noget Skriftligt her hjemme; men jeg har aldeles ingen Tvivl om, at man jo her vilde troe mig, naar jeg sagde, at jeg desuden havde forhandlet Sagen med saadanne og saadanne Mænd. Da jeg imidlertid havde erholdt alle disse Skrivelser, saa troede jeg, at det vilde gavne Sagen, om jeg kunde føje nogle Linier af Jessen til, hvorfor jeg henstillede det til ham, om han, som den, der kjendte Forholdet her tillands nøjere, end de nævnte Herrer, vilde vedlægge sin Erklæring eller ikke; han har valgt det første.
Jeg har sagt, at forsaavidt Spørgsmaalet lader sig dele, da var det især Jylland, jeg virkede for; men Spørgsmaalet lader sig
|
Skjul gotisk tekst
|
XII
kun dele med Hensyn paa det ene Punkt, Anstalten; i alle andre Henseender maa man betragte Sagen fra et almindeligt Synspunkt.
Dersom det skulde forekomme Nogen paafaldende, at jeg saaledes indlogerede mig i Anstalterne, da maa jeg gjøre opmærksom paa, at dette i Sachsenberg saa temmelig var paabudet af Anstaltens Beliggenhed, en stærk Fjerdingvei fra Staden. Jeg overbeviste mig imidlertid her om den overordentlige Fordel, man har af dette Ophold i Anstalten, hvorved man lærer mere i faa Dage, end ellers i mange Maaneder, ja der gives udentvivl en stor Del Forhold, om hvilke man uden dette bliver aldeles uvidende. Under mit Ophold i Berlin formaaede jeg derfor Gesandtskabet til at udvirke mig en ministeriel Tilladelse til i de preussiske Anstalter at kunne erholde Værelse og mine øvrige Fornødenheder for Betaling. Dette udvirkedes med Lethed; og med en forbausende Hurtighed; paa et Par Dage havde jeg en Skrivelse til Regjerings-Præsidenterne i Breslau og Coblenz, denne Sag betræffende. Sagen var imidlertid saa ny, at baade Jacobi og hans Forvalter, efterat de havde læst Regjeringens Brev, troede, at der handledes om en ganske anden Sag, og jeg maatte med den sidste disputere mig til, hvad jeg vilde have. Derved bragtes han til at læse om igjen, og da var der intet i vejen.
Forøvrigt har man udentvivl befundet dette hensigtsmæssigt; thi inden jeg var afrejst, havde allerede en ung Læge fra Køln paa samme Vilkaar indlogeret sig i Anstalten for en Tid af 6 Uger, og maaske længere.
I den ny Anstalt i Baden er der afsat Værelser for rejsende Læger, og der er optaget Gjesteværelser i Planen til de nye Anstalter i Danmark; men det er forbigaaet at gjøre opmærksom herpaa i Afhandlingen. Saalænge Sagen er saa ny, burde man paa alle Maader lette Studerende Adgangen til at gjøre sig muligst bekjendte med den.
Efter min Hjemkomst fra Rejsen i Indlandet, der fulgte umiddelbar ovenpaa den udenlandske Rejse, tillod Hs. Majestæt mig paa Sin Bekostning at udarbejde et Forslag til en Reform af vort Daarevæsen, der i Form af en Forestilling blev Allerhøistsamme forelagt under 19de August f. A., hvilken i alt Væsentligt er overensstemmende med nærværende Afhandling. Da denne saaledes aldeles skyldes Hs. Majestæt, saa er det let begribeligt, at jeg ikke
|
Skjul gotisk tekst
|
XIII
kunde ansee mig for berettiget til at disponere over den med fuldkommen Frihed. Jeg tillod mig alligevel at benytte dens anden Afdeling, for dermed at concurrere for den af Philiatrien udsatte Pris; men, som det er bekjendt og, som det yderligere af Bilagene kan erfares, ikke med synderligt Held. Jeg ansaae det for min Pligt allerunderdanigst at sætte Hans Majestæt i Kundskab om, at jeg havde tilladt mig denne Frihed, og, med Hensyn paa Udfaldet af Concurrensen, udbad jeg mig tillige den Naade, at jeg torde offentliggjøre det hele Arbejde, omtrent i den Form, som det tidligere havde været Hans Majestæt forelagt. Dette bevilgedes, og saaledes har jeg den Ære at føre mit Skrift for Publikums Domstol, at dette kan kjende i Sagen mellem Philiatriens Comite og mig.
Hvad min egen Delagtighed i dette Arbejde angaaer, da har jeg i den første Afdeling skildret det Bestaaende efter min bedste Overbevisning, saa fuldkomment overensstemmende med Sandheden som muligt. Sagens Vigtighed fordrer, at den maa behandles med Alvor; men skjøndt jeg ikke kan nægte, at man stundom kunde fristes til at male med meget mørke Farver, saa har jeg dog af de Ulemper, hvorunder Forholdet lider, kun fremhævet, hvad jeg mente nødvendigt maatte siges: jeg har villet tale til Forstanden og Overbevisningen, og jeg har forsmaaet at henvende mig til Følelserne og Lidenskaberne.
I den anden Afdeling har jeg givet en Udsigt over Forholdets Stilling i dets forskjellige Retninger i andre Lande og antydet, hvad der formentlig med Fordel deraf lod sig overføre paa Danmark.
I begge Afdelinger har jeg bestræbt mig for den muligste Korthed; jeg haaber, at Tydeligheden ikke derved har lidt noget Afbræk. Dette er forresten ikke skeet med Hensyn paa min egen Beqvemmelighed: enhver veed, at det er meget lettere at skrive vidtløftigt over et Emne, end i sammentrængt Korthed; men det er skeet med stadigt Hensyn paa mit Publicum: jeg ønsker at blive læst af Mænd, som have mange Forretninger, og – jeg ønsker at blive læst.
Hvad jeg har at fremføre paa Daarevæsenets Vegne er forøvrigt ikke en Yttring af en løselig begrundet Idee eller af en isoleret Formening, der er opstaaet hos et enkelt Menneske, men det er en Overbevisning, der udtaler sig, en Overbevisning, der gaaer igjennem den hele medicinske Verden, og ifølge hvilken der trængende for-
|
Skjul gotisk tekst
|
XIV
dres bedre Foranstaltninger for de Afsindige, end de, der hidtil have været trufne i Danmark.
I hvor høj Grad Regjeringens Medlemmer deler denne, dette ville vi have Lejlighed til at erfare i det Følgende.
At den administrerende Direction for Kjøbenhavns Fattigvæsen i en ikke ringe Grad nærer den samme Overbevisning, dette har den tilstrækkelig godtgjort ved de gjentagne Arbejder, den, rigtig nok hidtil forgjeves, har sat i Gang for at give dens Anstalt en tidssvarende Udvikling. Jeg ved ikke, om jeg tør tilføje, at den ligeledes har givet et Bevis herpaa ved den Liberalitet, hvormed den paa mange Maader har lettet mig Adgangen til at indsamle det fornødne Material.
Dog denne Overbevisning indskrænker sig neppe til de Mænd, eller til de Corporationer, hvis Pligter tvinge dem til at have en mer og mindre stadig Opmærksomhed henvendt paa Forholdet: den gaaer udentvivl igjennem den hele dannede Verden.
Under disse Omstændigheder maa det antages, at dersom det nærværende Arbejde skulde forblive uden Frugt, saa maa det enten være meget uheldigt udført eller træffe paa højst ugunstige Omstændigheder. Saaledes som det er, anbefales det imidlertid til Læserens skaansomme Bedømmelse.
|
Skjul gotisk tekst
|
Første Afdeling,
Førte Afsnit
Hvad man i andre Lande har gjort for Daarevæsenet.
1. I en lang Række af Aar var den Mening gjeldende over hele Europa, at Afsindighed var at betragte som noget Partielt. Den Afsindige var enten en Besat, eller han var et paa anden Maade slet Menneske; at han var gaaet fra Forstanden, det var hans egen Skyld, eller i det højeste et Resultat af disse og hine Omstændigheder, og der var ikke videre at tale om den Sag: derved var intet at gjøre. Han blev ved at tynge paa det Punkt, hvor han stod, paa sin Familie eller sin Commune, og at han materielt skadede disse, det kunde maaske nok beklages, men ikke, eller dog kun ufuldkomment afhjelpes. I ethvert Tilfælde torde man ikke vente sig nogen Hjelp fra Lægevidenskabens Side. Heller ikke fra Statens var der noget at forvente, da denne kun tog Notits af den Syge, naar han var rasende, voldsom eller paa anden Maade farlig for det Offentlige, og da var det ikke for hans, men for det sunde Samfunds Skyld. Det eneste man derfor ved den Lejlighed tænkte paa, var hvorledes man med den mindst mulige Bekostning kunde afholde den Afsindige fra at tilføje fornuftige Mennesker nogen Ulempe. Hvor meget de Afsindige i Grunden
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 4
eller hvorlidet man derved saarede den Afsindiges Følelser, synes at have ligget aldeles udenfor Betragtningen.*)
Denne Anskuelse skylde de smaa Detentions-Anstalter i Hospitser, Arbeidshuse, Tugthuse o.s.v. deres Tilværelse.
2. Mod Slutningen af det forrige Aarhundrede var man imidlertid kommet til den Overbevisning, at
*) En engelsk Forfatter har ikke ubetegnende udtrykt sig saaledes over Forholdet dengang: ”Lunatics were regarded as a class of animals to be restrained at the least possible expense from injury to the rational community in general, & their own ralatives especially. Good to them appears to have formed little or no object in the treatment of the patients etc.” Damerow udtrykker sig endnu djervere over de Afsindiges Behandling i: Neber die relat. Verbind. der Irren-Heil- und Pflege-Anstalten p. 6.
”Bei der, in frühern und selbst noch im lezten Jahrhundert im Allgemeinen vorherrschenden öffentlichen Meinung: Seelenkranke, – Tolle, Rasende genannt – nicht nur für gemeingefährliche, sondern alles menschlichen Gefühls, aller Vernunft beraubte, entmenschte, ja unter dem Thiere stehende Geschöpfe zu halten, musste, solchen Ansichten gemäss, selbst von Staatswegen mit diesen Unglücklichen verfahren werden. Als Gemeingefährliche, die offentliche Ordnung Störende wurden sie gleich Sträflingen und Verbrechern, als Entmenschte und Verthierte, als Gegenstände des allgemeinen Schreckens und Abscheues noch schonungsloser und brutaler mishandelt; als moralisch und bürgerlich Aufgegebene, Vergessene, Todte, traf die seelenkranken Menschen noch das absolute Unglück, als Nicht-Menschen und Unmenschen ohne Hülse, ohne Liebe, ohne Licht gelassen zu werden, ja, als „Auswurfsstoffe des Staats wohl gar in ihren eigenen Auswurfsstoffen zu modern.” Wo alle natürlichen und göttlichen Rechte der Wahnsinnigen als kranker, leidender Menschen so verkannt und verhöhnt wurden, wo für den nicht wegzuläugnenden lebendigen Leib der wohl für seelenlos gehaltenen Seelenkranken genug geschah, wenn er gefuttert ward, da konnte nicht von öffentlicher Irren-Pflege und Behandlung, nicht von öffentlichen Irren-Pflege- und Heil-Anstalten im jetzigen Sinne, sondern nur von Gefangenhaltung und Misshandlung, von Zuchthäusern und deren Tollkoben, höchstens von unheilvollen Tollhäusern, in denen die Irren toll gemacht wurden, die Rede sein.”
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 5
ikke vare nærsaa forkerte, som man indtil da havde troet. Man havde lært at indsee, at de ikke blot taalte en menneskelig Behandling, men at de endog bedrede sig ved en saadan og altsaa behøvede den, og den næste Tanke var nu, at de muligt vare Syge og egnede sig for Helbredelse.*) Fra det Offentliges Side skete imidlertid ikke strax noget af Betydenhed, men Privates Speculationsaand bemægtigede sig Forholdet, og saaledes opstod der en Mængde mindre og større private Anstalter, indrettede for 20—500 Patienter især i England, tildels ogsaa i Frankrig og Tydskland. Men dels var den private Foretagelsesaand ikke lige driftig i alle Lande, dels beskjeftigede den sig kun, eller dog mest, med Forholdet for Fordelens Skyld, og der maatte saaledes blive en stor Mængde, for hvilke der ikke var sørget; endelig bleve af smudsig Gjerrighed, saa mange Mennesker paa en aldeles uforsvarlig Maade mishandlede i disse private Anstalter, der naturligvis ikke kunde holdes under den skarpeste Control af det Offentlige, at Regjeringernes Opmærksomhed nødvendigt maatte blive vakt, og der blev nu truffet kraftigere og bedre Foranstaltninger.
Foruden det allerede anførte, var der følgende Betragtninger, der antages at have skyndet Regjeringerne til at udvikle en saa overordentlig Virksomhed i denne Retning og at anvende saa betydelige Midler, for at tilveiebringe en Forbedring i de Afsindiges Kaar fra Grunden af. Fra et almindeligt Standpunkt betragtet, da var Afsindighed en Sygdom og maatte behandles som saadan; den var ikke noget Partielt, men
*)Maaske vil Nogen indvende, at man meget godt altid har vidst, at Afsindighed var en Sygdom og at de medicinske Systemer i alle Tidsaldere have opstillet Regler for dens Helbredelse. Herimod spørges, hvorfra skrive da Detentionsanstalterne sig, og vil man kalde dem Helbredelsesanstalter? Nei, man tilskrev Afsindigheden Menneskets Forhold til Djævelen, til Synden o. s. v., og naar man i enkelte Tilfælde afveg fra denne Anskuelse, saa applicerede man en Medicin, der var bygget paa vage Principer og paa uklare Anskuelser, og naar den ikke snart førte til Maalet, saa var man i den Henseende færdig.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 6
den maatte ansees som gaaet ud af den hele sociale Tilstand og tilhørte, saa at sige, hele Statens og, efter en større Maalestok, det hele europæiske Samfunds Liv. Som det nu var Statens Pligt at sørge for disse Ulykkelige, saa var det tillige en Pligt, at yde dem denne Forsorg, ikke blot af Hensyn paa det sunde Samfund, men af Hensyn paa de Afsindige selv, og altsaa paa en saadan Maade, som deres Stilling fordrede. Fra et videnskabeligt Synspunkt taget, da havde man i en lang Række af Aar samlet den Erfaring, at de isolerede Individer og de smaa Anstalter intet Resultat gave for Videnskaben; de smaa Anstalter vare i flere Henseender upassende o. s. v. Derimod havde man seet, at den Observation, der var gaaet ud paa Masser i de store Anstalter havde været frugtbringende, samt at disse frembøde flere væsentlige Fordele. Man ønskede at yde Bidrag til den almindelige Oplysning, og man haabede, at jo før man rettede en skarp Opmærksomhed paa Sygdommen, jo snarere formaaede man at udrydde den, eller at formilde den. Fra den oeconomiske Side var det Fordel at holde de Afsindige i større Anstalter; thi det kan vel antages som en Grundsætning, at jo større Masser, man under et forplejer, dog inden visse Grændser, jo billigere bliver Forplejningen. En Afsindig koster saaledes mere i sin Familie eller i en lille Anstalt, end i en Anstalt af en given passende Størrelse, naar han skal stilles under ganske de samme Betingelser, og dersom man holder ham billigere paa et af de første Steder, da er det, fordi han maa savne en Mængde Ting, af hvad han ellers behøvede.
Desuden, nu tyngede de Afsindige betydeligt paa Tusinder af Familier; naar man lettede disse denne Byrde, da kunde de udvikle en saa meget friere Virksomhed, og Statsmaskinen i det Hele arbejde bedre o. s. v. o. s. v. Man oprettede altsaa større Statsanstalter, og man har neppe havt Grund til at fortryde det.
3. Preussen aabnede Rækken i dette Aarhundrede, der har seet de fleste store Anstalter opstaae, med Anstalten i Neu-Ruppin 1801. Den forfaldt vel siden, men er nu nylig reorganiseret. Overhovedet lededes denne Stats Opmærksomhed ved
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 7
Verdensbegivenhederne for en Tid noget bort fra denne Gjenstand, men den har efter Freden optaget sine tidligere Bestræbelser med fornyet Kraft. Regjeringen gaaer nemlig, allerede siden flere Aar, ud paa ved sin Indflydelse at bringe Stænderne til at bevilge de fornødne Midler, for at der i hver Provinds kan oprettes en egen større Helbredelses Anstalt, og den kommer til Hjelp, hvor det behøves. Dens Bestræbelser ere hidtil lykkedes i Brandenburg, Westphalen, Rhinprovindsen, Sachsen, Schlesien og Posen; men endnu ikke i Provindsen Preussen og Pommern.
Østerrige har ikke gjort lidet for Sagen. Saaledes underholdt man i 8 Anstalter i Lombardiet (1830) 2391 Patienter med en Bekostning af over 112.000 fl. aarlig; i 2 Anstalter i Østerreich unter der Ems 1104; i 2 Anstalter i Tyrol (Hall og Insbruck) 113; i Anstalten i Prag 361, o. s. v.
I Sachsen havde man tidligere to større Detentions-Anstalter, forbundne med Straffeanstalterne i Torgau og Waldheim, istedetfor hvilke man 1811 fik Helbredelses-Anstalten paa Sonnenstein og senere Plejeanstalten i Colditz.
I Mecklenborg var en stor Detentions-Anstalt tidligere forbundet med Tugthuset i Dömitz, men den er for nogle Aar siden gjort overflødig ved den nye, smukke Anstalt paa Sachsenberg ved Schwerin.
I Würtemberg har man en ældre Plejeanstalt i Zwiefalten og siden 1831 en ny ren Helbredelses-Anstalt i Winnenthal.
I Baden har man gjort overordentlig meget for Daarevæsenet. Man havde nemlig for lidt over en halv Snes Aar siden en slet Anstalt i Forbindelse med et Hospits for Uhelbredelige af forskjellig Art (Siechenhaus) i Pforzheim. Denne flyttede man til et sæculariseret Kloster i Heidelberg, i den Mening at bruge den til cliniske Øvelser, og at benytte dens Læge som Professor i Psychiatrie; men da det nye Locale ikke fandtes hensigtsmæssigt, og den øvrige Del af Planen ikke lod sig realisere, saa har man nu bygget en ny combineret Helbredelses- og Pleje-Anstalt for 410 Patienter i Illenau ved Achern, ikke langt fra
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 8
Strassburg, med en Bekostning af over 1/2 Million, foruden Inventarium..
I Nassau har man hidtil havt en Anstalt i Forening med Tugthuset i Kloster Eberbach, men man byggede ved Forfatterens Nærværelse der en ny Helbredelses-Anstalt for 200 Patienter, ved Steinberg, en lille Spadseretour derfra, hvortil Roller har givet Tegningen.
I Hamborg har man en egen Section for Afsindige i Hospitalet i Forstaden St. Georg, hvor der findes 400 Patienter; men da dette Locale ikke egner sig for dette Brug, saa havde man af Roller ladet sig give en Plan til en stor Anstalt, men muligt vil Branden gjøre en Forandring i Byggeprojectet.
I England havde de skrigende Misbrug, der fandt Sted i nogle offentlige og i flere private Anstalter, draget Regjeringens og det hele Publicums Opmærksomhed paa sig. Parlamentet lod anstille Undersøgelser paa den, det ejendommelige, grundige Maade, og foretog (15. Juli 1828) en betydelig Modification ved den for dette Forhold gjeldende Lovgivning. Der er saaledes overdraget Øvrigheden Myndighed til i hvert enkelt Grevskab at oprette passende Helbredelses- og Pleje-Anstalter for fattige Afsindige, og at udstyre disse saaledes, at de ogsaa kunne benyttes af Formuende.
I Frankrig er det ved Lov af 30. Juni 1838 befalet, at hvert Departement skal anskaffe sig en større Helbredelses-Anstalt eller forene sig med en saadan om, i fornødent Fald, at kunne anbringe sine Afsindige der.*)
Det mangler saaledes ikke paa Beviser for, at andre Stater, saavel smaa som store, have fundet det nødvendigt og tjenligt at reformere Daarevæsenet; Danmark vil sikkert ikke blive tilbage.
*) de Watterville Code de l’administration charitable p. 169, Art. 1 : ”Chaque départment est tenu d’avoir un établissement public specialment destine á recevoir & soigner les aliénés ou de traiter, a cet effet, avec un établissement public ou privé, soit de ce département, soit d’un autre department.”
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 9
Andet Afsnit.
Hvad der I Danmark er gjort for Daarevæsenet.
1. Efterat vi i det foregaaende Afsnit kortelig have betragtet andre Staters Bestræbelser for Daarevæsenet, ville vi i det nærværende beskjeftige os med at skildre Forholdets Gang hos os.
I den ældste Tid synes de Afsindiges Forsørgelse, Forvaring o. s. v. at have været betragtet som en privat Sag, der alene vedkom den Afsindiges Beslægtede. Loven værnede alligevel med en for sin Tid høist beundringsværdig Visdom og Omhu om den personlige Sikkerhed, indtil det var constateret, at den Paagjældende var afsindig, men ikke videre. Den kastede da Ansvaret for hans mulige forbryderske Handlinger paa den Beslægtede, der havde meldt sig som hans Formynder og overlod til Gjengjeld til denne at binde og indespærre den Afsindige og overhovedet at behandle ham, som han bedst vidste, vilde og kunde, uden, som det synes, at have taget nogen videre Notits af disse Personer.*)
*) Kolderup Rosenvinge, Samling af gamle danske Love 2, 265. Det mærkelige Sted, som her sigtes til, findes i Kong Eriks sjellandske Lov, og lyder saaledes: „Hænder det sig, at nogen har en Broder eller nær Frænde, som mister sin Forstand, og han har Jord eller Gods, som hiin nødig vilde, at han skulde afhænde, da skal han tage de bedste Mænd af Bøygden, som kjende hans Frændes Vilkaar, med sig til Thinge, og der lyse, at hiin er ikke ved sin fulde Forstand og at han vil svare til hans Gjerninger; naar dette er skeet, maa han ikke afhænde sit Gods og ikke skal han give Bøder for nogen Kjøbslutning, hvad enten den saa er stadfæstet med Haandslag eller med Skjødning. End staaer, eller hugger eller dræber han nogen, da skal den, som thinglyste sig som hans Værge, bøde lige saa fuldt derfor, som om han selv havde gjort det. Bliver han saa gal, at han ikke kan styre ham uden ved at binde ham, da skal han lyse det til Thinge og med Thingmænds Samtykke holde ham fast. Bliver han og saa gal, at han ikke kan bringe ham til Thinge uden ved at binde ham, da skal han paa lovlig Maade binde ham og drage til Thinge, og der lade Mænd udnævne af Thinget for at see hans Tilstand; sige de ligeledes, at Nøden tvang ham til at binde ham, da bøde han derfor hverken til den, han bandt, eller til Kongen.”
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 10
Side 10
En egentlig Foranstaltning fra det Offentliges Side synes der ikke at have været Tale om, for i Christian den Fjerdes Tid. Denne Konge befalede nemlig i 1632, at der i Pesthuset skulde indrettes en Daarekiste til at forvare Afsindige i, og dette er udentvivl den ældste offentlige Foranstaltning af den Art i Danmark.
Ved Christian den Femtes danske Lov blev det befalet, at naar den Afsindiges Frænder ikke kunde forvare ham, saa skulde Øvrigheden gjøre det. Men Øvrigheden har som bekjendt ingen andre Forvaringssteder end Arresterne, og man har derfor snart følt den Fornødenhed, at have særegne Lejligheder til de Afsindige. Resol. 29. Juli 1709 paalagde derfor Stiftsøvrighederne, idetmindste ved hvert Hoved-Hospital at lade indrette „et eller to Værelser” til Afsindige, „saaledes at de deraf ej lettelig skal kunne udbryde”. Udførelsen af denne Befaling har, som det synes, truffet paa Vanskeligheder hist og her og et nyt Rescript af 3. Jan. 1738 og 22. Juni 1742 gjentager og indskjærper Befalingen med nogen Modification.
I en Skrivelse af 25. Octbr. 1747 fra „Directions Commissionen” til Stiftsøvrigheden i Aarhus sees det, at det var den paalagt at gjøre Forslag til Indrettelse af flere Bevaringssteder for Afsindinge, da den ved Resol. af 1709 trufne Foranstaltning, at indrette 1 a 2 Værelser ved hvert Hoved-Hospital var befundet utilstrækkelig. Man mente, at hvor der var grundmuret Raadstue, der var det let at indrette eet eller to Værelser, desuden kunde Værelserne ved Hospitalerne forøges o. s. v.
Paa sine Steder kom disse Indretninger temmelig sent. Saaledes synes Dårekisten i Viborg først at være indrettet i Aaret 1779, og af Refer. 25. Aug. 1798 til Stiftamtmanden i Ribe sees det, at der endnu dengang ikke fandtes nogen Daarekiste i Ribe Stift.
Ved disse Foranstaltninger havde man forøvrigt, sandsyn-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 11
ligt ligesaalidet hos os, som i andre Lande, til Hensigt at tilvejebringe en Forbedring i de Afsindiges Kaar. Man vilde beskytte Samfundet mod den Fare, der var forbunden med, at de befandt sig paa fri Fod, og intet videre. Det vil derfor ikke forundre Nogen at erfare, at Daarekisterne i Aalborg, Randers, Aarhus og Viborg anlagdes i Kjelderen, ligesom den Tids Arrester, at de Afsindige belagdes med Lænker o. s. v. Man har. imidlertid senere (ved dette Aarhundredes Begyndelse) med Undtagelse af Daarekisten i Viborg, hvis Locale endnu befinder sig i Kjelderen, forladt disse underjordiske Opbevaringssteder og istedet derfor bygget Celler.
Ved hvad, der i dette Aarhundrede er gjort for Daarekisterne, har man umiskjendelig havt en Forbedring i de Afsindiges Kaar for Øje, og det er vistnok meget at beklage, at Hensigten kun saa ufuldkomment er opnaaet.
Ved en Kgl. Resol. af 18. Juni 1802 befaledes det saaledes, at der ved Ladegaarden skulde opføres en egen Bygning for de Afsindige og derved tages mere Hensyn paa disses sædelige Trang, end det hidtil var skeet. Den administrerende Direction, til hvem denne Befaling var rettet, overdrog det til dens bygningskyndige Medlem, Justitsraad Bang, at forfatte Tegninger, Overslag m. m. Denne har formodentlig ved Aaret 1807 indleveret sit Arbejde til Directionen, og jeg har et ande Sted*) berettet, at Overslagene til denne Bygning svævede mellem 160,000 og 200,000 Rdl., hvoraf man kan slutte sig til Planens Omfang. Projectet kom ikke til Udførelse, blandt andet af den Grund, at man efter Bombardementet 1807 havde indseet Nødvendigheden af at drage Ladegaarden ind i Stadens Befæstnings System, hvorfor der ikke kunde tænkes paa nogen ny Bygning der. Man troede desuden, og med Rette, at en Daareanstalt ikke burde ligge saa nær ved den store Stad o. s. v.,
*)
See „Fædrelandet” Nr. 996. Det er interessant at sammenligne Tallet paa de Afsindige da og nu. Dengang havde Kjøbenhavn i Ladegaarden kun 73, nu er der paa Bidstrup over 250 Afsindige.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 12
og det maa i alle Henseender billiges at Anstalten forlagdes til Bidstrupgaard.
En anden Regjeringsforanstaltning, der let kunde have blevet af en meget indgribende Indflydelse paa Daarevæsenet, var Nedsættelsen af en Commission til at undersøge Bidstrupgaards Hospital.*) Vi ville ikke dvæle ved, hvad der oprindelig foranledigede, at denne Commission blev nedsat, men kun holde os dertil, at det i Løbet af dens Forhandlinger blev den paalagt at indkomme med Forslag om, hvorledes Anstalten kunde hensigtsmæssigt indrettes til, enten at arbeide for hele Riget eller for en given mindre Del deraf. Mod Slutningen af 1839 eller i Begyndelsen af 1840 indsendte Commissionen et vidtløftigt Forstag til en Reorganisation af Bidstrup, væsentlig efter den Anskuelse, om jeg ikke feiler, at Anstalten burde arbejde for Sjellands og Lolland-Falsters Stift.
I 1838 androge Provindsialstænderne paa, at et fælles Hospital for uhelbredelige Afsindige maatte oprettes for de Dele af Østifterne, der manglede en saadan Indretning. Ved Kgl. Resol. 7. Juli 1840 paalagdes det derfor Amtmændene i Sjellands og Lolland-Falsters Stifter at conferere med hinanden, om en passende Indretning for Afsindige i Østifterne. Denne Conference kom til det Resultat, at Ideen om en fælles Anstalt burde opgives, og at ethvert Amt burde sørge for sig selv. Den ved Kgl. Resol. 23. Octbr. 1841 foranledigede Erklæring af Amtsraadene udtalte sig i samme Retning.
Disse ere i det Væsentlige de almindelige Foranstaltninger, der ere trufne af Regjeringen og af det Offentlige for at tilvejebringe Opbevaringssteder for de Afsindige, og til hvilke de bestaaende Anstalter skyldes. Idet vi give en kort Udsigt over disse, maae vi tillige kaste et Blik paa en Del private Anstalter, der ere voxede ud, som vilde Skud paa vort Daarevæsen.
2. Vi have altsaa at betragte de for Afsindige indrettede Anstalter, der falde hen i to Rækker: offentlige og private.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 13
A..Offentlige Anstalter.
1. Bidstrupgaard. Denne Anstalt er mærkelig derved, at den er en af de ældste humanere Indretninger, som det nittende Aarhundrede har kaldet til Live paa Fastlandet. Den skriver sig fra 1808 og er altsaa ældre end Sonnenstein. Det vil være passende her at betragte dette Etablissement noget nærmere. Anstalten er, som bekjendt, ingen Statsanstalt, men tilhører Kjøbenhavns Commune formedelst dens Fattigvæsen, og staaer som Commune-Anstalt isoleret i Danmark.
Den falder hen i to store Delninger, der ere afsondrede fra hinanden ved en Distance af omtrent et Bøsseskud, nemlig Sygehospitalet med omtrent 150 Patienter, og Lemmestiftelsen med omtrent 225 Lemmer.
a) Sygehospitalet. Det fortjener i høj Grad Tak og Paaskjønnelse, at Directionen for Kjøbenhavns Fattigvæsen har valgt netop dette Punct til Anlæggelsen af en Daareanstalt: den ligger her hverken for højt eller for lavt; den er rigelig forsynet med godt Vand til Husbrug; den ligger ved Bredden af Isefjorden, saa at den ogsaa med Hensyn til Søbade er beqvemt situeret; i det Hele, Skov, Mark, Eng, Hav, alt forener sig til en ualmindelig smuk og gunstig Beliggenhed, i hvilken Henseende den ikke blot kan rivalisere med de tydske Anstalter, men endog, efter min Formening, overgaaer dem alle. Dertil kommer, at den ligger i en passende Afstand fra en By, der hverken er for stor eller for lille, og ligeledes i en passende Afstand fra Hovedstaden, paa hvilken dens Virksomhed nærmest er beregnet. I alle disse Henseender vil Bidstrupgaard vinde alle Sagkyndiges udelte og enstemmige Bifald.
Det samme kan destoværre ikke siges om Bygningen, der lider af væsenlige Fejl, saavel i Omfang som i Indretning o. s. v. Som jeg et andet Sted har vist, er Rummet i Anstalten saa knapt taget, at de fleste Patienter maa behjelpe sig med 200, 300, 400 Cubik Fod Rum i deres Opholds- og Sove-Værelser; kun meget faa have derover, og slet ingen saa megen Plads, som der fordres i et velindrettet Daarehospital.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 14
Hvad Indretningen angaaer, da behøver man blot at kaste et Blik paa Tegningen (Tab. I), for at overbevise sig om, at der ikke er nogen organisk Forbindelse mellem de enkelte Dele, hvoraf Anstalten bestaaer; naar Opsynet befinder sig i den ene Bygning, og det ønsker at vide, hvad der foregaaer i de andre, saa kan det ikke komme til Kundskab derom, uden først at maatte passere en aaben Plads, der er 8 eller 30 Alen bred, og det maa altsaa i Forvejen kunne sees af de underordnede Betjente og Patienterne, der naturligvis derefter ville tage deres Forholdsregler. Opsynet maa til enhver Tid, uden forud at bemærkes, kunne bevæge sig gjennem alle Dele af et saadant Etablissement, om Tjenesten ikke skal lide. Det er af den Grund, at man fordrer Bolig for Lægerne i Anstalten, navnlig for den Læge, af hvem dens Politie er afhængigt, og det er i de fleste Anstalter i Tydskland og England Overlægen, ligesom det sandsynligvis hos os vilde blive. Jacobi har i sit Skrift lagt megen Vægt herpaa, og man finder ogsaa i Siegburg, hvor Anstalten selv ikke har Plads til Overlægen, at dennes Bolig er forbundet med Anstalten ved en bedækket Corridor.
Ogsaa Esquirol fremhæver det organiske Sammenhæng af Anstaltens enkelte Dele som en væsenlig Omstændighed. Ligeledes Zeller i den som Bilag vedfølgende Skrivelse. Dog det behøves virkelig ikke at anføre Authoriteter for en Sag, der falder saa let i Øinene.
Men hvad nu Sygeværelserne angaaer, da maa en god Daareanstalt have forskjellige Afdelinger, Lejlighed til at sondre mellem Tilfælde af forskjellig Art og Grad; man maa kunne sondre Patienter af forskjellig Stand o. s. v., o. s. v.
Bidstrup har intet af alt dette: de fem Loger, man har, ere optagne med i den ene Sidefløj, og de urolige Patienter fylde Huset med Støj og Tummel. Forøvrigt har man i de store Forsamlingsværelser de mest forskjellige Former af Afsindighed blandede mellem hinanden, saa at det Hele frembyder sig for Beskueren, med en næsten ubeskrivelig Uro og Forvirring. Bygningerne selv lide desuden af forskjellige Fejl i Construc-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 15
tionen, hvilket dog navnlig gjelder om den Fløj a. paa Tab. 1. Denne er nemlig opført med den Anskuelse for Øje, at Varetægt var det Væsentlige i et saadant Etablissement; derfor ere Væggene beklædte med tykke Planker, og de neppe 1 Alen høje Vinduer sidde fængselsagtigt, i en Højde af fire Alen. Paa den bagerste Væg er der anbragt Aabninger, gjennem hvilke Latrinerne skulde kunne tømmes, og for at den, som udfører denne Forretning ikke skulde sees, har man hængt et eget Skur paa Bygningen, der giver den et høist besynderligt Udseende, hvilket næsten bliver comisk, derved at den hele Udbygning er blevet overflødig, da man har forlagt Latrinerne andetsteds hen. Facaden Tab. 1 viser Gavlen af denne Bygning.
Der var vistnok meget mere at sige om Anstalten og hvad der vedkommer den, men jeg skal af flere Grunde ikke udbrede mig vidtløftigt herover paa dette Sted.
Anstalten har en Dyd, og det er, at den holdes renligt, hvorfor dens Bestyrelse fortjener ubetinget Roes.
En Grundfejl ved Anstalten er det udentvivl, at den er underlagt Bestyrelsen af Fattigvæsenet, og at dette i det Hele er Tilfældet med vort Daarevæsen, er den Omstændighed, der væsentlig holder det paa dets nærværende lave Standpunct. I de fleste andre Lande, hvor man har fundet det passende at reformere Daarevæsenet, der har et af de første Skridt været, at skille det fra Fattigvæsenet, f. Ex. i Preussen, Würtemberg o. fl. St., fordi man har indseet, at en og samme Bestyrelse ved at varetage begges Tarv, nødvendigt maatte komme i Modsigelse med sig selv. Fattigvæsenet fordrer nemlig det Oeconomiske i den yderste Strenghed, med en lille Tilblanding af det Humane; Daarevæsenet derimod fordrer det Humane og det Hensigtsmæssige med en ikke altfor stor Tilblanding af det Oeconomiske.
Man kunde vel sige, at disse Grundelementer vare saa nær beslægtede, at det maatte være let at bestyre Forholdet, fra eet Synspunct; men Ild og Vand ere ogsaa i deres Grundelementer beslægtede, og de forliges dog ikke paa det Bedste. I Virkeligheden ligge Fattigvæsenets og Daarevæsenets Trang og
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 16
Fornødenheder ved to hinanden modsatte Poler, de mødes kun i Indifferentspunktet. *)
Dette sees ogsaa tydeligt i Anstalten. Directionen veed meget vel, at Tiden gjør Fordringer til den, og den har ved flere Lejligheder vist, at den ønskede at efterkomme disse; men dels have forskjellige Forhindringer lagt sig i Veien, dels er det et Spørgsmaal, om den er i Besiddelse af netop den egne Art af Kjendskab til Psychiatrien, hvorpaa det ved en Reorganisation kommer an. Der er ingen i Directionen, hvis Fag er Phychiatrie, og selv om dette end var Tilfældet, saa vilde han dog intet kunne udrette, naar han ikke mer og mindre kunde omforme Forholdet ogsaa udenfor Bidstrupgaards Distrikt. Desuden kjender Directionen for godt sin Hovedopgave, til at den ikke skulde give med tilbageholden Haand; men den maa give alligevel: Pengene vristes fra den, og uagtet Bidstrupgaard ikke har modtaget nogen Forbedring i den nyere Tid, og uagtet at Forplejningen tildels er noget mere end tarvelig, saa er den dog en af de dyreste Anstalter af denne Art, som det Følgende vil vise.
Forplejningen er derved følgende:
Til Patienter paa simpel Pleje gives. 1. Morgen: 12 Lod Rugbrød eller 8 Lod Sigtebrød med 1 Lod Smør, eller 5 Lod Franskbrød med 1 1/4 Lod Smør eller 3 Lod Ost; 1/4 Pot varmt Øl eller 1/4 Pot Thevand, hvortil 1/8 Pot sød Melk med 1/10 Lod The. – 2. Middag. Søndag og Onsdag: Kjødsuppe med 12 Lod Kjød, og 12 Lod Rugbrød eller 8 Lod Sigtebrød eller 5 Lod Franskbrød. Mandag: 3/4 Pot Vandgrød med Smørrebrød. Tirsdag: gule Ærter med 8 Lod Flesk eller 12 Lod Kjød; 12 Lod Brød. Torsdag: 1 Pot Grynsuppe og
*)Maaske vilde man sige, at Directionen ligesaa godt kunde reorganisere Anstalten paa Bidstrupgaard, som Almindelig Hospital, der i den sidste Tid har modtaget saa væsentlige Forbedringer. Ja vel, men der er noget Andet i Vejen paa Bidstrupgaard, og desuden skyldes neppe de omtalte Forbedringer ved Almindelig Hospital noget af Fattigvæsens Bestyrelsens egentlige Medlemmer.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 17
8 Lod Klipfisk med 1 Pot kogte pillede Kartofler eller 12 Lod Brød. Fredag: 1 Pot Søbekaal og 8 Lod Flesk eller 12 Lod Kjød. Løverdag: Øllebrød og Spegesild med Brød eller Kartofler. 3. Aften. Smørrebrød fem Gange og opstuvede Kartofler 2 Gange; Øl varmt eller koldt. Til Smørrebrød gives Brød og Smør som om Morgenen; af Kartofler gives 1 Pot med 1 1/4 Lod Smør; 1/4 Pot Øl.
Det bemærkes, at Vægten paa Kjød og Flesk er angivet i raa Tilstand med Ben, hvorfor Patienterne i Virkeligheden kun erholde omtrent det Halve af den her angivne Vægt, hvilket ikke er tilstrækkelig Næring for Syge, hvis indre Uro tærer betydeligt paa den physiske Kraft.
I Aaret 1. Novbr. 1810 31. Octbr. 1841 kostede Anstalten omtrent 59,000 Rbd., hvoraf circa 42.000 Rbd. falde paa Sygehospitalet og lidt over 13.000 Rbd. paa Lemmestiftelsen; Resten er forskellige Indtægtsposter.
Vi ville engang anstille en Sammenligning mellem Forbruget af de vigtigere Artikler paa Bidstrup og i Anstalten i Slesvig, og bemærke blot foreløbig, at i Slesvig regnes 1/2 Pund Kjød eller Flesk for en Portion*) gjennem alle Forplejnings-Klasser, og ved denne Vægt er forstaaet raat Kjød og Flesk uden Ben, saa at Patienterne, paa det Bortkogte nær, erholde den fulde Vægt.
Paa Bidstrupgaard var der i den angivne Tid, ved et Antal af 141,844 Forplejningsdage forbrugt:
30,111 Pd. Kjød,
8,773 Pd. Flesk,
11,480 Pd. Smør,
170,254½ Pd. Brød,
600 Tdr. Kartofler.
I Slesvig var der omtrent ved samme Tid, ved et Antal af 111,888 Forplejningsdage forbrugt:
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 18
32,490 Pd. Kjød,
4,068 Pd. Flesk,
10,008 Pd. Smør,
99,576 Pd. Brød,
582 Tdr. Kartofler.
Der var altsaa forholdsvis brugt betydeligt mindre i den første, end i den anden Anstalt. Ikkedestomindre var Forplejningen dyrere i hin, end i denne. Naar man blot tager Hensyn paa de Priser, der i Regnskabet anføres for de forskellige Arter af Forplejning og beregner Forplejningen derefter, da faaer man vel kun en Gennemsnitspris af 12,03 sk. og. 10,06 sk. pr. Individ, respective i Syge- og i Lemme-Hospitalet. Derved holdes imidlertid henimod 4.000 Rbd. af den paa Forplejningen, efter Oeconomie-Regnskabet anvendte Sum, udenfor Beregningen. Dersom disse tages med og fordeles over Etablissementet, da maa Gennemsnitsprisen stige 4 á 5 sk. daglig pr. Individ i Sygehospitalet. I Slesvig var Gjennemsnitsprisen neppe 16 Rdsk. Daglig.
Om dette kommer deraf, at Levnetsmidlerne maaske ere noget dyrere i Nærheden af Hovedstaden, end i Slesvig, skal jeg lade være usagt. Jeg kan imidlertid ikke tilbageholde den Formening, at den Maade, hvorpaa man controllerer Oeconomien paa Bidstrup, kunde være Skyld i, at Anstalten blev noget dyrere, end det just var fornødent.
Underholdningen i det Hele er ogsaa paa Bidstrup meget dyrere, end i Slesvig og i flere fremmede Anstalter.
I Slesvig kostede saaledes et Individ i 1840-41 i Gjennemsnit*) 13 sk. S. H. C. daglig = 98 Rbd. 41 sk. Cour. aarlig eller 158 1/6 Rbd.
I Charitéen i Berlin kostede et Individ**) i 1841 10 Sgr. 5 6/7 Pf. daglig. = 127 3/5 Thlr. = 170 1/8 Rbd.
I Heidelberg kostede et Individ***) 224 fl. = 128 Thlr. Preusk. = 170 2/3 Rbd.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 19
I Siegburg, der er anseet for en af de dyreste Anstalter i Tydskland, var Gjennemsnitsprisen 12 3/8 Grosch. daglig = 150 Thlr. aarlig = 200 Rbd.
Paa Bidstrup var Gjennemsnitsprisen i Sygehospitalet, ved samme Tid, omtrent 288 Rbd. pr. Individ, efter det trykte Regnskab.*) Herved ere Lemmerne regnede for 60 5/6 Rbd. pr. Individ og denne Sum, tilligemed forskjellige Indtægtsposter fradragne Hovedsummen. Dette mærkelige Resultat, der er saa meget mere paafaldende, som Forplejningen paa simpel Pleje er næsten som for Lemmer, endda noget sparsommere, og koster kun omtrent 40 Rbd. aarlig, medens Lægemidler udgjøre omtrent 5 Rbd. pr. Individ, o. s. v., dette Resultat altsaa skyldes nu vistnok for en Del de uheldige Omstændigheder, hvorunder Anstalten har staaet, det, at Bidstrup maa bære en Masse Renter nu m.m. der burde være Sygeindretningen uvedkommende, men det fremkommer udentvivl ogsaa derved, at Directionen, uagtet den er saa højt stillet, uagtet de udsøgte Kræfter, den er i Besiddelse af og uagtet den redelige Villie, som selv dens Fjender ikke kunne drage i Tvivl, ikke paa engang kan være en god Bestyrer af Fattiganstalter og af Daareanstalter, hvis Fordringer ere hinanden diametraliter modsatte. At den er flere Mile fjernet fra Anstalten, og ikke der behørig repræsenteret, gjør vistnok meget, men selv uden dette, er denne Sammenblanding af saa heterogene Forhold af en højst beklagelig Virkning.
b) Lemmestiftelsen ligger som sagt omtrent et Bøsseskud fra Sygeafdelingen. Rummet er her endnu knappere tildelt Patienterne, end hist. Lokalet er følgende:
1 Værelse paa 26 Senge har til hver 150 Cubik-Fod Luft.
1 do. ” 25 ” ” ” ” 169 ”
1 do. ” 22 ” ” ” ” 172 ”
1 do. ” 23 ” ” ” ” 174 ”
1 do. ” 22 ” ” ” ” 179 ”
1 do. ” 22 ” ” ” ” 181 ”
1 do. ” 21 ” ” ” ” 192 ”
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 20
4 Værelse paa 16 Senge har til hver 204 Cubik-Fod Luft.
4 do. “ 22 “ “ “ “ 207 “ " “
4 do. “ 45 “ “ “ “ 224 “ " “
4 do. “ 9 (Fruent. Sygest.) 256 “ " “
4 do. “ 8 Senge har til hver 273 “ " “
4 do. “ 44 (Mands. Sygest.) 355 “ " “
eller med faa Ord, Stiftelsen er i høj Grad overfyldt.
Det er naturligt, at der, under disse Omstændigheder, ikke kan være Tale om en egentlig Behandling af de, omtrent 150 afsindige Lemmer, som befinde sig der, ej heller om en nøjagtig Observation, og dog skulde man i mange Tilfælde af de chroniske Former lære at helbrede de acute. Inspecteuren er her Hovedpersonen, Lægen kun en Biperson.
Directionen anslaaer et Lems Forplejning til 1 Mk. daglig eller 60 5/6 Rbd. aarlig, hvilket af et Medlem af denne Bestyrelse er blevet betegnet som altfor lavt. Meget højere kan den dog neppe sættes, da Udgifterne til de vigtigste Dele af Forplejningen, nemlig Spise og Drikke, kun androge omtrent 40 Rbd. pr. Individ. Beholder man den nævnte Angivelse, da have de 245,47 Lemmer, der i Gjennemsnit havde været forplejede der, kostet 13,107 Rbd. 72 sk.
Forplejningsreglementet for Lemmer er følgende: 1. Om Morgenen Smørrebrød; Ost og Brød; eller Spegesild og Brød med varmt Øl. 2. Om Middagen. Søndag og Tirsdag: 1 Pot Kjødsuppe, 12 Lod Kjød, 16 Lod Rugbrød eller 10 2/3. Lod Sigtebrød og 1/4 Pot Øl. Mandag og Fredag: 1 Pot gule Ærter med 9 Lod Flesk eller 12 Lod Kjød, Brød og Øl, som om Søndagen. Onsdag og Løverdag: 3/4 Pot Vandgrød med Spegesild, og opstuvede Kartofler eller Brød og Øl. Torsdag: 1 Pot Søbekaal, 9 Lod Flesk eller 12 Lod Kjød; Brød og Øl. Om Aftenen. Smørrebrød 1 Gang, Vandgrød 3 Gange og opstuvede Kartofler 3 Gange om Ugen. Vægten paa Kjød og Flesk er angivet i raa Tilstand med Ben, saa Lemmerne i Grunden kun faae det Halve af den nævnte Vægt.
I 40 Aar var Dødeligheden i Lemmestiftelsen efter Inspecteurens Opgivende følgende:
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 21
1832 12 Mand 11 Qvinder = 23
1833 8 ” 4 ” = 12
1834 7 ” 2 ” = 9
1835 5 ” 1 ” = 6
1836 6 ” 4 ” = 10
1837 7 ” 11 ” = 18
1838 7 ” 5 ” = 12
1839 10 ” 7 ” = 17
1840 8 ” 7 ” = 15
1841 7 ” 4 ” = 11
2. Anstalten i Frederiksborg findes i en Fløj af Slottets Portbygning, og har udentvivl oprindelig været indrettet til et Fængsel. Cellerne ere meget smaa og Rummet i det Hele alt for indknebet baade i Hus og Gaard. Den blotte Forplejning af de 10 Afsindige, som her fandtes 1840, andrager 110 Rbd. om Aaret pr. Individ, foruden Hus, Varme, Seng, Klæder, Læge og Medicin. Man kan anslaae det Hele til henimod 130 eller 140 Rbd. pr. Hoved.
3. Anstalten i Nestved er indrettet i en Bagbygning af det derværende Sygehus. Den er bygget 1840. Den bestaaer af 2 Fælledsværelser, et for Mandfolk og et for Fruentimmer, midt imellem hvilke 8 Celler, hvoraf nogle kun ere 4 1/2 Fod brede 9 1/2 Fod lange og 9 Fod høje. Betalingen i denne Anstalt er 121 2/3 Rbd. foruden Klæder, Sengeklæder, Medicin m. m., i Alt vel 140 eller 150 Rbd. om Aaret.
4. Anstalten i Sorø. I Aaret 1841 er her indrettet et combineret Amts-Syge- Daare- og Arbeids-Hus. Daarekamrene, hvoraf der er 4 for hvert Kjøn i en særegen Afdeling, med egen Gaardsplads, findes i Bagbygningen; men Arbeidsstuen for Lemmerne er anbragt i Kjelderen af Forbygningen.
Cellerne ere 6 1/2 Fod brede, 11 Fod lange og 8 Fod høje. De have almindelige Vinduer, der dog ere tillukkede med Skudder fra inden af, og Belysningen kommer gjennem et Tagvindue. Den sidste Idee vilde være at rose, dersom den var bedre
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 22
udført; men man burde ikke tillige have anbragt almindelige Vinduer. 4 Celler kunne varmes, 4 ikke.
Betalingen er 121 2/3 Rbd. foruden Seng, Klæder o. m., altsaa ogsaa her 140 eller 150 Nbd. om Aaret.
5. Anstalten i Stege. Den er bygget ved Tugthuset i Stege, efter Kgl. Resol. 21. Novbr. 1794, for Saadanne, som i Straffeanstalterne mistede Forstanden. Der findes 12 større og mindre Celler, af hvilke nogle kunne opvarmes. Der skal være Plads til 18 Lemmer, men det sædvanlige Antal er 12 eller 14. Bygningen med den tilhørende Gaardsplads støder tæt op til Tugthuset, hvis Gaard man maa passere, for at komme til Daareanstalten. Patienternes Arbeidsværelse er i selve Tugthusbygningen. Den har et fængselsagtigt, afskrækkende Udseende, hvilket forøges ved de Hængelaase, hvormed nogle Døre ere forsynede, og naturligvis endmere ved det upassende Naboskab, ved Lemmernes Beklædning og overhovedet ved Anstaltens hele Holdning.
Efter dens første Bestemmelse skulde den kun tjene for Forbrydere, men den optager ogsaa andre Afsindige, naar de angives for uhelbredelige, og navnlig benyttes den meget af Loll. Falst. Stift, ogsaa noget af Præstø Amt. Den 14. Maj 1842 var der foruden 4 Forbrydere fra Kjøbenhavn og Kjøbenhavns Amt, 5 Afsindige fra Loll. Falst. Stift og 3 fra Præstø Amt.
Forplejningen kan neppe kaldes god i denne Anstalt. Efter Reglementet skulde der gives:
1. Om Morgenen. ½ Pot kogt Melk, 16 Lod Brød med 1 Lod Smør eller 3 Lod Ost. 2. Om Middagen. Søndag og Onsdag: Suppe kogt paa 10 Lod fersk Kjød. Mandag og Fredag: Vandgrød og 7 ½ Lod Kjød eller 6 Lod stegt Flesk. Tirsdag og Torsdag: Ærter kogt paa 6 Lod grøns. Flesk eller 4 3/4 Lod isl. Lammekjød. Løverdag: Kaalsuppe kogt paa 10 Lod Oxekjød. Hver Dag til Middag 16 Lod Brød. 3. Om Aftenen: 8 Lod Brød med ½ Lod Smør eller 2 Lod Ost; eller 1 Pot kogte Kartofler; eller 3/4 Pot Vandgrød med 1/4 Pot Melk. Daglig ½ Pot simpelt Øl.
Vægten af Kjød og Flæsk er ansat i raa Tilstand med Ben,
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 23
saa der egentlig kun gives den halve Vægt af det her anførte Qvantum, og det er neppe tilstrækkelig Næring.
Det er formodentlig det samme Reglement, der gjelder i Tugthuset, med hvis Beboere de Afsindige have Oeconomie tilfælles. Betalingen er henimod 100 Rbd. om Aaret, foruden Klæder m. m., i Alt vel i det mindste 120 Rbd.
6. Anstalten i Odense udgjør en Del af det derværende Hospital. Ved Hans Majestæts Forsorg i tidligere Dage er der ved 1830 gjort saa meget for denne Anstalt, som der indenfor Grændserne af den bestaaende Lovgivning lod sig gjøre, og man har ved denne Lejlighed endogsaa givet Lovgivningen en Udvidelse, forsaavidt nemlig, som den forøgede Bekostning er lagt paa Provindsen istedetfor paa Hospitalet, hvilket er det største Fremskridt, Daarevæsenet har gjort hos os. Den har saaledes et meget humanere Præg, end de fleste Detentionsanstalter. Den er ogsaa meget større end disse, da den indbefatter omtrent 50 Patienter, i 12-14 Værelser, i 2 afsondrede Bygninger. Den har desuden 8 Celler, hvoraf dog kun de 6 anvendes til Patienter, de to benyttes af Opvartere. Endelig har den, ligesom nogle engelske Anstalter, en afsondret Afdeling paa 8 Værelser, for ligesaamange Afsindige, der ere indsatte efter Dom.
Efter Herr Gjellerups Opgivende, var der i 10 Aar behandlet 65 Mænd 61 Qvinder,
deraf helbredet 35 Mænd 29 Qvinder: er 64.
" Død 13 ” 9 ” : 22. ialt 86.
Bestand 17 Mænd, 23 Qvinder, i alt 40.
Forplejningen koster 60 Rbd. pr. Individ om Aaret, eller efter Omstændighederne noget mere, for simpel Pleje. For bedre Pleje betales i Forhold til de Fordringer, der gjøres. Herved forstaaes imidlertid den blotte Forplejning af Mad og Drikke, der maa altsaa hertil endnu regnes Hus, Senge-klæder, Klæder, Læge, Medicin m. m. Den hele Omkostning for simpel Pleje kan anslaaes til omtrent 100 Rbd. eller noget derover pr. Individ, aarlig.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 24
7. Anstalten i Ribe er indrettet i Hospitalet sammesteds. Den har to Afdelinger, en i underste Etage for Mandfolk, og en i øverste Etage, for Fruentimmer. Dens nuværende Skikkelse har den faaet 1836, da den modtog en Del Forbedringer. Der findes et smukt lille Værelse, og en Snes simplere, hvoraf de fleste ere enkelte Loger.
I de senere Aar har Antallet af Patienter været omtrent 20, men efter Lægens Sigende skulde der være Plads til 50, hvad jeg dog ikke troer.
Den er den bedste af de jydske Anstalter, hvilket forresten ikke er nogen synderlig Roes.
Betalingen er 104, 110, 114 a 120 Rbd. om Aaret foruden Hus, Opvartning, Klæder o. s. v. Det Hele maa andrage noget mer eller mindre end 150 Rbd.
8. Anstalten i Viborg er indrettet efter Refer. 14. Octbr. 1779 og bestaaer af 4 Værelser i Kjelderen af Tugthuset, hvert paa 20 Alen, hvilke synes i alle Maader at bære Præget af Fængsler. De benyttes ikke til Afsindige for nærværende Tid, men de bruges som Fængsler for Tugthusfanger, der have begaaet mindre Forseelser.*)
9. Anstalten i Aarhus er anlagt i det derværende Hospital. Den hele Indretning er 6 smaa Celler, hvilke kunne opvarmes ved en mellem to og to Celler anbragt Bilægger.
Betalingen i denne Anstalt var 1840 henimod 50 Rbd. pr. Individ, foruden Hus, Varme, Seng, Klæder m. m. Hertil maa endnu regnes Oppasserens Løn 50 Rbd., fri Bolig, Brænde, Lys og Græsning til 4 Køer, hvilket alt fordelt paa 6 Individer, som forefandtes her dengang, ikke bliver saa ganske lidt paa hver. Det Hele kan regnes for omtrent 100 Rbd. aarlig pr. Individ.
10. Anstalten i Randers. Denne Anstalt modtog for 4-5 Aar siden en ikke ubetydelig Udvidelse, hvorved der blev Plads til, jeg troer, 29 Patienter, og det var paatænkt at bygge endnu mere, hvilket man dog heldigvis har stillet i Bero.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 25
Den bestaaer af 2 Bygninger. Deraf indeholder den ene, for rasende Afsindige, 5 Celler, hvilke ikke kunne opvarmes. Den anden Bygning har to Afdelinger, en for hvert Kjøn, med et eget Forsamlings-Værelse, med Kakkelovn og en egen lille Gaardsplads, omgiven af en høj Mur. De Værelser, i hvilke Patienterne ellers skulle opholde sig, skulde opvarmes ved to store Kakkelovne, der ere anbragte paa Corridorerne) men som neppe svare til Hensigten. Denne Anstalt har dog et eget Badelocale; men er naturligvis ligesaa lidt skikket til at behandle Afsindige i, som vore øvrige Indretninger af denne Art.
Betalingen er 104 Rbd. aarlig for simpel Pleje, foruden Gang- og Sengeklæder, Læge og Medicin xc., og det er ikke ganske afgjort, om ikke Husrum, Varme og Opvartning ganske, eller for en Del., ydes af Hospitalet, uden for denne Betaling.
11. Anstalten i Aalborg. Den var tidligere i den fugtige Kjelder af det forhenværende Helligaands Kloster, der ved Reformationen omdannedes til et Hospital. I Begyndelsen af dette Aarhundrede byggedes nogle smaa Celler over Jorden, af hvilke to endnu existere. De ere omtrent 8 Fod lange, brede og høje, have ingen Vinduer, men kunne modtage nogen ringe Belysning gjennem en med Gitter forvaret Aabning i Døren, hvilken desuden kan tillukkes med en Klap. Der er aldeles ingen Forskjel paa disse Celler og paa Fængsler, hvortil de ogsaa stundom have været benyttede. I 1831*) byggedes 8 nye Celler, hver paa 10 Fods Længde, 10 Fods Bredde og 9 ½ Fods Højde, Dimensioner, mod hvilke der, paa Højden nær, ikke var meget at sige, naar Indretningen var bedre, og naar Cellerne og en Gaard, paa omtrent 20 Skridt i Længden og Breden, ikke udgjorde den hele Anstalt. Det med stærke Jernstænger forgittrede, lille Vindue sidder omtrent 6 Fod fra Jorden, og det er ikke usædvanligt, at Patienterne hæve sig op ved Stængerne i Gitteret, aabne Vinduerne og sætte sig i Karmen, rækkende Benene ud gjennem Jernstængerne.
*) Dr. Bremer, I. e., Pag. 132.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 26
Det er en Fejl, at der er altfor meget Træ i denne Anstalt, da Cellerne ikke blot ere beklædte med 3toms Planker, men selve Skillevæggene ere af disse samme Planker, hvorfor Anstalten er saa lydbar, at naar der tales nogenlunde højt i den ene Ende, saa høres det overalt, gjennem den hele Bygning, til den anden Ende.
Den opvarmes ved hed Luft, men Varmeindretningen er saa ufuldkommen, at i Almindelighed kun de to nærmeste Celler paa hver Side nyde godt af den.
Efter Normal Reglementet for Forplejningen af 7. Novbr. 1831 gives:
1. Om Morgenen (om Sommeren Kl. 7 om Vinteren Kl. 8) 3/4 Pot varmt Øl eller 3/4 Pot kogt Melk med ½ Pund Rugbrød med Smør og Kjød eller Ost paa.
2. Middag. Søndag og Onsdag: 1 Pot Kjødsuppe med Grønt og Rødder, 3/4 Pund Oxekjød eller ½ Pund Kalvekjød eller Lammekjød, 10 Lod Rugbrød; Mandag og Fredag: 3/4 Pot Velling eller 1 ½ Pægel Grød, tør eller fersk Fisk med Kartofler; Tirsdag: 1 Pot Bygsuppe, opstegt Oxekjød, 10 Lod Rugbrød; Torsdag: 3/4 Pot Kaal eller Ærter, ¾ Pund Kjød og Flesk, 10 Lod Rugbrød; Løverdag: 1 Pot Øllebrød, ½ Spegesild med Kartofler.
3. Vesperkost, om behøves: 16 Lod Rugbrød med Smør paa.
4. Aften. 16 Lod Rugbrød med Smør og Kjød eller Ost paa, ½ Pot dagligt Øl, koldt. Hvor Vægten ikke er nævnet, f. Ex. ved Fisk; ec., der er det bestemt, at der maa gives en almindelig forsvarlig Portion.
Dette Spise Reglement fortjener at roses, da det giver tilstrækkelig og dog ikke overflødig Næring.
Betalingen er henimod 80 Rbd. aarlig, hvoraf Oeconomen faaer lidt over 75 Rbd., og efter Stiftsøvrighedens Resol. er det tilladt at anvende indtil 40 Rbd. om Aaret til Extra-Fornødenheder for Patienterne, hvilket gjør henimod 5 Rbd. for hver. Desuden giver Hospitalet Husly, Varme, Seng og Sengeklæder, Læge og Medicin m. m. Hospitalet giver endvidere Oeconomen fri Bolig; til Brænde 10 Rbd.; Løn 32 Rbd. og til hans Medhjelper, jeg troer 30 eller 40 Rbd. om Aaret.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 27
Det Hele kan udentvivl anslaaes til 12-1.400 Rbd. om Aaret, saa den hele Bekostning for et Individ i Anstalten vel bliver 130 9. 140 Rbd. aarlig, om ikke mere.
Disse ere nu de offentlige Anstalter, hvis Antal dog snart kan ventes forøget med en combineret Amts-Syge-Daare- og Arbeids-Anstalt for Holbeks Amt, og maaske med en lille Daarekiste i Nakskov.
I alle de smaa Anstalter, hvor Oeconomen tillige er Oppasser, der er Opvartningen meget mangelfuld, saa at de Afsindige ofte belægges med Tvangsmidler, indespærres o. s. v. uden nogen dertil given Foranledning fra Sygdommens eller fra den Syges Side, men alene for Opsynsmandens Beqvemmeligheds Skyld. Jeg har saaledes i en Anstalt, seet en Afsindig bundet fast ved et Reb i Gaarden, ligesom et Dyr, medens Opsynsmanden gik bort i et Ærinde. Disse Opsynsmænd have overalt formegen Frihed; de eftersees ikke tilbørligt, og det skeer vist ikke sjeldent, at de lade deres Brutalitet paa flere Maader øve sig paa de Ulykkelige, der ere faldne i deres Hænder. At det har hændet, at en saadan Person, paa egen Haand og efter eget Tykke har banket Patienterne, derpaa kjender jeg flere Exempler.
I de fleste Anstalter ere begge Kjøn blandede mellem hinanden, hvoraf et meget uterligt Forhold er Følgen; Besvangrelser ere ikke uden Exempel og det er neppe enten Anstalternes eller Patienternes Skyld, om disse ikke forekomme meget hyppigt.
Maden gives i flere Anstalter i Kar af Træ med Jernbaand, af meget frastødende Form og Udseende. Patienterne tilkendegive stundom deres Misfornøjelse med disse Kar, ved at sammenligne dem med en Kop til en Hund, og det kan ikke nægtes, at Ligheden er paafaldende. Mønsteret hertil er udentvivl gaaet ud fra Lemmestiftelsen paa Bidstrup eller fra Straffeanstalterne. Deres Drikke gives i lignende Trækar, blot højere og smalere, og man har saa lidt taget Hensyn paa det Sømmelige, at man end ikke har givet disse Kar den Form, de ellers almindeligt have hos Almuen.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 28
Alt er beregnet paa de allerusleste Mennesker, ja tildels mere paa Dyr end paa Mennesker, og dog sætter man Folk af alle Grader i Sygdommen, og af alle Stænder, mellem hinanden, ind i disse slette Anstalter.
Foruden de offentlige Detentions Anstalter bruges hist og her de almindelige Arrester til Opbevaring af Afsindige. Dette var navnlig i 1838-1840 Tilfældet i Roeskilde, Ringsted og Thisted, og der gives vel neppe en Arrest i Landet, i hvilken man ikke til en eller anden Tid vilde kunne finde analoge Tilfælde.
I alle de offentlige Anstalter bruges ikke Lænker, men naturligvis, efter Omstændighederne, i Arresterne.
B. Private Daarekister.
Naar en Familie eller en Commune har en ustyrlig Afsindig, hvilken man ikke kan eller vil anbringe i en offentlig Anstalt, da indretter man et lille Bur til ham, eller, som det i Jylland kaldes, man ”beplanker” ham. Dette Bur anbringes sædvanligt saaledes i Huset, at det er af Vejen, ”in garrets, outhouse & dismal place.” Af saadanne findes deri Sjellands Stift 37, i Lollands Falsters Stift 8, i Fyens Stift 25, Jylland 49, tilsammen 119, som da Optællingen skete, enten vare eller nyligt havde været i Brug. Desuden var der paa Als og Ærø 9 og paa Island 5, altsaa i hele Kongeriget 133, hvortil endnu maa regnes en stor Kiste, i hvilken man, etsteds paa Island, indespærrer et Fruentimmer, naar hendes Paroxysme kommer over hende, og som saaledes fremstiller ”Daarekisten” i dens største Umiddelbarhed.
Den Skik paa denne Maade at forvare Afsindige er udentvivl ældgammel i Danmark, og det er ikke ganske usandsynligt, at dersom den ikke er ældre, da kunde den mulig være at tilskrive det Forhold, hvori Kong Eriks sjellandske Lov sætter den Afsindige til hans Frænde, og det Ansvar den paalægger denne sidste, for hvem en „Beplankning” maatte fremstille sig, som et tjenligt og beqvemt Middel til at absolvere hans Pligt mod det Offentlige.
Ved at indrette et saadant Bur, er den vigtigste Betragt-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 29
ning udentvivl i Almindelighed, at slippe med saa lidt Bekostning som muligt, uden at derved ret meget tages Hensyn paa den Afsindige. I Midten af forrige Aarhundrede, blev der indrettet et saadant Bur i Aarhus, efter Fattigvæsenets Foranstaltning og den hele Bekostning til Bræder, Søm og Arbeidsløn, androg kun 2 Rdr. Man kan ikke have en Daareanstalt for bedre Kjøb. Fattigvæsenet sammesteds havde senere, i et det tilhørende Hus, ladet indrette en Celle, i hvilken Lyset faldt ned gjennem et Vindue i Taget. Den var meget god, endog den bedste Celle, vi havde i Landet; thi den Idee at forbinde Belysning af Localet med den størst mulige Sikkerhed for, at Patienten ikke paa en eller anden Maade gjorde Misbrug af Vinduet, var her langt fuldkomnere udført, end enten i den ene Celle paa Bidstrup, eller i Cellerne i Sorø, hvor man har villet realisere den samme Idee. Det er derfor højst paafaldende, at man for nylig har casseret denne Celle. De fleste af disse Celler ere, som førhen sagt, anlagte i Afkroge af Husene, hvor Ingen, mindst vistnok Øvrigheden, kommer hen, og der er neppe Nogen, der paa det Offentliges Vegne har Tilsyn med, at de ikke skjule Forbrydelser. At de baade kunne misbruges og blive misbrugte, det har jeg paa et andet Sted antydet, og jeg skal her opholde mig et Øjeblik, for at afgive nogle nærmere Oplysninger.
Fra et Landpastorat i Nærheden af Hovedstaden opførtes paa Schemaet et ungt Menneske paa 26 Aar, med den Bemærkning af Præsten: ”Jeg veed ei engang om jeg tør kalde ham gal; vel har han nogle fixe Ideer, men hans Tale røber ei Galskab. Om han behandles som han bør? jeg tvivler derom: han er indespærret og ligger nøgen. Det var ønskeligt, om Vedkommende vilde anstille Undersøgelse om hans ulykkelige Tilstand.” For dette Individ betaltes der aarligt 121 2/3 Rbd., og han holdtes udentvivl i den beskrevne Tilstand, for at hans Plejefader kunde have det beqvemmere med Tilsynet og for at spare paa Klæderne.
I Ove Pastorat, Aalborg Amt, holdtes 1839 en urolig Vanvittig indespærret, om hvilken Præsten skrev: „Han koster Communen 80 Rbd. aarlig og er dog i Ordets egentlige For-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 30
stand nøgen.” Denne Patient blev kort efter optaget i Daareanstalten i Aalborg, og foruden det, at hans, som det syntes, udhungrede Legeme var bedækket med Saar, Fnat, Smuds o.s. v. saa var han en lang Tid ikke istand til at holde sig opreist af den Grund, at man havde holdt ham bunden med Reb, og skjøndt han hverken kunde tale sammenhængende, om det ene eller om det andet, og overhovedet ikke havde stort andet tilbage af Mennesket end Skabningen, saa havde det, at han havde været bunden, dog saaledes indprentet sig i hans Forestillinger, at han kunde forklare dette. Den dyriske Tilstand, hvori dette Menneske befandt sig, plejer at være en Følge af Sygdommens Paavirkning i en lang Række af Aar, men her var den kommet paa ikke fulde 3 Aar, saalænge havde hans Sygdom varet, saa at slet Behandling havde kappedes med Tiden, om at ødelægge den Ulykkelige.
Det er ellers ikke usædvanligt, at de Afsindige under visse Omstændigheder bindes med Reb, naar de ere i privat Forvaring, hvilket næsten generer og smerter mere, end Lænker, da der maa bindes temmelig fast, om det skal holde.
Der er ogsaa anført Exempler paa, at man i Communerne og i de private Daarekister, betjener sig af Lænker. Saaledes var der i Nibe Stift et Individ, der stundom ”tæmmedes med en Lænke”; paa Falster havde et Fruentimmer tidligere i længere Tid været holdt i Lænke, men nu kun af og til, og i Holbek Amt, havde en ung Afsindig, der havde attenteret Voldtægt, Mord o. s. v., i længere Tid været holdt lænket til en Pæl i Faderens Lo o. s. v.
At disse Exempler ikke staae isolerede er tilstrækkeligbekjendt, og stadfæstes end mere ved den følgende Yttring af Provst Birch i Stænderforsamlingen i 1838: ”Fattigcommissionerne stædes altid i den største Forlegenhed, naar saadanne Ulykkelige overgives til Communernes Varetægt. Ingen tager imod dem, uden just for Fordelens Skyld, og ikke, uden at røres af Medlidenhed, kan man da see disse ynkværdige Mennesker, enten hensatte i et saakaldet Bur, eller i Tvangstrøjer og Lænker, ligesom smedede til en ussel Seng, tildeels berøvede Pleie og Renlighed
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 31
og alt hvad ellers den Syge trænger til i sin Elendighed og Jammer, uden at man formaaer at formilde deres haarde Skjebne.”
Forplejningen er ofte temmelig dyr i disse Bure. Foruden de to ovennævnte, i hvilke de Afsindige kostede respective 80 og 121 ¾ Rbdr., kjender jeg endnu et, i hvilket Betalingen var 400 Rbdr. om Aaret, og i alle tre Tilfælde er det alene for Spise, Drikke og Opvartning, man har ladet sig saaledes betale.
Dette er en Skildring af den faktiske Tilstand, der viser, hvormegt der er at gjøre inden det opnaaes, som en human Regjering har tiltænkt de Afsindige.
Alle disse offentlige og private Detentions-Anstalter ere meget langt fra at svare til Daareanstaltens Idee: de staae truende mellem Samfundet og de Patienter, for hvilke de ere bestemte; – de tiltale ikke det Bedre i Mennesket, tvertimod røre de bestandigt op i Skyggepartierne; — de forsone ikke Patienten med hans Tilværelse, men de holde de deprimerende Affecter vaagne hos ham og berøve ham Agtelse for sig selv og Tillid til sig selv; – istedetfor at modarbejde det Desultoriske i Sygdommens Væsen, give de det Næring; – istedetfor at hæve eller formilde Sygdommen, styrke og forværre de den. Grundtrækkene i deres Charakter ere: Demoralisation – Lediggang – Utilfredshed – Fortvivlelse. Man glemmer stedse, at et Menneske, i Regelen, kun er afsindig i en bestemt Retning, og at det. i alle andre Henseender har et fuldkommen klart Begreb.
Under disse Omstændigheder er det ikke at undres over, at de Afsindige hurtigt forsættes i den dyriske Tilstand, hvori vi finde dem i vore offentlige Anstalter; thi det er en stor Sandhed, hvad den fortræffelige Hayner har sagt: jo ufornuftigere man behandler denne Art Patienter, jo ufornuftigere blive de.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 32
Tredje Afsnit
Statistisk Oversigt
1. Antal. Det kunde synes som om den Afhandling, Forfatteren for nogle Maaneder siden meddelte til „Dansk Ugeskrift”, gjorde det nærværende Afsnit overflødigt; man vil imidlertid ved Sammenligning finde, at hin Afhandling, der er forfattet under Paavirkning af flere Hensyn, som her ikke behøve at komme i Betragtning, er i flere væsentlige Punkter forskjellig fra denne. Det kan heller ikke antages, at ”Dansk Ugeskrift” just kommer i Hænderne paa netop det Publikum, for hvilket det nærværende Skrift er bestemt, og det er Forfatteren magtpaaliggende, at Læseren af dette Skrifts anden Afdeling, uden for megen Uleilighed, har de statistiske Momenter ved Haanden. Derfor, og af andre Grunde, har jeg anseet det fornødent her at medtage Statistiken.
Desuden har jeg ogsaa her kunnet tage Hensyn paa Island, uden at jeg dog har dristet mig til at drage denne Ø ind under de almindelige Betragtninger over Daarevæsenet, eller at bringe noget i Forslag for den.*) Efter de gjeldende Begreber er Island ellers den eneste Del af Danmark, hvor Localforholdene frembyde de fleste af de Betingelser, der fordres til Curforsøg paa Idioter og Cretins, og disse Sygdoms-Former ere ogsaa der i overveiende Antal tilstede. I den nærværende Del af Afhandlingen, er Island helt igjennem behandlet særskilt og stillet op imod Danmark, for tydeligere at vise den store Differents. Bispedømmet Als og Ærø følger atter med, skjøndt det ikke videre vedkommer os; men det frembyder saa mærkelige Forhold, at det vel fortjener sin Plads.
*) Ved det Forslag, der indeholdes i 2den Afdeling af dette Skrift, har der heller ikke egentlig været tænkt paa Færøerne, hvilke, ligesom Island, have en for Forfatteren fremmed Natur og Beskaffenhed.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 33
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 34
2. Træk af Sygdommens Topographi. Amterne fulgte altsaa saaledes paa hinanden:
På Island fulgte Amterne efter hinanden saaledes som de ere opført i det foranstaaende Skema. Det bemærkes blot, at Norder-Amt alene havde 66 Idioter og Afsindige, og dersom Folkemængden i dette Amt var bekjendt paa anden maade, end, saaledes som Tabelværket, i Forbindelse med Øster-Amt, saa vilde det udentvivl fremvise et endnu ugunstigere Forhold, end det allerede gjør.
Idioter og affsindige i de enkelte Kjøbstæder
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 35
Det hele antal udgjør 648, Hvortil kommer nogle fra Kjøbstederne, der nu leve på landet. Forf. har tidligere anslaaet den hele vanvittige Kjøbstad-Befolkning til 670, og dette er vist ikke lidet under det virkelige Antal.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 36
Ligeledes for forskjellige større Stæder:**)
*)
Efter Brière de Boismont o. fl.
*) Efter Brière de Boismont o. fl.
**) Tildels efter Recherches statistiques sur l’aliénation mentale faites a l’hospice de Bicètre par H. Aubanel & A. M. Thore. Paris, 1841 8. p. 55.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 37
Ved at tage et Overblik over hele Befolkningen på Jorden, der deler Civilisation med os, har man troet sig berettiget til den Paastand, at de nordlige og vestlige lande vare mere afficerede af Sygdommen, end de sydlige og østlige. Dette vil man finde bekræftet, dersom man nogenlunde tør fæste Lid til de angivne Data. Det har således været almindelig antaget, at der skal findes forholdsvis meget faa Afsindige i Grækenland og Italien, hvorimod man vil vide, at Forholdet i Nordamerika skal være = 1:262. Dr. Millingen anfører*) at medens der i 1817 kun fandtes 60 Afsindige i Hospitalerne i Madrid og 50 i Cadiz, og forholdet i Italien kun var = 1:4.879 af den hele befolkning, saa var det i Frankrig = 1:1.000, i England ligeledes = 1:1.000; endnu lavere i Skotland. Maaske finder man ellers det samme i hver Nationalitet**)
I Tydskland skal saaledes Forholdet i Østerrig kun være = 1:1.5 à 1.600; men i Westfalen er det = 1:846; i Würtemberg er det omtrent = 1:1.000; Rhinpreussen derimod angives det til 1:600.
I det sydlige Frankrig er Sygdommen meget sjeldnere, end i det nordlige, som Følgende udviser. Esquirol siger saaledes etsteds***) at af de 5.153 Individer, der befinder sig i 59 Etablissements i Frankrig, og overhovedet blandt alle Afsindige i Landet, ere Mændene i overvejende Antal i de sydlige Departementer (ligesom i Spanien), Qvinderne derimod i de
*) Aphorisms on the treatment & management of the insane & c. by T. G. Millingen, M. D. London, 1840 pag. 14.
**) Det er nok muligt, at hvad der for vor Kreds gjelder om Norden og Vesten, det gjelder paa hin Side af det asiatiske højland, om Syden og Østen. Idetmindste skal der findes en stor Mængde Afsindige i China.
***) Des Maladies mentales par E. Esquirol. T. II. 402.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 38
nordlige Departementer. Men et andet Sted angiver han Forholdet mellem alle Afsindige i Riget = 11 Mænd : 14 Qvinder, hvoraf man altsaa maa slutte, at den nordlige Del af Riget især er afficeret. Efter Aubanel og Thore*) er Forholdet i Rhonemundingernes Departement, hvor Marseille er Hoved¬staden = 1 : 2000 Indv. og i Nedre Seine Departementet, hvor Rouen er Hovedstaden = 1 : 461 Indv.
I England er det som oven angivet = 1: 1000; men i Skotland = 1: 573.
Hos os gjentager dette sig ogsaa nogenlunde.
Paa Bornholm var Forholdet allergunstigst i Danmark, nemlig = 1: 933, medens det paa Færøerne var = 1: 277 og paa Island i Norder og Øster Amt endog = 1: 263.
Derved bliver det ugunstige Forhold, der findes i det sydlige Sjelland, i Fyen og paa Als og Ærø endmere mærkeligt.
Man har fremdeles paastaaet, at den protestantiske Befolkning var mere udsat for at falde i Afsindighed, end den catholske. Forsaavidt denne Paastand ikke falder sammen med den fore-gaaende, men man strængt holder sig til Confessionen, saa kan det vel siges, at den catholske Kirke har mange Midler til at berolige Sindet, naar det ikke er alt for oprørt, men den har dog langt fra ikke den Indflydelse paa Individerne, som man maaske, a priori kunde tro. Den største Fordel, der findes paa Catholikernes Side er negativ; det er nemlig den, at de ikke behøve at reflectere meget over religiøse Sager**) hvorimod Protestanterne ofte forfølges af Tvivl og Angst. Absolutionen over ogsaa stundom en velgjørende Virkning, dog udentvivl ikke i Tilfælde af indgribende Betydning, hvor nemlig Samvittigheden absolut fordømmer. I Syden har man ingen Protestantere at sammenligne med, hvorfor en Betragtning af Religionens Forhold til Sygdommen der saa temmelig falder sammen med
*) 1. c. p. 56.
**) Dette anføres ogsaa som en af Grundene til, at de Religions-Bekjendere, der ikke statuere Villiens Frihed, ere forholdsvis lidet afficerede af Sygdommen.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 39
en Betragtning af Climatets o. s. v. Indvirkning. Tage vi derimod den nordlige Udbredning af Catholicismen i Øie, der nemlig, hvor den kommer i Conflict med Protestantismen og maa bøje sig under en protestantisk Regjering, der er enten Forskjellen kun en lille Brøk pro Cent til Fordel for Catholikerne, som i Belgien og Holland før Adskillelsen, saavidt nemlig som det ufuldkomne Material kan tilstede en Sammenligning, eller Forskjellen er til Gunst for Protestanterne. Saaledes befandtes ved Tællingen i Rhinpreussen Forholdet i den catholske Befolkning = 1: 1000; i den evangeliske Befolkning = 1: 1100.*) Ved Tællingen 1839 i Würtemberg, havde Catholikerne i alle Kredse et større Antal Afsindige end Protestanterne, undtagen i Iaxt-kredsen, hvor dog Forskjellen var saa ubetydelig, at Forholdet hos Catholikerne var = 1: 1683, hos Protestanterne = 1: 1623. I hele Riget var Forholdet hos Catholikerne = 1: 1165, hos Protestanterne = 1: 1548.**) I Westfalen havde Catholikerne efter den sidste Tælling (1834) ligeledes det forholdsvis større Antal, nemlig et Forhold af = 1: 786, medens Protestanterne kun havde det = 1: 962. ***) I Schlesien derimod var, efter Tællingen 1830, Fordelen afgjort paa Catholikernes Side, hvilke nemlig havde et Forhold = 1: 2282, medens det hos Protestanterne var = 1: 1812. +)
At det religiøse Moment ikke er meget stærkt fremtrædende blandt Sygdoms-Aarsagerne, hvor Confessionen staaer uafficeret af politisk Tilblanding, det synes at fremgaae af den af Millingen efter Bonacossa givne Oversigt over Anstalten i Turin, hvor af 270 Mænd kun 14, og af 237 afsindige
*) Blandt Jøderne var Forholdet = 1: 900. Blandt Menoniterne var det = 1 : 200.
**) I den israelitiske Befolkning var Forholdet = 1: 566. I den Kreds, hvor den udentvivl er talrigst (Donaukredsen) var Forholdet endog = 1: 284.
***) I den israelitiske Befolkning var Forholdet = 1: 758.
+) Den israelitiske Befolkning havde ved denne Lejlighed ogsaa et gunstigere Forhold, end den evangeliske, det var nemlig = 1: 1904.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 40
Qvinder, kun fire Tilfælde vare at føre tilbage til religiøse Aarsager.
Efter Aubanel og Thore var Sygdommen opstaaet af religiøse Grunde i 1 Tilfælde af 378 i Esquirols Anstalt; i 24 Tilf. af 1472 i Charenton; i 91 Tilf. af 7363 i Bicètre og Salpetrière; i 4 Tilf. af 156 i Bordeaux; i 11 Tilf. af 209 i Gent; i 70 Tilf. af 551 i Nordamerika; i 23 Tilf. af 189 i Palermo; i 4 af 60 Tilf. i Caen; i 0 af 44 Tilf. i Dundee; i 8 af 167 Tilf. og i 12 af 288 Tilf. i 2 private Anstalter. Blandt Qvækerne i 8 Tilfælde af 334, o. s. v., o. s. v.
Endelig har man paastaaet, at Sygdommen var mere udbredt paa det flade Land, og blandt den Befolkning, der nærer sig af Agerdyrkning, end blandt Fabrikarbejdere o. s. v.
Saaledes har rigtignok Forholdet udvist sig i Würtemberg.
I Westfalen derimod udgjorde Idioter og Afsindige af Bondestanden kun lidt over 1/4 af det hele Antal, der var nemlig 412 af Bondestanden ved et Totalantal af 1533; men Bondestanden i Westfalen er udentvivl meget over 1/4 af den hele Befolkning.
At drage nogen Slutning af det Antal, der tilfældigvis befindes anbragt i Daareanstalter, synes ikke passende. Man har saaledes villet finde noget deri, at der iblandt 1121 mandlige Individer i italienske Anstalter vare 233 Agerdyrkere og blandt 671 qvindelige 195 af Bondestand; men disse Data tale ikke særdeles meget til Fordel for den Paastand, at Agerdyrkere fortrinsvis vare udsatte for Sygdommen.
Efter de af Dr. Millingen anførte Data, skulde Forholdet netop være omvendt.*) Han siger nemlig, at i 12 ikkeagerdyrkende Distrikter var Forholdet af de Afsindige til Befolkningen = 1: 1965, og i 12 agerdyrkende Distrikter derimod kun = 1: 2245: men det kommer an paa, af hvilke Kilder han har øst denne Efterretning.
Som bekjendt var Sir Halliday af den modsatte Me-
*) Dr. Millingen, l. c. p. 16.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 41
ning. Han fandt i England Forholdet = 1: 1000; i Wales = 1: 800; i Skotland =1: 573; men i England er neppe 1/3, i Wales 1/2, og i Skotland neppe 1/3 af hele Befolkningen Agerdyrkere og Fiskere.
I Danmark, der er et rent agerdyrkende Land, er Landbefolkningen særdeles angrebet af Sygdommen, da over 2/3 af alle Idioter og Afsindige findes i denne Stand, der dog ikke udgjør stort mere end 1/2 af hele Befolkningen.
I Island er det saagodtsom Landalmuen, der udelukkende er afficeret, dog tør man vel neppe kalde den en agerdyrkende Befolkning, skjøndt Agerdyrkning og Fiskeri udentvivl ere de eneste Næringskilder paa Landet.
Der er en Betragtning, der forekommer Forf. at gjøre det sandsynligt, at Landalmuen kan være mere udsat for Sygdommen, den nemlig, at Landbefolkningen vel i det Hele taget lever slettere, end Fabrikarbejderne. For den fattigere Del af begge Classer kan det være lige vanskeligt at erhverve det Fornødne til Livets Ophold, men naar de overhovedet erhverve noget, da lever Fabrikarbejderen bedre, fordi Landmanden bringer sine bedste Varer til Torvs for at løse den størst mulige Sum derfor; men selv beholder han tilbage, hvad han ikke mener at kunne afsætte paa Torvet: Korn, der er stærkt blandet med Meldrøje, Svindel o. s. v.
For nogle Aar siden, da jeg opholdt mig i Aalborg, gik jeg ud paa ved directe Forsøg at komme efter, hvormeget af deslige giftige Substantser, der almindeligt findes blandet i Brødkornet, og jeg undersøgte til den Ende en Del mindre og større Partier, af hvilke nogle vare saa godt som aldeles rene, men de fleste indeholdt en større eller mindre Brøk Procent, saavidt jeg mindes, indtil over 1 Procent Meldrøje, stundom mer og mindre Svindel, og jeg har engang fundet indtil 16—18 Procent Ukrud og deslige fremmede Substantser i et lille Partie Korn, der var bragt til Mølle. Ved samme Tid herskede der i Aalborg en Epidemie af Nervefeber, af et vidt Omfang, hvilken holdt sig udelukkende til Familier af Borger-og Embedsstanden og disses Tyende; men forskaanede aldeles de Individer,
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 42
der hørte under Fattigvæsenet. Nervefeberen beroede i dette Tilfælde tydeligt paa en Affection af Ventriculus, og naar man fra først af tog Hensyn herpaa, saa lod Sygdommen sig almindeligt behandle med den største Lethed. Men Folk i alle Classer af Samfundet anvende kun liden Omhu i Valget af deres Brødkorn, og mange Mennesker lide desuden af den Fordom, at det er det bedste Korn, der indeholder mest Meldrøje. Kun Bagerne forkaste det saaledes urene Korn, og da de Fattige erholdt en betydelig Del af deres Understøttelse i Brød, der leveredes af Bagerne, saa har jeg anseet denne Omstændighed som væsentlig Aarsag til, at de Fattige saa aldeles forskaanedes i denne Epidemie.
Findes Sygdommen hyppigt blandt Fiskere? Jeg har havt en Formodning derom; men Materialiet tilstedede ikke en saa nøjagtig Adskillelse af Næringsvejene, at jeg med nogen Bestemthed kan udtale mig herover. At nogle Fiskerlejer ere stærkt angrebne, er uomtvisteligt; men derimod ere der mange, hvorfra intet Tilfælde er indberettet. Det er et af de Spørgsmaal, Tiden har at besvare.
3. Kjøn. Med Hensyn paa Kjøn, da findes der en stor Variation i Forholdet mellem Idioter og Afsindige indbyrdes, saavelsom mellem disse Klasser og den respective Befolkning.
I Rhinpreussen udgjorde efter Jacobis Tælling (1825) Idioterne 41 1/16 Procent af samtlige Idioter og Afsindige, de mandlige Idioter forholdt sig til de mandlige Afsindige = 44: 100; de qvindelige Idioter til de qvindelige Afsindige = 38 5/8: 100.
De mandlige Idioter udgjorde 520, de qvindelige 322, eller de mandlige udgjorde 61,6 Procent, de qvindelige 38,4 Procent.
I Westfalen udgjorde Idioterne i 1818 47 Procent, i 1825 derimod 55 Procent, og i 1834 48 Procent af samtlige Idioter og Afsindige. Deraf vare 593 mandlige, 386 qvindelige Idioter, eller de mandlige udgjorde 60,6 Procent, de qvindelige 39,4 Procent.*)
*)Ruer, Irrenstatistik, P. 159.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 43
I Frankrig har man en Oversigt over Idioter og Afsindige i en Sum, efter hvilken Forholdet dersteds stulde være = 11 Mænd: 14 Qvinder, som det allerede foran er bemærket.
I England og Irland er Forholdet angivet = 13 Mænd: 12 Qvinder.
I det egentlige England ere forholdsvis flere Mænd angrebne end det er Tilfældet i Skotland og Irland,*) og vi træffe maaskee her det samme Forhold igjen, som vi foran antydede ved (P. 37) at stille Spanien og Frankrig, det sydlige og det nordlige Frankrig sammen, og at holde dem imod hinanden.
Det kan endnu tilføies, at efter Andral, skal Forholdet mellem afsindige Mænd og Qvinder i Neapel være = 25: 10. **)
Esquirol søgte Idioter og Afsindige sammen over den hele civiliserede Verden, og fandt Forholdet = 37,825 Mænd: 38701 Qvinder.***) I Danmart var der 1195 Idioter og Afsindige af Mandkjøn i Forhold til den hele Befolkning af Mandkjøn = 1: 543,6; 1203 Idioter og Afsindige af Qvindekjøn til den hele qvindelige Befolkning = 1: 554,4. +)
Idioterne udgjorde overhovedet 47,58 Procent, de Afsindige 52,42 Procent. Med Hensyn paa det indbyrdes Forhold, da var der 607 mandlige Idioter eller 53,2 Procent, og 534 qvindelige Idioter eller 46,8 Procent.
Der var 588 mandlige Afsindige eller 46,8 Procent, og 669 qvindelige Afsindige eller 53,2 Procent.
Paa Island fandtes 95 mandlige Idioter og Afsindige, i Forhold til den hele mandlige Befolkning = 1: 279; 85
*) Millingen, 1. c. p. 7.
**) Cours de pathologie interne par M. G. Andral, III, 177.
***) Ann. d´hygiène publ. I. 110.
+) Antallet af den hele mandlige Befolkning er 649,588, af den qvindelige 666,897, hvorunder Færøerne samt Als og Ærø.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 44
qvindelige Idioter og Afsindige til den qvindelige Befolkning = 1: 347. *)
Idioterne overhovedet udgjorde 71,11 Procent af alle Idioter og Afsindige; de Afsindige 28,89 Procent.
Blandt Idioterne vare 74 eller 57,8 Procent af Mandkjøn, 54 eller 42,2 Procent af Qvindekjøn. Blandt de Afsindige vare 21 eller 40,4 Procent af Mandkjøn, 31 eller 59,6 Procent af Qvindekjøn.
Med Hensyn paa gift eller ugift Stand, da var der i Danmark:
231 afsindige Mænd gifte eller Enkemænd, i Forhold til alle gifte Mænd og Enkemænd i Riget = 1: 1030,8.
255 afsindige Koner eller Enker til alle Koner og Enker i Riget = 1: 1071,5.**)
964 ugifte mandlige Idioter og Afsindige til alle ugifte Mænd = 1: 426,8.***)
948 ugifte qvindelige Idioter og Afsindige = 1: 415.
De gifte og de ugifte Idioter og Afsindige forholdt sig til hinanden =1: 4.
Paa Island var der 4 mandlige Individer, der syntes at være eller at have været gifte, i Forhold +) til alle gifte Mænd og Enkemænd = 1: 2.364.
9 gifte Koner eller Enker til alle Koner og Enker paa Øen = 1: 1203.
92 ugifte mandlige Idioter og Afsindige til alle ugifte Mænd paa Øen = 1: 185,4.
75 ugifte qvindelige Idioter og Afsindige til alle Ugifte af Qvindekjønnet = 1: 249,2.
*) Summen af den mandlige Befolkning paa Island er 26,516, af den qvindelige 29,519 Individer.
**) Alle gifte Mænd og Enkemænd i Riget udgjorde 238,109; Konerne og Enkerne 273,520.
***) De ugifte Mænd udgjorde 411.479, de ugifte Qvinder 393.377 Individer.
+) Paa Island findes 9,457 gifte Mænd og Enkemænd, 10,828 gifte Koner og Enker, 17,059 ugifte Mænd og 18,691 ugifte Qvinder.
|
|
Side 45
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 46
I Danmark fulgte altsaa de forskjellige Stænder saaledes paa hinanden:
Paa Island fulgte Stænderne saaledes paa hinanden:
For Danmarks Vedkommende, maa det alligevel bemærkes, at blandt den store Mængde, hvis Stand ikke er opgivet, hvoraf Flertallet befinder sig paa Bidstrup, vil der være et betydeligt Antal af Haandværksstanden.
For Islands Vedkommende maa det bemærkes, at de fleste Præster have opgivet ”Bondestand, Almuestand,” o. s. v., uden nøjere at bestemme denne, maaske af den Grund, at de paa Schemaet forlangte Bestemmelser ikke passe for denne Øe.
Blandt Landalmuen i Danmark var Forholdet, som sagt, = 1: 466. I Kjøbstadbefolkningen fandtes omtrent 670 Individer, hvilke sammenlignede med den hele Kjøbstadbefolkning, give et Forhold = 1: 396; men da Kjøbenhavn kun er blevet regnet med, for saavidt som de Afsindige ic.(?) fandtes i Anstalter, eller paa anden Maade vare anbragte, f. Ex. paa Landet, og der altsaa ikke er taget Hensyn paa Idioter og Afsindige, der befinde sig i Privates Varetægt i Staden, eller paa de Individer, der befinde sig i Anstalten i Slesvig eller indenlandske Anstalter o. s. v., saa kan man uden Risico anslaae alle Idioter og Afsindige i Kjøbstæderne til 800, hvorved Forholdet synker ned til = 1: 331. Derved nærmer det sig temmelig til det Forhold, der findes hos Qvækerne, og da vel Pluraliteten af disse staae i Kjøbstadforhold, saa havde vi maaske et Lys i Sagen fra en ny Side.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 47
I de fleste lande finder man Pluraliteten af de Afsindige mellem 30 – 40 Aar eller mellem 30 – 50 Aar.
I Danmark var Idioterne af følgende Alder:
Pluraliteten var altsaa i en Alder af 20 – 30 Aar, dernæst giver 10 – 20 Aar det højeste tal, og endelig 30 – 40, Efter 50 Aar aftager Tallet rask, hvilket lader slutte, at denne Art Patienter ikke i det Hele opnaar nogen Levealder, skjøndt adskillige dog have bragt det temmelig vidt i denne Henseende.
Idioternes Alder sammenlignet med Befolkningens Alder i det Hele:
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 48
Saavel paa Island som i Danmark naae altsaa færre Idioter en Alder af over 20 Aar, end det er Tilfældet for Individerne i Befolkningen i det Hele, ligesom ogsaa færre nåe op over det 50. Aar.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 49
6. Sygdommens Varighed. Idioterne ere fødte med ufuldkomne Sjæleevner: Varigheden af deres Sygdom falder altsaa sammen ned Varigheden af deres Liv. Hvad derimod de Afsindige angaar, da havde vi angivet at forstaa ved denne Benævnelse saadanne, som have havt Forstandens Brug, men som senere havde mistet den. Dette er indtruffet til meget forskjellig Tid: i nogle tilfælde ved den Tid, da Cretinismen
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 50
plejer at vise sig, nemlig fra 4 til 7 eller 10 Aar, i andre ved den Tid, da Alderdommen svækker Sjelens og Legemets Kraft.
Blandt Idioterne vare udentvivl ikke faa Cretinere, og blandt de Afsindige i Danmark vare 32 mandlige, eller 5,44 pCt. af alle Afsindige af Mandkjøn, og 17 qvindelige Individer eller 2,34 pCt. af alle Afsindige af Qvindekjøn, i det Hele 49 Individer = 3,9 pCt. af samtlige Afsindige, blevne angrebne i en saadan Alder, at det er at formode, at de alle, eller de fleste af dem, lede af Cretinismus.
Paa Island var dette Tilfældet med 11 mandlige eller 52,38 pCt., og med 6 qvindelige Individer eller 19,35 pCt. af de Afsindige respective, i det Hele med 17 Individer = 32,7 pCt. af samtlige Afsindige.
Det lader sig vel ikke bestemt afgjøre, naar Alderdommens Svaghed indfinder sig, da det i høj Grad afhænger af Individualiteten, men det er antaget, at de, som vare blevne angrebne af Sygdommen efter det 60de Aar, lede af Dementia seniles. I dette Tilfælde vare i Danmark 12 Mænd eller 2 pCt. og 17 Qvinder eller 2,5 pCt. af de Afsindige respective, = 2,3 pCt. af samtlige Afsindige, og paa Island 6 Mænd eller 28,6 pCt. og 6 Qvinder eller 19,35 pCt. af de Afsindige respective = 23 pCt. af samtlige Afsindige.
Forholdet stiller sig saaledes gunstigst for det egentlige Danmark i begge Henseender.
I det hele var Sygdommens Varighed i Danmark angivet for 425 Mænd og 473 Qvinder eller for ikke fuldt ¾ af det hele Antal; paa Island var den derimod angivet i alle Tilfælde. Als og Ærø ere udeladte af denne Betragtning.
I Danmark var Middelvarigheden lidt varierende saavel hos de forskjellige Kjøn som paa de forskjellige Steder.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 51
I det Hele er Overvægten paa Qvindens Side, sandsynligt fordi hendes mere passive Natur formaaer længere at gjøre Sygdommen Modstand: Mandens Constitution nedbrydes hurtigere. Man erindre forøvrigt, at dette er Middelvarigheden. En stor Del af de Syge havde lidt i kortere Tid end et Aar, andre i 2, 3, 4 Aar o. s. v.; men der vare mange, hvis Sygdom havde varet indtil 20, 30, 40 Aar og derover.
Der er intet, der mere anbefaler Daarevæsenet til særdeles Opmærksomhed, end det, at en Sygdom, der yttrer sig saa fordærvelig for et Menneskes halve og hele Levetid, farer frit om i Landet, og griber hvem og hvormange den vil, uden at der gjøres det mindste for at standse dens Rasen; thi de bestaaende Indretninger kunne ikke siges at være egnede hertil: de komme alle bag efter og opsamle de Ulykkelige, som Sygdommen har ødelagt.
7. Sygdommens Complicationer, o. s. v. En stor Del af Præsterne i Danmark og alle de islandske Præster have paa Schemaet bemærket de Legemsfejl, hvoraf Idioterne og de Afsindige lede.
I Danmark lede saaledes ved Siden af hovedsygdommen
41 af Epilepsie.
44 vare Døvstumme.
93 lede af Mangel i Talen, uden at have Skade på Hørelsen.
10 lede af Blindhed
87 af Lamhed og forskjellig legemlig Deformitet.
275 = 11,8 pCt.
Af disse sidste vare nogle stedse fængslede til Sengen, nogle
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 52
Faa andre vare ikke at formaa til at lægge sig til Sengs: de tilbragte Nætterne paa en stol ved Ovnen i en Krog o.s.v.
1 led af Døvhed.
11 vare stumme.
16 vare døvstumme.
12 havde forskjellig andre Fejl i Mælet.
4 vare blinde.
3 vare lamme.
6 havde andre Legemsfejl
53 = 29,4 pCt.
Af samtlige Idioter og Afsindige i Danmark vare 200 eller 8,6 pCt. under Bevogtning, enten for stedse, saaledes, at der i enkelte Tilfælde holdtes egne Tjenestetyender for deres Skyld; – de fordrede uafladeligt Tilsyn af deres Familier eller af deres Plejeforældre; – eller de behøvede kun nogle Uger eller Maaneder at bevogtes, medens de havde deres Paroxysmer, hvilket i Almindelighed skete ved 1,2, ja vel endog stundom ved 4 Mænd af Sognet efter Omgang. Hvor beklageligt og forkert det er, at lade en Afsindig hver Dag skifte Bevogtere, af hvilke den ene behandler ham mere kejtet og taabeligt, end den anden, behøver neppe at fremhæves. Det allereneste, der kan siges for denne Bevogtningsmaade, det er, at det er en gammel Skik; thi den er ikke engang billig, mindst naar der skal 2 eller 4 Mand dertil.
Paa Island var der 36 Individer eller 20 pCt. bevogtede
Efter at vi nu saaledes have seet andre Staters Bestræbelser for Daarevæsenet, hvad Danmark har gjort derfor, og vi have kastet et Blik paa dets Statistik, ville vi beskjæftige os med at betragte, hvorledes Forholdet i Fremtiden hos os kunde ordnes.
Den anden Afdeling vil altsaa afhandle de Afsindiges Helbredelse; – Forplejning; – Bekostningen ved de fornødne ny Indretninger; – De Afsindiges Forsørgelse; – Lovgivningen, og endelig Administrationen.
|
Skjul gotisk tekst
|
Første Afsnit
Om de Afsindiges Helbredelse
Side 55
1. Hvad de Afsindiges Helbredelse angaaer, da er man over hele Europa enig om, at denne alene lader sig bevirke i egne, dertil indrettede Anstalter.
Rusland skal herfra gjøre en Undtagelse, og skjøndt man ikke der aldeles savner Daareanstalter, saa vil man dog mene, at man, i de fleste Tilfælde, meget godt kan behandle de Afsindige i deres egne Boliger. Dersom dette forholder sig saaledes, saa maa det bero paa ejendommelige Forhold i den russiske Nation, med hvilke vi ikke her kunne beskjeftige os. I alle andre Lande fordrer man Anstalter af en given Indretning, og venter sig af dem, ikke blot, at de skulle afgive et efter Omstændighederne beqvemt og behageligt Opholdssted for de Syge, men ogsaa, at de, i og for sig, skulle medvirke til den Syges Helbredelse og danne et ikke uvigtigt therapeutisk Middel. Esquirols: ”une maison d´aliénés est un instrument de guerison entre les mains d’un médecin habile, c’est l’agent thérapeutique le plus puissant contre les maladies mentales” staaer ikke blot uimodsagt, men gjentages omtrent med de samme Ord af alle psychiske Læger.
Men for at være, hvad den bør, maa Anstalten svare til sin Idee, den maa træde forsonende mellem Samfundet og de
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 56
Ulykkelige, for hvilke den er bestemt. I det den nemlig yder Samfundet Sikkerhed og hvad dette i Almindelighed er berettiget til at fordre, saa opfylder den visse specielle Betingelser med Hensyn paa den Syge, som denne har Krav paa. Den tiltaler det Bedre i Mennesket og trænger Skyggesiden tilbage, – den neutraliserer de deprimerende Affecter, vækker Mod og Tillid og giver Patienten Agtelse for sig selv; – den modarbejder det Desultoriske i Sygdommen og bringer Ro og Orden;
– den hæver, eller idetmindste formilder, Sygdommen. Grundtrækkene af en saadan Anstalt ere: Humanitet – Virksomhed og Orden – Tilfredshed.
2. Som almindelige Fordringer opstilles det, at en Helbredelses-Anstalt maa have en smuk Beliggenhed og ikke være for langt fjernet fra det Publikum, den især er beregnet paa;
— den maa ikke ligge i eller for nær en stor Stad; en landlig Beliggenhed i Nærheden af en mindre Kjøbstad frembyder de fleste Fordele; – den maa have Overflødighed af fersk Vand; – den maa helst ligge i Nærheden af Havet; – den maa have et passende Areal af Jord til Marker og Have; – fremdeles maa den være saaledes indrettet, at begge Kjøn kunne holdes strengt sondrede fra hinanden; – den maa have forskjellige Afdelinger efter de forskjellige Arter og Stadier af Sygdommen, Patienternes Stand o. s. v.; – endelig maa den have tilstrækkeligt Husrum, for det Antal Patienter, der skulle anbringes deri o. s. v.
Med Hensyn paa Anstaltens Afstand fra sit Publikum, da har Jacobi fordret, at den ikke maatte være over 12 á 16 Mile borte fra noget Punkt af det Distrikt, den er bestemt at virke for.
De danske Provindsers ejendommelige Beliggenhed gjør, at man ikke strengt kan tage Hensyn paa en saadan Fordring, dog vil det fremgaae af det Følgende, at vi ikke have tabt den aldeles af Sigte.
Beliggenheden i eller nær en stor Stad forkastes af den Grund, at man der har en slettere Atmosphære; – man kan ikke, uden uforholdsmæssige Offere, skaffe et tilstrækkelig stort
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 57
Terrain tilveje for Anstaltens Fornødenhed; – Underholdningen saavel af de Syge, som af Anstaltens Tjenestefolk, er dyrere, Gageringerne højere, o. s. v.; – endelig maa man paalægge Patienterne en Mængde Indskrænkninger og en uhyre Tvang, omgive dem med Mure o. s. v., blot paa Grund af den store Stads Nærhed, da de ellers alle Øjeblikke vilde styrte sig ind i Stadens Vrimmel. Man har i de fleste store Stæder deslige Etablissements, der skrive sig fra Tider (15de og 16de Aarhundrede) da Sygdommens Natur og Væsen var fuldkommen ukjendt eller misforstaaet; men der er ingen fornuftig Mand i vore Dage, som jo beklager denne Beliggenhed. Der er vist heller ingen Tvivl om, at dersom det ikke fordrede saa store Bekostninger, saa havde man flyttet dem for længe siden, saa meget mere som man allevegne maa tilstaae, at disse, saaledes beliggende Anstalter, af alle give det mindste Udbytte for Videnskaben. Det er ogsaa netop ved Betragtning af disses Fejl, at man er kommen paa den Tanke at vælge en landlig Beliggenhed for Anstalterne.
Kjøbenhavn er i det heldige Tilfælde, ikke at eje nogen Daareanstalt; og naar nogle Stemmer i den senere Tid have fordret en Forandring heri, saa ville de neppe finde Medhold hos nogen indsigtsfuld Mand.
Som det nu saaledes ikke er ønskeligt, at en Anstalt kommer i nær Berørelse med en stor Stad, saa er der paa den anden Side mange Grunde, der tale for, at den ikke burde ligge for langt fra en Stad af Middelstørrelse, blandt andet, fordi den ellers har vanskeligt ved at erholde sine Fornødenheder o. s. v.
Vand er en saare væsentlig Artikel i et saadant Institut, og herpaa maa der tages meget nøje Hensyn, naar man vælger Pladsen, saa at man ikke blot har i alle Henseender godt drikkeligt Vand, men ogsaa har det i stor Overflødighed. At man har Adgang til Søbade, er ogsaa en Sag af Vigtighed.
Da Mark- og Have-Arbejde, som overhovedet Beskjeftigelse i fri Luft, er et af de vigtigste Helbredelsesmidler, saa følger det af sig selv, at Anstalten dertil maa frembyde Lejlighed, og det er antaget (Jacobi, Flemming, Roller, Zel-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 58
ler o. fl.), at en Anstalt paa 1 a´ 200 Patienter maatte, til dette Brug, have et Areal af 40-60 Morgen Land, altsaa omtrent 50-80 Tdr. Land.
Roller har fundet sig foranlediget til at benævne Haven i hans i Bilagene aftrykkede Skrivelse. Jeg har i en Note oplyst, hvorfor Flemming ikke har berørt dette og flere Punkter.
Hvad Adskillelsen af Kjøn angaaer, da fordres vel ikke en saa streng Adskillelse, at hvert Kjøn skulde have sin egen Anstalt, saaledes som det findes i Aversa, Paris, Gent o. fl. St., skjøndt det rigtignok var forbundet med mange Fordele; men en given Anstalt maa være saaledes afdelt, at utilladeligt Samqvem ikke skal finde Sted.
Den øvrige Indretning betræffende, da maa Anstalten have 3 Hovedafdelinger, der vel ere strengt adskilte, men dog staae i en organisk Forbindelse med hinanden, af hvilke enhver igjen maa kunne deles i et Par Underafdelinger.
Den første Hovedafdeling er Cellerne for urenlige, gjenstridige og støjende Patienter. I denne er Forvaring og Sikkerhed det overvejende Moment, hvorfor Indretningen er den noget fængselsagtige Celle. Beliggenheden maa være noget afsides, ved den ene Ende af Anstalten. Den optager Patienter af alle Classer, efter Omstændighederne.
Den anden Hovedafdeling for rolige og renlige Patienter, der behøve meget Tilsyn og Opvartning. I denne er Forvaring og Sikkerhed vel et vigtigt, men ikke et overvejende, Moment. Der maa findes støbte Jern Vinduer (see Tab. IV.) der fjerne enhver Tanke, om en Udvej derigjennem; men forøvrigt maa den ikke være saaledes frastødende, at Tanken om Indespærrelse o. desl. uafladelig paatrænger sig de Syge. Ogsaa her kunne Patienter af alle Classer, efter Omstændighederne, anbringes, men der maa være Lejlighed til, nogenlunde at afsondre dem, dels efter Sygdommens Beskaffenhed, dels efter Patienternes Stand, hvorvel denne sidste ikke altid væsentlig kommer i Betragtning.
Den tredie Hovedafdeling for rolige Patienter, der behøve mindre Tilsyn. Værelserne maa her, efter Patienternes
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 59
forskellige Fordringer, være saa hyggelige som muligt, Vinduerne enten let forvarede, f. Ex. med et Staaltraads Gitter, eller aldeles fri. En Underafdeling burde tjene for Patienter i paalidelig Reconvalescents, og være aflukket mod Anstalten, men aaben udad, saaledes at Reconvalcscenterne kunde gaae og komme med temmelig Frihed, hvorved deres nærforestaaende Overgang, til paa ny at tage Del i Verdens Syssel, forberedes.
Et eget Reconvalescenthus ansees for forkasteligt. Denne Idee er udført paa Sonnenstein, men den har ikke fundet Efterligning i nogen af de nyere Anstalter i Tydskland, som den overhovedet af alle Folk af Faget betragtes som forstyrrende, for det Organiske i Anstalten og paa andre Maader skadelig. Paa Sonnenstein har Anstaltens ubeqvemme Beliggenhed, paa et højt Bjerg, maaske fremkaldt Reconvalescenthuset ved dettes Fod, for at lette, om jeg saa tør sige, Reconvalescenterne og Staden (Pirna) deres gjensidige Forbindelser med hinanden; men hvor en Anstalt ikke er saaledes beliggende, der er der ingen Foranledning til at opstille en saadan separeret Afdeling, der absolut maa gjøre megen mere Skade, end Nytte.
Selv den ubeqvemme Beliggenhed kan neppe undskylde den afsondrede Reconvalescent-Bygning. Saaledes er Siegburgs Beliggenhed endnu ubeqvemmere end Sonnensteins, men Jacobi har aldrig tænkt paa at anlægge et Reconvalescenthus; tvertimod har han paa det Alvorligste afvist denne Idee.*) Ligesaalidet har Roller i sin Plan til den ny Anstalt i Baden, eller i den ved Steinberg i Nassau, eller i den i Hamborg, optaget Ideen om et Reconvalescenthus. Flemming, der er en Discipel af Pieniz og af Sonnenstein, har givet Tegningen til Anstalten paa Sachsenberg, men lige saa lidet i den, som i hans vedfølgende Udkast til en Plan for en Anstalt i Jylland, har han tænkt paa et Reconvalescenthus. Han har endogsaa udtrykkelig forkastet denne Idee, og betegner disse Bygninger som ligesaa overflødige som farlige.
Forfatteren kjender flere dygtige Mænds Mening herom
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 60
og de ere alle af een Anskuelse, og heldigvis kan jeg i Zellers Skrivelse blandt Bilagene, opvise en Authoritet herfor, der, om dette Navn end er mindre bekjendt hertillands, dog maa have Vægt, da Zeller kjender næsten alle europæiske Anstalter og har givet Planen til den bedste Anstalt i Tydskland.
Det, man fremfører om Reconvalescenternes Følelser, ved at see deres Ulykkesfæller, er talt ud af en umiddelbar Anskuelse og staaer uden det allermindste Fundament. At man tidligere, da Reconvalescenthuset paa Sonnenstein var nyt og dets Idee ikke rigtigt opfattet, kunde anbefale Samme, det kom af den Anseelse, denne Anstalt da nød, men nu tænker Ingen mere derpaa.
Den organiske Forbindelse mellem de enkelte Dele af An¬stalten er en Sag af den yderste Vigtighed, og den betragtes udentvivl som ikke mindre vigtig i ethvert andet Etablissement, hvor der er 20—30 Opvartere og en hel Mængde andre Men¬nesker at have Tilsyn med, saameget mere altsaa i en Daareanstalt, der, netop ved sin egen Organisation skal føre Patienterne tilbage til Orden. Overalt, uden denne maa Disciplinen absolut lide; men at Disciplinen opretholdes, er af ganske speciel Indflydelse paa det hele Institut og paa Alt, hvad dermed staaer i Forbindelse.
Vi komme nu til et Punkt, der er af særdeles Vigtighed, nemlig Anstaltens Størrelse.
Hvad Størrelsen overhovedet angaaer, da er der af alle de Læger, der have udtalt sig over dette Punkt, ingen undtagen Heinroth, der i en lille Afhandling i Aaret 1821 har talt til Gunst for de smaa Anstalter, hvilke han mente kostede mindst. Denne Forfatter, der ogsaa i andre Henseender har vist sig gunstigt stemt for de ældre Anskuelser, har imidlertid alle andre dygtige Mænd i dette Stykke afgjort imod sig, og han har vist ogsaa selv for længe siden forandret sin Mening.
Jacobi, saavel i hans ældre Afhandling, om Indretningen af Daareanstalter (1834), som i den nyere, i den Berliner-Encyclopædie, Artiklen: ”Irrenanstalt”, er af den Mening, at 200 Patienter er det mest passende Antal i en Anstalt. Rol-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 61
ler, Flemming, Damerow og flere tydske Læger, ere ogsaa af den Mening, at Helbredelses-Anstalter paa omtrent 200 Patienter ville svare bedst til alle Fordringer. Kun Zeller vil have Tallet nedsat til 100, da han paastaaer, at en Læge ikke forsvarlig kan bestyre en større Anstalt; men det maa erindres, at Zeller taler om en ren Helbredelsesanstalt, med 100 Syge, der alle ligemeget gjøre Fordring paa Lægens Opmærksomhed.
I Frankrig er man af samme Mening. I en Afhandling af 1818 havde Esquirol vel paastaaet, at man ikke burde bygge mindre Anstalter, end for 4 a´ 500 Patienter, men ved at udgive denne Afhandling tilligemed hans andre Arbejder i 1838, siger han i en Note, at han senere var kommen til den Overbevisning, at Anstalterne kun burde være af den halve Størrelse. *)
Den nye franske Lov af 30. Juni 1838 bestemmer udtrykkelig, at de befalede Departements-Anstalter, der efter denne Lov skulde opføres, ikke i Reglen maatte bygges mindre, end paa 200 Afsindige, saa at, naar et Departement ikke behøvede en saa stor Anstalt, saa maatte det, for at anbringe sine Afsindige, enten convenere med en privat Anstalt, eller med Anstalten i et andet Departement o. s. v.**)
I England og i andre Lande bygger man ligeledes større Anstalter, og naar man derved stundom nødes til at gaae ud over den angivne Grændse, da er det fordi man har en saa stor Mængde Afsindige at sørge for.***)
*) Les Maladies mentales. II 428.
**) ”Il ne convient, en general, de songer á établir que de grands asiles, susceptibles de recevoir, au moin deux cents, aliénés. Les asiles plus petit entrainent des frais généraux proportionnellement, beaucoup plus considerables; en outré il est impossible de leur donner tous les développemens desirables, d´y réunir tous les moyens curatifs necessaries, d´y opérer tous les classifications indispensables, enfin d´y réaliser toutes les ameliorations quéxige l´état actuel de la science.” De Watteville l. c. p. 170.
***) Sam. Tuke siger, at alle offentlige Indretninger, Sygehuse, Arbejdshuse, Daareanstalter o. s. v. bygges, vedligeholdes og bestyres med størst Fordel i oeconomisk Henseende, naar de ere beregnede paa 50 á 150 Individer.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 62
Hvad der især taler imod de smaa Anstalter, det er naturligvis, at de koste mere, at de forpleje dyrere; man kan ikke i dem have samlede alle curative Midler; man kan ikke classificere Patienterne; man kan ikke give dem den fornødne Udvikling; og man kan i det Hele ikke bringe dem til at følge med Tiden, eller til at virke overensstemmende med Kunstens Fordringer.
Det er imidlertid ikke saa vanskeligt at afgjøre, hvor stor Anstalten stal være overhovedet, endnu mindre hvor stort et Husrum, der skal være til et givet Antal Patienter; men Vanskeligheden ligger i at bestemme, hvor stor Anstalten skal være, for en given Del af Riget.
Antaget, at Opholdsværelser og Soveværelser maa, saaledes som det findes i de bedre Anstalter, haves særskilte, saa bør der til en Patient af den lavere Classe kunne gives henimod 1000 Cubikfod Rum, saavel om Dagen, som om Natten, og for Patienter af højere Stand, maa der være mere Plads, egne Værelser o. s. v. eftersom de kunne være berettigede til at stille deres Fordringer. Men paa hvor stort et Husrum maa vi i det Hele være betænkte, for at tilfredsstille Forholdets Fordringer og hvor stor vil den aarlige Tilgang af Patienter være?
Flemming har, som det sees af hans Skrivelse i Bilagene, underkastet dette Spørgsmaal en særegen Undersøgelse, og han er kommen til det Resultat, at der intet bestemt kunde siges om denne Sag, men man maatte vilkaarligt antage, at en Provinds, der var i det Tilfælde som Jylland, maatte have en ren Helbredelsesanstalt paa 100 Patienter, og denne Mening er tiltraadt af de andre Læger, jeg har raadført mig med om denne Sag.
Naar Jylland maatte have en Anstalt af den angivne Størrelse, saa maatte Fyen idetmindste have Plads for30 og Sjellands med Lolland-Falsters Stift for 130. Vel er Patientantallet i Sjellands og Loll.-Falst/s Stift ikke 50pCt.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 63
større end i Jylland, men det maa erindres, at Opgivelserne kun for en Del gaae paa Kjøbenhavn; desuden maa, formedelst det Forhold, en Anstalt paa dette Gebet vilde komme til at staae i til Hovedstaden, Tilgangen antages at blive forholdsvis noget større end i Jylland, og da den vel altid vil blive Rigets første Anstalt, saa vil den snarest søges af Fremmede o. s. v.
Dette er nu efter en vilkaarlig Antagelse; men det forekommer mig, at der kan siges noget mere til Bestyrkelse af denne Paastand, om end ikke et fuldstændigt Bevis kan tilvejebringes.
Vi have et andet Sted vist, at Middelvarigheden af de 900 Tilfælde, vi kunde oversee, var 13,7 Aar, og da det største Antal, saavel af Helbredelser, som af Dødsfald, indtræffer i Sygdommens første Tid, og det erindres, at, ved de bestaaende Indretninger, Bevægelsen i den saaledes afficerede Population i det høieste er en halv Snes Procent, dersom Dødeligheden i den ikke er meget stor, saa er det antaget, at Middelvarigheden i Grunden ikke var uden 10 Aar. Naar altsaa et Tidsrum af 10 Aar giver et Residuum af 1230 Afsindige, saa maatte i det samme Tidsrum omtrent 1400 Individer have været angrebne, hvoraf omtrent 170 ere helbredte eller døde, Resten staae tilbage som uhelbredte, eller med andre Ord, den aarlige Tilgang i hele Riget er omtrent 140 Patienter.
Fremdeles, blandt de Syge i Jylland, hvor Opgivelserne i denne Henseende ere nøiagtigst, fandtes 27, der havde lidt i kortere Tid end 1 Aar, og 16 angaves for at have lidt netop 1 Aar, der var altsaa 43, for hvilke Sygdommens Varighed var til 1 Aar inclusive. Forf. vil neppe blive beskyldt for Overdrivelse, naar han antager, at 7 andre Patienter kunde være i samme Tilfælde, men forbigaaede ved Optællingen, om ikke af andre Grunde, saa fordi Sygdommen enten var gaaet over eller endnu ikke declareret, altsaa, at et Aar havde givet 50 Tifælde, og at det ikke var usandsynligt, at dette vilde gentage sig hvert Aar.
I Østifterne ere Opgivelserne mindre nøjagtige; der var saaledes kun anført 5 Mænd og 18 Qvinder, som lidende indtil et Aar inclusive; mm Varigheden er ikke opgivet for nogen
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 64
Patient paa Bidstrup, eller i Anstalten i Slesvig, og Optællingen er, som sagt, for Kjøbenhavn mangelfuld. Det er tilladt at antage, at det anførte Tal neppe er Trediedelen af det Antal Afsindige, der ere blevne angrebne i Løbet af et Aar. Da Forholdet mellem de forskjellige Kjøn udentvivl, paa lidt nær, er det samme i det Smaa, som i det Store, saa kunde man allerede af de tilstedeværende 18 Qvinder slutte sig til, at Mændenes Antal maatte være større, end 5, det maatte være 15 eller 16; men selv da var neppe stort mere end 1/3 angivet. Overalt, naar der i Jylland paa 453 Afsindige kommer 50 Tilfælde om Aaret, saa maa der i Østifterne, ved omtrent lige Forhold og paa 777 Afsindige, komme 86 Patienter om Aaret, eller med et rundt Tal, 90.
Den hele Tilgang i hele Landet kan saaledes med nogen Sandsynlighed anslaaes til 140 Afsindige, til hvilke der altsaa maa være Plads i Anstalterne. Men det vil vise sig, at naar vi have gode Anstalter, som man, uden at maatte skamme sig derover, kan betjene sig af for sine syge Forvandte, saa vil den aarlige Tilgang blive meget større, da flere i Hypochondriens Stadium eller overhovedet i den første Begyndelse af Sygdommen ville tye til dem, og da desuden mange af de anførte Tilfælde ikke ville blive helbredede i det første Aar, men drage ud over det andet, tredie Aar og længere, saa kan det antages, at der bør være Plads til dobbelt saamange, eller at Danmark i det Hele bør have Helbredelsesanstalter, der kunne rumme 280 Patienter.
Det skal ikke nægtes, at der formedelst en absolut Nødvendighed er mere Vilkaarlighed i disse Angivelser, end Forfatteren kunde ønske, men en billig Læser kan paa Videnskabens nærværende Standpunkt neppe finde sig foranlediget til særdeles at fremhæve denne Vilkaarlighed.
Med Hensyn paa Bygningens Højde, da er der nogen Meningsforskjellighed. Esquirol og hans Disciple fordre Enetages-Bygninger, da de ansee Trapper for en saare mislig Sag. Jacobi vil have Toetages-Bygninger. De fleste tydske og engelske Anstalter ere 2 á 3 Etager, og den berømte Anstalt
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 65
i Glasgow endog 6 Etager. Forf. vil just ikke rose meget høje Bygninger til dette Brug, men 2 á 3 Etages Bygninger med garderede Trapper kunne meget beqvemt anvendes, og saadanne ville ogsaa blive bragte i Forslag i det Følgende.
Forinden vi forlade de almindelige Fordringer til Anstalten, er der et Spørgsmaal, som kræver et Øjebliks Betragtning, det nemlig, hvorvidt Anstalterne bør være private eller offentlige. Her er naturligvis ikke Talen om at henvise Udførelsen af en Del af de nødvendige Foranstaltninger til Private; thi naar man har paataget sig at gjøre Forslag til at ordne Forholdet i det Hele, for to eller tre Tusinde Individer, saa kan man ikke sætte 20-30 Individer tilside til en Anstalt, for en eller anden Privat, der mulig kunde faae det Indfald, at beskjeftige sig med denne Gren af Videnskaben, saaledes som Philiatriens Commitee efter en uklar Anskuelse, synes at antage.*) De Afsindige have ingen Fordringer paa private Folk, men da de ere i den Tilstand, at de ikke kunne sørge for sig selv, saa er det til Staten, man maa henvende sig med Klager paa deres Vegne, og det er fra Staten, man bør haabe, hvad der skal gjøres.
Spørgsmaalet er altsaa, om private Anstalter have nogetsomhelst Fortrin for de offentlige, og da maa Svaret blive benægtende. Calmeil har rigtignok etsteds sagt, at de havde Fortrin, dog uden at angive disse, men han har ikke glemt, at de ogsaa havde Mangler. Private Anstalter ere forkastelige, fordi det Kjøbmandsagtige i Foretagendet gjør Videnskaben Afbræk; fordi de i Regelen ere smaa, hvilket de ogsaa i Danmark vilde blive; og fordi det er vanskeligere for Regjeringen at controllere disse private Etablissements, hvis Ejere ere udsatte for saa betydelige Collisioner mellem Pligt og Egennytte, at det vel var nødvendigt at see dem skarpt paa Fingrene, hvilket dog kun vanskeligt lader sig gjore. **) I England, hvor de fleste Anstalter ere private, har der reist sig meget heftige
*) Ugeskr. f. Læger, 8 Bd. Nr. 18, pag. 305.
**) Cfr. Jacobi l.. c. pag. 12.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 66
Klager over disse private Entrepreneurer, og der kunde siges et og andet, om dem paa Fastlandet med, af hvilke idetmindste nogle paa en uforskammet Maade have misbrugt Publikums Forlegenhed eller Tiltro, til at opskrue Betalingen for et Individ indtil flere Tusinde Rigsdaler om Aaret.
Skulde imidlertid en privat Mand i Danmark falde paa at oprette en Anstalt, og han kan byde de fornødne Garantier for Patienternes gode Behandling, saa vil han ikke savne Regjeringens Beskyttelse; men paa directe Opmuntring eller vel endog Understøttelse af private Anstalter, vil Regjeringen vist ikke indlade sig.
Danmark er i det Tilfælde, at det sent eller tidligt, maa gjøre noget for de Afsindige, der kan sammenlignes med, hvad der er gjort for dem i andre Lande, og den eneste Maade at absolvere denne Pligt, efter Videnskabens Fordringer, uden alt for stor Byrde for det Offentlige, det er, at bygge og indrette Anstalterne saaledes, at de kunne betjene, saavel de mere velhavende, som de fattigere Patienter. Ved at favorisere Anlæggelsen af private Anstalter, der væsentlig vilde beskjeftige sig med de Velhavende, vilde Regjeringen arbejde imod sig selv, og dens Anstalter maatte enten underholdes med uforholdsmæssig store Offere, eller de vilde synke ned til Fattighuse, hvormed baade de Syge, og i Sandhed Staten selv, vare meget slet tjente.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 67
Andet Afsnit
Helbredelses-Anstalter
1. I det foregaaende Afsnit have vi betragtet Helbredelsen af de Afsindige fra et almindeligt Standpunkt, vi skulle her gaae noget mere i det Enkelte.
Ved at omtale Helbredelsesanstalterne kan der ikke godt tages Hensyn paa den hele Classe af Idioter: de ere Cretins eller fødte Vanvittige, hvilke hidtil have passeret for uhelbredelige. Rigtignok har man i den senere Tid nogenlunde forandret Mening i denne Henseende, og der er en Doctor Guggenbühl, der paa Abendberg i Canton Bern, for et Par Aar siden, har oprettet en Anstalt for saadanne, hvis Resultater ogsaa i den Grad have tildraget sig Opmærksomhed, at den Würtembergske Regjering, under Forf.'s Ophold der, var i Begreb med at undersøge denne Art Patienters Stilling o. s. v. Man havde nemlig foretaget en Optælling ved Præsterne, og man lod derefter en Læge bereise Landet, for paa Stedet at undersøge de enkelte Individer, de locale Forhold, hvorunder de stod o. s. v., og derefter tænkte man at oprette en Anstalt for saadanne. Sagen er alligevel saa ny, dens Resultater saa lidt paa det Rene og det er desuden saa tvivlsomt, om Danmarks geographiske Beliggenhed kan frembyde de fornødne Betingelser for Curen, at der ikke her kan bringes noget i Forslag for disse, der foreløbig maa vedblive at være en Gjenstand for Forplejning, ligesom hidtil.
Det formenes desuden, at naar der gjøres det Fornødne for dem. Kunsten længe har reclameret for sig, nemlig for de Afsindige, saa vil Forholdet formildes i alle dets Forgreninger og Lindring ogsaa indirecte tilkomme Idioterne.
Det maa fremdeles erindres, at naar vi beskjeftige os med Helbredelses-Anstalter, da kan der kun tænkes paa meget faa af de Individer, der nu ere angrebne af Sygdommen, da de fleste i saa lang Tid have været lidende, at de maa
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 68
Det nærværende Arbejde gaaer ud paa, at bringe saadanne Anstalter og Indretninger i Forslag, som, stillede op imod Sygdommen, skulle bryde dens Magt for Fremtiden og forhindre den fra, Aar for Aar, at ødelægge en Mængde Mennesker, saaledes som det hidtil er skeet, da Anstalter og Indretninger stode bag Sygdommen, og i Virkeligheden mere favoriserede end hæmmede den.
Vi have i det foregaaende Afsnit opstillet den Fordring, der er grundet paa de erfarneste Mænds Formening, hvilken vi have søgt yderligere at støtte ved Beregninger, der neppe kunne frakjendes al Værd, ifølge hvilken Danmark burde have Helbredelsesanstalter for 280 Patienter.
For at fordele disse Anstalter ligelig over Landet, og at tildele dem en passende Virkekreds, foreslaaes det, at dele Landet, med Hensyn paa Daarevæsenet, i 3 Distrikter, nemlig:
Første Distrikt, omfattende Sjellands Stift, naturligvis med Kjøbenhavn o. s. v., samt Lollands-Falsters Stift med 567006 Indvaanere; 224 Md. 190 Qv. = 414 Idioter; 270 Md. 328 Qv. = 598 Afsindige.
Andet Distrikt, Fyens Stift med 174251 Indvaanere; 118 Md. 102 Qv. = 220 Idioter; 83 Md. 96 Qv. = 179 Afsindige.
Tredie Distrikt,Nørrejylland med 548698 Indvaanere; 239 Md. 225 Qv. = 464 Idioter og 223 Md. 230 Qv. = 453 Afsindige.*)
*) Man skal just ikke holde sig altfor strengt til en vilkaarlig Antagelse; dersom vi alligevel i nærværende Tilfælde vilde gjøre dette, og vi opstillede Flemmings Antagelse for Normen, saa maatte Fyen have Plads til 39, Sjelland og Lolland-Falster til 432. Det er imidlertid antaget, at Anstalten i Fyen kun vilde komme til at virke for den lavere Classe, og at de mere Velhavende vilde anbringe deres Patienter andensteds, navnlig paa Bidstrupgaard. Derved kunde Tallet i den fyenske Anstalt dale 9 og i den sjellandske stige 9; der maatte altsaa her være Plads til 141 og der var da 9 Pladser for Fremmede. Man kunde vel sige, at der aldrig har været saa stort et Antal af Patienter fra Fyen eller fra Udlandet; men det maa bemærkes, at Bidstrupgaard aldrig har havt noget Renomee. – Rummet maa desuden ikke være saa knapt taget, at der ikke skulde være Plads til nogle flere, end man under almindelige Omstændigheder kan vente at ville tye til Anstalten.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 69
Denne Inddeling har det for sig, at Communikationen mellem de enkelte Dele af de foreslaaede Distrikter er let og ikke afbrudt ved bredere Arme af Havet; Vejlængderne for at naae til Anstalterne med de Syge ere ikke overdrevent store, og der er et nærmere Forvandskab mellem Beboerne af de foreslaaede Distrikter.
Disse Distrikter behøvede altsaa følgende Anstalter:
For det 1ste Distrikt kunde Bidstrupgaard afgive en meget god Helbredelsesanstalt for 150 Patienter, naar den har modtaget nogen hensigtsmæssig Forbedring og Udvidelse; for 2det Distrikt kunde Anstalten i Odense benyttes for 30 Patienter og for det 3die Distrikt vil der blive proponeret en ny Anstalt paa 100 Patienter.
Hvad nu det Specielle af dette Arrangement angaaer, da ville vi betragte hver af disse Anstalter særskilt.
2. Bidstrupgaard. Efter hvad vi allerede have antydet, er denne Anstalts Forbindelse med Fattigvæsenet en af dens Hovedmangler. Denne maatte altsaa ophæves, og det første Distrikt acqvirere Anstalten ved Taxation, nemlig Bygningerne og saa megen Jord, som ansees nødvendig til Mark og Have. Kjøbenhavn vilde, med Hensyn paa det Antal af Afsindige som Staden har at sørge for, blive interesseret i denne Acqvisition for omtrent 1/3 eller i al Fald for en vis Del, saa det altsaa kun var en Part af en given Størrelse i denne Ejendom, der blev aftraadt af Staden og overtaget af Distriktet.
Men herved møder der nu strax den Vanskelighed, at da Communen Kjøbenhavn formedelst Fattigvæsenet kom i Besiddelse af Bidstrupgaard, blev den tillagt Navnet St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse, og de Legater og øvrige Forhold, der knytte sig til disse Navne, skulle være til Hinder for, at det foreslaaede første Distrikt kom i Besiddelse af Anstalten.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 70
Det vil altsaa være nødvendigt at undersøge disse Stiftelsers Forhold til Hovedstaden og til Bidstrupgaard.
St. Hans Hospital, eller som det tidligere kaldtes St. Jørgens Hospital, Helliggjesthuus o. s. v., synes ikke, i og for sig, at lægge nogen Hindring ivejen for en hvilkensomhelst Forandring: det er udentvivl en Kongelig Stiftelse og kan modificeres ved et Kongebrev. Dets Historie viser ogsaa, at dets Virksomhed altid har været lempet efter Tidens Fordringer, ligesom disse efterhaanden indstillede sig. Det har afvexlende tjent til Hospital for Leprøse (indtil Slutningen af det 16de Aarhundrede), til Lazareth for Saarede i Krigen (1612), til Pesthus (1619) og 1632 blev der i dette Hospital indrettet en Daarekiste o. s, v. Efterat det var flyttet til Pesthuset, til Ladegaarden og omsider til Bidstrupgaard, blev det ved Kgl. Res. af 19. Mai 1808 bestemt alene til Daareanstalt. Men den egentlige Vanskelighed skal hidrøre fra den dermed forbundne Claudi Rossets Stiftelse, og denne vil det være nødvendigt at skjænke nogen Opmærksomhed.
I Midten af forrige Aarhundrede brugtes St. Hans Hospital, som dengang var i det gamle Pesthus ved Kallebodstrand, som en Plejeanstalt for Fattige, Krøblinge, Vanvittige o. s. v.; men Forplejningen var saa slet, at Rosset skildrer det Indtryk, som Synet af Lemmerne havde gjort paa ham, med meget stærke Farver. Han siger: „at hans Indvolde ofte havde rørt sig derover,” og paa et andet Sted siger han, at Lemmerne for Størstedelen gik nøgne, kun bedækkede med nogle Pjalter, og at de hverken havde Senge eller Sengeklæder, men laa i Straa og Tang o. s. v. Rørt over den Nød, han saaledes havde været Vidne til, skjænkede han en Capital af 10,000 Rdr., der ved Cumulation voxede til 11,500 Rdr., for hvis Renter 70 Lemmer skulde klædes og forsynes med Senge. Da han siden troede, at have Grund til at beklage sig over sin Datter og Svigersøn, saa skjænkede han atter 10,000 Ndr. og, som det synes, føjede han senere endnu 10,000 Rdr. og maaske noget mere hertil. Den hele Rossetske Donation stod i Aaret 1801 opført paa St. Hans Hospitals Conto i
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 71
Fattigvæsenets Hovedbog med næsten 56,000 Rdr., og 1806 med 62,493 Rdr., Summer, der dog kun ere dersteds anførte efter omtrentlig Beregning, da, som bekjendt, den administrerende Direction har modtaget alle Legater i en samlet Masse, og aldrig har været istand til at sige, hvad den besidder af det ene eller det andet Legat.
Rosset synes, uden Hensyn paa den Hævn, han vilde tage over sin Datter, at have havt følgende Øjemed med sin Gave: han vilde bevirke, at 70 eller 150 Lemmer i Pesthuset fik forsvarlig Rygt og Pleje, og han vilde, at hans Navn bestandig maatte leve og være blandt disse usle og af den øvrige Verden forladte Mennesker. Det første har han søgt at opnaae ved sin Donation; det andet søgte han at tilvejebringe ved at faa Navnet St. Jørgens eller St. Hans Hospital forandret til ”Claudi Rossets Hospital,” og i Confirmationen paa Gavebrevet har Kong Frederik den Femte befalet, at Hospitalet herefter skulde ”endog,” som Rosset udtrykker sig, kaldes ”Claudi Rossets Stiftelse.” Dersom Fundatsens Bestemmelser ikke overholdtes, da kunde, efter Donators Villie den catholske Menigheds Fattige reclamere hele Gaven for sig. Men Rossets Gave er bundet til adskillige positive Bestemmelser, paa hvilke der for længe siden er gjort Brud. En Post (IV. P. 5) lyder nemlig som følger: ”Renterne, saavel af disse sidste (10,000 Rdr.), som af den første Capital (11,500 Rdr.), maa ikke nogensinde anvendes paa Pesthusets Bygninger eller Reparationer, saalænge Lemmerne selv behøve dem, meget mindre udenfor Pesthuset til noget, endog under det helligste Skin, eller den helligste Titul, ex. gr.: om denne Stiftelse blev givet et andet Navn eller dens Navn givet et andet Huus, eller denne blev combineret med en anden Stiftelse, men alene til det Brug, som herefter fastsættes,” o. s. v.
Testator synes saaledes ikke at have tænkt sig, at Pesthuset, og formodentlig ogsaa de slette Vilkaar for de Lemmer, der ikke nøde Godt af hans Legat, og den deraf opstaaede Modsætning, nogensinde kunde ophøre, eller at de Forhold, der i det Hele da
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 72
bestode, kunde undergaae en Forandring, og han synes derfor at have bundet sit Legat just til den Plet, hvorpaa Pesthuset da stod, og netop til den Bygning, o. s. v. *)
Han har fremdeles ikke havt nogen Forestilling om, at den catholske Menigheds Fattigvæsen kunde smelte sammen med Stadens almindelige Fattigvæsen og ikke bestemt noget for dette Tilfælde. Endelig har han ikke tænkt sig, at den Forsørgelsesmaade, han fastsatte for sine Lemmer, og de Penge, han bestemte dertil, nogensinde kunde træde i et saadant Forhold til Conjuncturerne, at hans Gave var, saa at sige, mere til Forbandelse, end til Velsignelse. Alligevel viste det sig faa Aar efter Rossets Død, at det var nødvendigt at ombytte Pesthuset med Ladegaarden, og man har udentvivl, hverken dengang, eller senere i 1808, da man ønskede at forlægge Stiftelsen til Bidstrupgaard, følt Skrupler ved at handle som man gjorde, uagtet det formentlig var tvertimod Fundatsens Ord. Fremdeles er det bekjendt, at de Rossetske Lemmer, i Krigsaarene, formedelst Pengenes sjunkne Værdi, lede overordentligt derved, at man nøjagtigt fulgte Donators Bestemmelse af den Almisse, der skulde ydes dem, og fordi de, paa Grund af, at de nøde Rossets Legat, vare udelukkede fra anden Almisse. Endelig
*) Forinden St. Hans Hospital flyttedes til Bidstrupgaard, forelagde Cancelliet den administrerende Direktion adskillige Spørgmaal betræffende de Betænkeligheder, der indstillede sig i den Anledning, blandt andre følgende:
”Vilde ikke visse Legater være hinderlige i Frastillelsen af de veneriske Patienter, og Forlæggelsen til andet Sted?”
Herpaa svarede Directionen:
”Intet Legat er givet til eller for veneriske Patienter, men alt til Lemmer, og det, som er givet til Lemmer, er ikke bundet til vist Sted. Det hedder i alle Legatbrevene, til St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse. Det selv samme Navn kan Hospitalet beholde, og hvor det da ligger er ligegyldigt.”
Skjøndt denne Erklæring synes at staae i Modstrid med Fundatsens Ord, saa var den dog aldeles conseqvent fra Directionens Side; thi naar Claudi Rossets Stiftelse engang var flyttet, saa var den egentlig heller ikke bunden mere.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 73
gives der nogle specielle Bestemmelser, der ere uudførlige: han vil f. Ex., at de qvindelige Lemmer skulle gaae med Kattuns Kyser, en Dragt, disse neppe nu lode sig bringe til at anlægge.
Da der nu altsaa i en lang Række af Aar ikke er taget strengt Hensyn paa Testamentets Ord, det ogsaa har vist sig uheldigt, naar man har fulgt Bogstaven nøjagtigt, og da endelig adskillige af Testators Bestemmelser ere uudførlige, saa kunde det synes, som om man i Fremtiden ikke behøvede at tage det videre nøje dermed, saa meget mindre, som det er aldeles uvist, om Legatet overhovedet existerer, eller om det er iblandt de Midler, der ere tabte. Da imidlertid efter Kongelig Befaling Legaterne skulle restitueres og Donatorernes Villie skal respecteres, saa mener Forf. at de fleste Fordringer vilde kunne tilfredsstilles ved følgende Forslag.
Navnene St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse, med de Begreber, der knytte sig til disse, altsaa ogsaa Legaterne, flyttes fra Bidstrup tilbage til Ladegaarden, eller til en anden, Fattigvæsenet tilhørende Stiftelse; men Legaterne blive, som hidtil stedse hos Directionen for Stadens Fattigvæsen, eller hvem som ellers er authoriseret til at bestyre dem, og tjene foreløbig, ligesom hidtil, til Underholdning af Stadens Afsindige, for saavidt som de kunne strække til. Fortiden maa Staden udrede betydeligt mere for de Afsindiges Underholdning, end Renterne baade af Rossets og alle andre Legater i deres nuværende Stand, da Renterne af den hele Fattigvæsenet tilhørende Legatformue, som er tilstede, neppe beløber sig til 12,000 Rbd. aarlig, medens Udgiften for afsindige Patienter og Lemmer udentvivl andrager ikke ubetydeligt over 30.000 Rbd. om Aaret.
Ved den foreslaaede Operation vilde den væsentligste Hindring formentlig være fjernet: Kjøbenhavn beholdt sine Legater og sin Formue ubeskaaret, og fremfarne Kongers Villie og Donatorernes Ønske gjordes Fyldest i al den Udstrækning, det nu er muligt; men Bidstrupgaard traadte for Stadens Vedkommende tilbage i det simple Forhold af en Eiendom, den besad ude paa Landet, og som den kunde beholde eller afhænde
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 74
ligesom den behagede, eller som Hans Majestæt befalede. Det forstaaer sig, at Staden ikke destomindre vilde have at sørge for sine Afsindige, og den eneste indtrædende Forandring var, at Kjøbenhavn i Distriktets Anstalt betalte for de Patienter og Lemmer, som holdtes der, saavidt Legatrenterne strakte til, og Communen vilde da, som nu, have at tilflyde det Manglende, indtil St. Hans Hospital selv kunde opfylde sin Forpligtelse.
For denne Anskuelse af Sagen er der en Analogie i den forhen citerede franske Lov af 30 Juni 1838. Det tilsvarende Lovsted lyder saaledes: ”Hospitalerne ere forbundne til at erlægge en Godtgjørelse, der svarer til det Antal Afsindige, hvis Behandling eller Underholdning vilde paaligge dem, men som anbringes i et for Afsindige alene bestemt Etablissement.”
Ved et Ministerial Refer. af 23. Juli s. A., er der givet følgende yderligere Forklaring: ”Det er let at bestemme, hvor stor Godtgjørelse, Hospitalerne kunne tilholdes at erlægge (til Daareanstalterne), den maa nemlig være saa stor, som den Udgift, de, efter deres Regnskaber, hidtil have havt for disse Afsindige, være sig ifølge deres Fundatser, ifølge Donatorernes Bestemmelser eller ifølge Sædvane og Vedtægt. *)
Hospitalerne og Daareanstalterne ere saaledes strengt sondrede; man har erkjendt, at Hospitalerne ikke vare passende Opholdssteder for de Afsindige, under visse Omstændigheder, og
*) Les hospices civils sont à une indemnité proportionée au nombre des aliénés dont le traitement ou l´entretien étaient á leur charge, & qui sont places dans un établissement special des aliénés. En cas de contestation, il est statue par le conseil de préfecture.
Ministerial Circulaire af 23. Juli 1838, lyder saaledes: L´indemnité que les hospies peuvent étre appelés à payer est facile à déterminer, en relevant, d´après les comptes de ces établissement, la portion de dépense qu´ils ont supportée jusaq´a ce moment, soit en vertu du titre de leur fondation, soit par la volonté speciale de donataires, soit par suite d´un usage constant et reconnu. (de Watteville, p. 184).
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 75
naar man har fundet sig foranlediget til for en Afsindig at renoncere paa hans Ophold i et givet Hospital, da har man flyttet med ham over i Daareanstalten saa stort et Bidrag til hans Underholdning, som Hospitalet inden sine egne Mure havde maattet yde ham.
Dersom nu denne Analogie turde overføres paa vore Forhold, saa vilde naturligvis den Godtgjørelse, som St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse havde at betale til Distriktets Anstalt, være ligesom hidtil den fuldstændige Under¬holdning i Anstalten af alle Stadens fattige Afsindige, saavidt bemeldte Stiftelsers Kræfter naaede.
Hvad nu videre Anstalten angaaer, da har jeg med tilbørlig Ros omtalt dens Beliggenhed, der er saa gunstig, som man kan forlange, og saadan, at man vanskeligt i Sjelland skal finde saamange Fordele samlede paa et Punkt. Den ansees derfor som det bedste Grundlag, man kan ønske sig til en fortrinlig Helbredelses-Anstalt.
Naar den altsaa paa den angivne Maade var løst fra sin Forbindelse med Fattigvæsenet og overtaget af Distriktet, saa maatte den underkastes nogle Forandringer, den maatte udvides o. s. v.
Tab. 1 viser Anstalten, som den nu er. Deraf sees det, at den Fløj a har en Corridor foran og bag alle Værelserne, hvilke alle danne en Mellemting af Værelser og Celler, hvorved de erholde et meget frastødende Udseende. Denne Fløj burde ombygges. Det sees endvidere, at der mangler Sammenhæng mellem de enkelte Dele af Anstalten, og at der mangler Loger for urolige og støjende Patienter, thi de 5 Celler, der ere anbragte sammesteds, ere for Intet at regne, baade fordi de ere for faa og fordi de ere optagne i Hovedbygningen, hvilket er en meget stor Feil.
Tab. 2, hvortil Tegningen er leveret af Hr. Bindesbøll, viser, hvad der kunde gjøres for Anstalten. Den viser at Fløjen a er aldeles ombygget, og der er tilvejebragt Forbindelse mellem Anstaltens forskjellige Dele. Det sees fremdeles deraf, at der er paaført Hovedbygningen og endel af Sidefløjene en ny Etage, der indtager hele Fronten, og som fra Nord til Syd paa hver Side
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 76
strækker sig 43 Alen ud over Sidebygningen. Der er endvidere tilføjet en aldeles ny Afdeling, nemlig den femkantede Bygning, der indeholder 30 Loger, hvilket Antal er nødvendigt, naar Anstalten skal kunne bestyres tilbørligt. Ved en tidligere Leilighed har det været offentlig yttret, at naar Bidstrup havde 280 à 300 Patienter, saa skulde 12-14 Loger være tilstrækkelige; dette forholder sig alligevel ikke saaledes. Jeg skal ikke tage Hensyn paa de engelske og franske Anstalter hvor Cellesystemet er det fremherskende, men jeg skal holde mig til de tydske Anstalter, der ere af samme Indretning, som den her projecterede, og der findes da f. Ex. Anstalten i Prag for 350 Patienter med 80 Celler, Winnenthal for 100 Patienter med 16 Celler og desforuden nogle smaa Værelser af næsten samme Construction. I Sachsenberg, der er for 200, men almindelig kun har 170—180 Patienter, havde man oprindelig 16 Celler ved Enden af Hovedbygningen, hvilke man har maattet cassere og bygge en aldeles ny Afdeling med 32 Loger. Overalt regner man, at man bør have Celler til noget mere eller mindre, end 1/6 af det hele Patient-Antal, og man vil bemærke, at Flemming har foreslaaet 18 Loger paa 100 Patienter i den jydske Anstalt. 25 af de paa Tab. 2 afsatte Celler ere altsaa at bringe i Anslag for Helbredelses-Anstalten og de øvrige for Pleje-Anstalten (Lemmestiftelsen), der kun har 4 smaa Celler, men som rigtignok heller ikke behøver saa mange, som Helbredelses-Anstalten. Formen af denne Cellebygning er en Efterligning af den Halvcirkel-Form, der er foreslaaet af Esquirol, Ferrus, o. fl.*) Den brudte Linie med smaa Mellemrum har endnu mere end Halvcirkel-Formen den Fordel, at Lyden ikke saa let forplanter sig over den hele Afdeling, og den har det forud, at den er meget billigere. De Fordele, der for Bidstrup vilde være vundne ved den foreslaaede Forandring, ere:
1) Der er bragt organisk Forbindelse tilveje mellem Anstaltens forskjellige Dele.
2) Der er vundet en ny Afdeling for Urolige, o. s. v.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 77
3) Den har ikke blot en strengt sondret Afdeling for hvert Kjøn, men enhver af disse Hovedafdelinger kan igjen deles i flere Underafdelinger, nemlig: i Logerne, en for støjende Patienter, en for Patienter, der paa anden Maade ere urolige, og en for dem, der formedelst Urenlighed eller af andre Grunde maa isoleres; i Sidefløjen for neden, en Afdeling for rolige og renlige Patienter, der fordre megen Opsigt, en for lignende, der fordre mindre Opsigt; i Hovedbygningen for lignende Patienter af højere Stand; i den ny Etage for Patienter af højere Stand og for saadanne, som ere i Reconvalescents, alt efter de foran opstillede Fordringer.
4) Endvidere en Bolig for Overlægen i selve Anstalten, til hvilken der nemlig, i den ny Etage paa østre Fløj, er afsat 280 Kv. Alen, foruden Kjøkken og øvrige Beqvemmeligheder, hvortil endnu kunde føjes et Par Værelser, om det behøvedes.
5) Der vindes 30-40 ny Værelser, saa at Anstalten ikke blot vil have tilstrækkelig Plads for 150 Syge, men ogsaa frembyde en anstændig Lejlighed for velhavende Patienter.
6) Der vindes et anstændigt Locale til Kirke.
7) Der kan vindes en bedre Badeindretning, en større og en mindre Tørrestue, o. s. v.
Derved er der saa temmelig sørget for det Indvendige. Der maatte imidlertid ogsaa sørges for det Udvendige, for Haven. Der udfordres saaledes et Stykke Jord, mindst 50 Tdr. Land, eller maaske den Parcel paa 80 Tdr. Land, som Anstalten tidligere har havt, hvilket Areal skulde danne Anstaltens Have. Hermed er det ikke Meningen, at al denne Jord skulde lægges ud i Græsplainer, Buskadser etc., tvertimod kunde der meget godt findes Agre og Havepartier afvexlende med hinanden, indenfor den samme Indhegning, saaledes som Tilfældet er i Sachsenberg og flere Steder. Det er absolut nødvendigt, at der er Anledning for Patienterne til Mark- og Havearbejde. Man har vel tidligere paa Bidstrupgaard forsøgt saaledes at beskjeftige dem, men man har ikke været heldig dermed. Dette er imidlertid ingen Grund til at opgive Forsøget, der ogsaa i
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 78
nogle fremmede Anstalter er mislykket; men det er lykkedes i andre, og det maa kunne lykkes allevegne.
Efter de vedlagte Overslag, vil den hele Bekostning ved de projecterede Forandringer andrage 47,296 Rbd. 1 Mk. 10 sk.
Ved. disse Forbedringer vilde Bidstrupgaard fra den sletteste, paa en Gang forvandles til en af de bedste Anstalter.
Ved Indretningen er der forøvrigt adskillige Punkter, der fortjene at komme under nærmere Overvejelse, inden der tages en definitiv Bestemmelse, navnlig om Loge-Afdelingen skal ligge paa det angivne Sted, eller om den, hvad ogsaa meget passende kan skee, skal anbringes ved Lemmestiftelsen, o. s. v., o. s. v.
3. Anstalten i Odense. Denne rummer nu 50 Patienter, næsten alle forældede Tilfælde. Da den for ikke mange Aar siden er bleven udvidet med en ny Bygning, hvori der er ret gode Værelser; saa kunde den med en ringe Bekostning bringes til at rumme 30 ny og omtrent 50 forældede Tilfælde eller Lemmer, hvilket er det Antal, for hvilket der formentlig i Fyen vil behøves Plads. Dette kunde nemlig skee ved at paaføre den ny Bygning en 2den Etage, hvilket udentvivl kunde iværksættes med en Bekostning af 2000 Rbd.
Anstalten vilde behøve nogen Markjord, hvilken der saa meget desto lettere var Adgang til at faae, som Klosterets Grund støder til en Udkant af Byen, hvor udentvivl Staden har Jorder.
Der vilde behøves nogen mere Opvartning, og Lægen burde være saaledes lønnet, at han kunde skjænke Anstalten mere Tid end hidtil; han burde ogsaa boe den meget nærmere, end han nu gjør. Det antages forøvrigt, som vi allerede tidligere lejlighedsvis have bemærket, at de mere Velhavende i Fyen, ligesom hidtil, ville søge til Sjælland eller til andre Steder med deres Patienter.
4. Anstalten i Jylland. Ingen af de i Jylland bestaaende Detentionsanstalter ere af den Beskaffenhed, at de kunne afgive Grundlaget til en Helbredelsesanstalt, selv om man nok saameget udvidede og forandrede dem, hvorfor Forf. har seet sig nødsaget til at bringe en aldeles ny Anstalt i Forslag.
Denne skulde efter de opstillede almindelige Fordringer have
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 79
sin Beliggenhed i en smuk Egn, der ikke havde for raat et Clima, omtrent i Midten af den tættere befolkede Deel af Provindsen, ved Havet og i Nærheden af en ikke altfor liden By o. s. v., o. s, v. Egnen af Aarhus synes at frembyde de fleste Fordele. Der synes nemlig ikke i denne Egn at herske endemiske Begunstigelser for Sygdommen, om saadanne overhovedet gives; thi Afsindighed er efter Tællingen sjeldnere i Aarhus Amt, end i de fleste andre Egne af Jylland; Egnen er smuk, meget varieret og oplivende; – Stranden har allevegne god Badegrund; – Befordringssystemet for hele Provindsen har sit Centrum i Aarhus, saa at Patienterne uden synderlig Vanskelighed kunde komme til og fra Anstalten; – naar Anstalten laa 1/8 á 1/4 Mil fra Staden, da kunde Kassen og Regnskabsvæsenet maaske overdrages Amtsforvalteren imod en Godtgjørelse, saa der sparedes en selvstændig Regnskabsbetjent og endel Risico; — det var let at forsyne sig fra Aarhus, med hvad man behøvede, uden at være afhængig af en enkelt Leverandeur; — Levemaaden er tarvelig og Levnetsmidlerne forholdsvis billige i denne Egn. Fremdeles kunde man fra Staden bringe endel Intelligens ind i Anstalten ved Timeinformation, selskabelig Underholdning o. s. v. Endelig vilde det være let i Aarhus og Omegn at finde Mænd til en Opsigtscommission, og navnlig en Oeconomie-Directenr, som baade var Posten voxcn og der kunde modtage den som en Hæderspost.
Angaaende Bygningens Størrelse, da har Overmedicinalraad Flemming, efter det foregaaende, vilkaarlig ansat den til 100 Patienter, hvilket er billiget af Jacobi, Roller og Zeller.
Disse Mænd ere saa erfarne og anerkjendt dygtige, at deres Formening maa nedslaae enhver Tvivl. Jeg har desuden søgt at bestyrke deres Formening ved Tal og Beregning, og det synes virkelig, som om den angivne Størrelse frembød sig for en umiddelbar Anskuelse; thi før jeg tænkte paa at udstrække min Virksomhed til Daarevæsenet i hele Riget, eller engang i hele Jylland, har jeg etsteds her i Landet hørt det yttre som nødvendigt, at Jylland maatte have en Anstalt paa 100 Patienter, hvor-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 80
ved man dog maaske kan have tænkt paa en Anstalt af en anden Art end den her foreslagne.
Jessen alene har yttret nogen Tvivl om Anstaltens Tilstrækkelighed; men det er under den Forudsætning, at den skulde være en blandet Anstalt, ligesom den Slesvigske, og ikke en ren Helbredelsesanstalt.
Med Hensyn paa dens Indretning, da har ligeledes Flemming angivet Grundtrækkene efter hvilke Tegningen er udført af Bygnings-Inspecteur Bindesbøll paa en saadan Maade, som man var berettiget til at vente det af denne talentfulde Mand. Anstalten falder hen i 3 Hovedafdelinger. A er en Toetages Bygning, i hvis underste Etage er anbragt Klokken, to Badeværelser, hvert med 4 Kar, en større og en mindre Tørrestue, Værelser til Oeconomen o. s. v.; i den øverste Etage er Lejlighed for Lægerne, Kirken, o. s. v. B er Afdelingen for Mænd med 3 Bygninger. Deraf er a en Toetages Bygning med 9 Loger, hvis Række er brudt i Midten ved et Forsamlingsværelse. Cellerne ville erholde deres Lys fra et i Taget anbragt Vindue. Hele Constructionen af denne Bygning er laant fra Anstalten i Winnenthal i Würtemberg, der i denne Henseende har den hensigtsmæssigste Indretning.
b er en Enetages Forbindelses-Bygning med 4 Værelser, bestemt for Syge, der ikke egne sig for Cellerne, men heller ikke for de fælles Værelser. c er en Toetages Bygning for 30-40 rolige og renlige Patienter, der fordre meget Tilsyn. De fleste Patienter i denne Bygning antages at være af Almuestand. d er en Enetages Forbindelses-Bygning med 2 Værelser for Overopvarteren, 1 Værelse til et Værksted, et Værelse til en og anden Syg o. s. v. e er en Toetages Bygning med Værelser for Patienter af højere Stand. Nogle Værelser ville danne en Reconvalescentafdeling o. s. v. C er en Afdeling for qvindelige Patienter i hvilken f. h. k. nøjagtig svare til a. c. e., og g. i. til b. d. i Afdelingen B.
Denne Bygning kan efter Overslagene (Bilag VI) opføres for 98,337 Rbd. Bygnings-Omkostningerne ved alle Helbre-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 81
delsesanstalternes Indretning vil altsaa beløbe sig til 147,653 Rbd. 1 Mk. 10 sk.
Ligesom ved Anstalten paa Bidstrupgaard bemærkes det, at flere Punkter i den foreliggende Plan maatte tages under nærmere Overvejelse, saasom, om Badeindretningen skal forlægges ud i Sidefløjene, ligeledes om Billardværelset skal forlægges andensteds hen, o. s. v., o. s. v.
Med Hensyn paa det nødvendige Areal for Anstalten, da behøvedes der omtrent 50 Tdr. Land, hvilke kunde erholdes, naar man kjøbte en Bondegaard i en af de tæt ved Aarhus beliggende Landsbyer. En saadan Gaards Jord vil just afgive et passende Grundstykke, der, ligesom det er foreslaaet paa Bidstrupgaard, kunde tages under en Indhegning, og Mark og Have-Partier afvexle med hinanden. Anstalten lægges om muligt midt i dette Gebet. Indhegningen kunde være en god Tjørnehække, eller et andet levende Hegn, f. Ex. Morbærtræer, dersom disse, som det berettes, give en god, tæt Hække. Den sidste Art Hegn kunde give Adgang til en nyttig og behagelig Beskjeftigelse for nogle Patienter.
Det ansees ikke passende her at udføre det nærmere Detail af Helbredelsesanstalternes Indretning, hvilket først vilde være paa sin Plads, naar Regjeringen skiulde være tilbøjelig til mer eller mindre at gaae ind paa Forslaget.
Vi vende os altsaa til Forplejningen.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 82
Om de Afsindiges Forplejning.
A. Plejeanstalter.
1. Iblandt de Patienter, der i det Væsentlige kun ere at betragte som en Gjenstand for Forplejning, ere nogle af den Beskaffenhed, at de nødvendigt maa holdes i egne Anstalter, andre kunne med Fordel anbringes hos Private. Vi skulle betragte begge disse Arter af Forplejning særskilt, og først beskjeftige os med Plejeanstalterne.
Det er en nødvendig Følge af den Maade, man hidtil har behandlet Forholdet paa, og den liden Opmærksomhed, man har skjænket det, at en stor Mængde Mennesker ere sunkne ned i Ulykke og Elendighed. Derfor spille Plejeanstalterne en meget vigtig Rolle og frembyde et betydeligt Omfang. Dette ville de fremdeles en Tidlang vedblive at gjøre, indtil Følgerne afden nyere Tids Anskuelser, den Opmærksomhed, man mere og mere henvender paa disse Patienter, de Foranstaltninger, man træffer for dem o. s. v., blive mærkelige.
Det er bekjendt, at man ogsaa med Hensyn paa Plejeanstalterne har disputeret, om det var fordelagtigere at have en Mængde smaa, eller en, eller nogle faa store. De fleste ere imidlertid komne til den Erkjendelse, at de store ere langt at foretrække, naar de kun ikke gaae ud over en vis Grændse; fordi man kan udrette langt mere med de samlede, end med de adsplittcde Kræfter.
I England og Frankrig har man, med Undtagelse af en enkelt, casseret de smaa Anstalter; ligeledes i Sachsen og Würtemberg, for en Del ogsaa i det Østerrigske. I Preussen derimod, hvor Regjeringen, efter det foregaaende, i den sidste Snes Aar særdeles har favoriseret Opførelsen af større Helbredelsesanstalter, der har man saa temmelig overladt det til de enkelte „Bezircke”, hvad de vilde gjøre med Hensyn paa Plejeanstalterne, hvorfor der hist og her findes endel af de
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 83
ældre, smaa Anstalter, i hvilke 10 a 20 Individer kunne detineres. Imidlertid er der dog nogle af disse ”Bezirke”, der af egen Drift have indrettet større Plejeanstalter, f. Ex. den bekjendte for ”Bezirck” Coblenz vedAndernach, for ”Bezirck” Trier, i Staden af samme Navn, og da Forfatteren opholdt sig i Siegburg, blev der forelagt Jacobi til Erklæring en Plan til en Plejeanstalt for 200 Patienter i Stift Villich ved Bonn, for ”Bezirck” Cøln.
Her i Danmark ere Flere af den Mening, at de smaa Detentionsanstalter skulde være fordelagtigst i oeconomisk Henseende. Jeg haaber allerede at have overbevist mine Læsere om det Modsatte.
Et andet Spørgsmaal er der i den senere Tid opkastet, om nemlig Plejeanstalterne bør være relativ adskilte fra, eller relativ forbundne med Helbredelsesanstalterne. Relativ adskilte, saaledes at Helbredelses- og Pleje-Anstalten, under en Overbestyrelse, ere 15 à 20 Mile fjernede fra hinanden, og have hver sin medicinske Directeur, ere Anstalterne i Sachsen (Sonnenstein – Colditz) og i Würtemberg (Winnenthal – Zwiefalten) og Nogle, blandt andre Zeller, rose dette System særdeles meget. De anføre derfor, at det overgaaer en Mands Evne at besørge saa mange Patienter; – der fordres nogle andre Egenskaber hos den Læge, der skal behandle de forældede Tilfælde, end hos den, som beskjeftiger sig med de ny; – man stiller de Syge under forskjellige climatiske Forhold og holder dem dog saaledes samlede i et større Antal, at de kunne afgive det nødvendige Grundlag for Observation; – endelig da det er nødvendigt, at gjøre Helbredelsesanstalterne saa populaire som muligt, for at bringe Folk til itide at benytte dem, saa skeer dette for endel derved, at man ved Adskillelsen fjerner det Odium fra disse, som nødvendigt maa følge Plejeanstalterne, der idelig tage imod Patienter, men sjeldent give Nogen tilbage til Samfundet.
Den relative Forbindelse er en Idee, som i den nyere Tid har fundet ivrige Foragtere og den er nylig bleven realiseret
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 84
efter en stor Stil i den ny Anstalt i Baden, ligeledes har den ved Damerows Virksomhed fundet Adgang til Preussen, hvor den efter en ikke mindre grandios Maalestok vil blive udført i den ny Anstalt, der bygges ved Halle o. s. v. Den fordrer to særskilte Anstalter, en for Helbredelse og en for Forplejning, under en Overbestyrelse med en medicinsk Directeur og beliggende inden en og samme Indhegning. For den relative Forbindelse skulde det tale, at der opnaaedes nogle oeconomiske Fordele. Det er ogsaa særligt udhævet, at det skulde være vanskeligt for Lægen at afgive et Skjøn over, hvorvidt en Patient egnede sig for et længere Ophold i Helbredelsesanstalten eller burde sendes til Plejeanstalten og at de Afsindige vilde føle sig højst ulykkelige ved at sendes til den fjerne Plejeanstalt, da saa deres Skjæbne kunde ansees afgjort for Livet o. s. v.
Hvad nu disse Grunde angaaer, da har det ikke vist sig besparende at opføre deslige store Anstalter; den i Baden koster fl. 560,000, hvilket er omtrent 1400 fl. *) for hver Patient, foruden Inventarium og dersom Forf. ikke feiler, da er den ny Anstalt ved Halle anslaaet til 300,000 Tdlr., hvilket omtrent er ligesaa meget for hver Patient, blot i Bygningsomkostninger. Heller ikke formenes det, at disse store Anstalter ville arbejde fordelagtigere, end om de vare noget mindre; thi er det end utvivlsomt, at det koster forholdsvis mindre, jo flere man kan bespise under et, saa maa det dog ogsaa betænkes, at ikke altid Ærligheden er Kjøgemester, at der er en desto større Mængde Opvartere og Tjenestefolk at holde i Orden o. s. v.
Hvad Lægens Dom om de Syge angaaer, da maa han vide at stille sin Diagnosis, hvilket vel stundom kan falde vanskeligt nok, men dog i de fleste Tilfælde er muligt. Man maa ogsaa herved ikke altfor meget tænke paa de nuværende Former af Afsindighed, hvilke ved en god og fornuftig Behandling fra
*)I England have Bygningsomkostningerne hist og her andraget henimod fl. 2000. og derover. I Danmark vilde Bekostningen højst blive fl. 11 à 1200 pr. Individ i Jylland.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 85
først af, efterhaanden mere og mere maa forsvinde, et Resultat, paa hvilket alle psychiske Lægers Bestræbelser ere rettede.
Forsaavidt det er anført, at de Afsindige kunde føle sig ulykkelige ved at sendes bort til den fjerne Plejeanstalt, da er det vel vist, at en stor Del af disse, trods deres Sygdom, meget godt begribe alt det Sørgelige i deres Stilling, saa at Overgangen til Plejeanstalten ikke vilde være dem behagelig; men naar de i Plejestiftelsen overgives en Læge, der, ligesaavel som hin i Helbredelsesanstalten, har gjort det til sit Livs Opgave at gjøre alt muligt, for de ham anbetroede Individer, saa vil han dels sørge vel for dem, medens de ere der, og han vil, naar der er Haab om Helbredelse, som ikke kan bevirkes ved de Midler, han har til sin Raadighed, drage Omsorg for, at de paany overgives til Helbredelsesanstalten.
Man har nu ment at undgaae dette ubehagelige Indtryk naar slige Anstalter laae Helbredelsesanstalterne nærmere, hvilket dog slet ikke er afgjort; thi Plejeanstalten maa, hvor den end er beliggende, altid staae betydeligt tilbage for Helbredelsesanstalten, navnlig af den Grund, at der maa tages meget strengere Hensyn paa Oeconomien i hin end i denne. Men Plejeanstalten maatte heller ikke holdes saa slet, f. Ex. umalet, smudsig og uhyggelig, eller Forplejningen være saadan, at det just skulde betragtes som en meget stor Ulykke at komme derhen. Overalt skulde ingen sendes til Plejeanstalten, uden saadanne, som paa ingen anden Maade kunde anbringes: paralytiske, aldeles sløve og deslige Patienter.
Skjøndt det vel formenes, at den relative Adskillelse af Helbredelses- og Plejeanstalter er at foretrække for den relative Forbindelse, saa ansees dog Sagen ikke for at være af absolut indgribende Vigtighed, og vi kunne saameget snarere afholde os fra al videre Discussion herover, som en Art Nødvendighed fremtvinger relativ forbundne Helbredelses- og Plejeanstalter i Danmark, dersom man ikke vil sætte sig ud over alle oeconomiske Hensyn, hvilket vil vise sig ved en Betragtning af de enkelte Distrikters nuværende og tilkommende Forhold med Hensyn paa dette Punkt, hvilken nu skal beskjeftige os.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 86
1ste District. Her finde vi for os en relativ forbunden Helbredelses- og Plejeanstalt, og der er ingen Grund til at cassere Lemmestiftelsen paa Bidstrup og at bygge en ny Plejeanstalt. Men Distriktet vil idetmindste behøve Plads for 200 afsindige Lemmer, hvilke ikke kunne rummes i Lemmestiftelsen, i den Stand, den nu er, eller med det Omfang, den nu har. Den maatte altsaa udvides, hvilket kunde skee ved at føje til den nuværende Lemmestiftelse, det tæt op til denne stedende Hus „den røde Lade”, der er en solid, grundmuret Bygning, indeholdende henimod 40,000 Cubikfod Rum. Til Indretningen af dette Hus kunde anvendes det Material, der bliver tilovers fra den østre Fløj af Sygehospitalet (Tab. I. a.), der efter Forslaget skulde ombygges. Dette vil være mere end tilstrækkeligt hertil, saasom heri er indbefattet den hele Fløj (88 Alen Hus), saaledes, som den nu staaer, med Undtagelse af den vestre Mur, hvilken alene, som bestemt til at skulle blive staaende, er optaget i Overslagene.
Den hele Bekostning ved denne Udvidelse blev altsaa væsentlig nogen Arbeidsløn, som dog vel ved Lemmernes Arbeide kunde indskrænkes en Del. Det Hele vilde ved oeconomisk Bestyrelse neppe koste over nogle Hundrede Daler. Naar Anstalten saaledes blev udvidet og nogenlunde anstændigt udstyret, saa kunde den give 200 Patienter et ret taaleligt Opholdssted. Blandt andre Fordele, som herved fandtes, var der den, at man undgik at have begge Kjøn samlede i en Bygning, saaledes som det nu, neppe ganske passende, finder Sted, og man kunde tillige paa denne Maade gjøre de smaa Amts-Anstalter overflødige.
2det Distrikt. Dette vandt ved den allerede foreslaaede Udvidelse Plads til 50 Lemmer, hvormed det vilde kunne behjelpe sig.
3die Distrikt. I Nørrejylland befandtes i 1840 i alle Detentionsanstalterne omtrent 80 Individer og 49 holdtes indespærrede i private Bure, hvortil endnu kommer nogle, der af forskjellige Grunde ikke vare optagne i de offentlige Anstalter, skjøndt de i alle Henseender egnede sig til at anbringes i
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 87
en Plejeanstalt. Det antages, at dette Distrikt vilde behøve en Plejeanstalt paa omtrent 150 Individer. Rigtignok har Zeller i hans vedføjede Skrivelse yttret, at Plejeanstalten for en given Provinds burde være tre Gange saa stor som Helbredelsesanstalten, og det kan gjerne være, at dette netop er det rigtige Forhold, dog kun under den Forudsætning, at der ikke gjøres noget videre for Sagen; dersom man derimod reformerer Daarevæsenet, og begunstiger de Syges Helbredelse fra først af, da vil Forholdet blive ganske anderledes; Plejeanstalten vil da ikke behøve saa stort et Omfang, og det skal vel besindes, at det mest Oeconomiske er at helbrede Patienterne. I ethvert Tilfælde maa jeg udtale mig for Oprettelsen af en større Anstalt, der kunde gjøre de smaa Anstalter og de private Indplankninger og Bure overflødige. Videnskaben fordrer en saadan, og de allersimpleste oeconomiske Betragtninger maa føre til den samme Fordring. Det er foran pag. 21 og følg. vist, at Forplejningen i alle de smaa Anstalter i Sjelland og Jylland koster fra 120 til 140 eller 150 Rbd. pr. Individ aarlig, medens den i den større Anstalt i Odense kun koster omtrent 100 Rbd. pr. Individ og i den endnu større paa Bidstrupgaard kun 60 5/6 Rbd. pr. Individ. Fordelen af den større Anstalt ligger altsaa ganske tydeligt for Øjnene. Desuden, man underholder f. Ex. i Aalborg en hel Famlie af tre til fire Personer, en Medhjelper og stundom endnu en extra Opvarter, alene for at have Tilsyn med de 8 eller 10 Afsindige, som findes indespærrede sammesteds, et Forhold af Opvartere, der ikke kan findes i en større Anstalt, og dersom man blot nogenlunde efter Billighed vilde vurdere disse Menneskers Tid, saa maatte et Individ i Aalborg koste mere i Opvartning alene, end et i Lemmestiftelsen paa Bidstrupgaard koster i Et og Alt.
For nu uden altfor stor Bekostning at tilvejebringe en større Plejeanstalt i Jylland, har Forf. ment, at den ved Reductionen i Armeen overflødig blevne Caserne i Horsens muligt af Hans Majestæt kunde overlades til dette Brug. Skulde dette imidlertid ikke kunne lade sig gjøre, saa vilde man maaske nærmest tænke paa en Udvidelse af en af de smaa An-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 88
stalter. Men de tre nordlige Anstalter ligge tildels midt i større Kjøbstæder, hvilket i og for sig er upassende og som ogsaa lægger betydelige Hindringer i Vejen for en Udvidelse. I denne Henseende frembød Hospitalet i Ribe de fleste Fordele, men en Plejeanstalt vilde der ligge altfor langt borte fra Helbredelsesanstalten, og altfor afsides for Provindsen.
Skjøndt det efter det Foranførte maa antages, at Regjeringen, om den overhovedet finder nærværende Skrift at være nogen Opmærksomhed værd, nok kunde ønske ogsaa at tilvejebringe en større Plejeanstalt i Jylland, saa var det dog muligt at den ikke uden Skade for andre Foretagender kunde overkomme alt Det paa engang, som Daarevæsenet udfordrer. Dersom dette var Tilfældet, saa fik de smaa Anstalter foreløbig at vedblive og det kunde overlades Helbredelsesanstalten at forøge sit Locale efterhaanden, som det blev fornødent, paa samme Maade som det er sket ved Anstalten i Slesvig.
Det forudsættes naturligvis at Patienternes Betaling for Cur og Pleje i Helbredelsesanstalten normeres saaledes, at Anstalten aarlig kan fortjene Noget, hvilket ogsaa af den Grund vilde være at anbefale, at dens Bestyrelse med langt større Kjærlighed og Interesse vilde varetage, hvad der paaligger den, naar Anstalten befandt sig i en Art selvstændig Velstaaenhed. Det omtalte Øjemed, at Helbredelsesanstalten af egne Midler havde at sørge for en Plejeanstalt, blev altsaa strax fra først af ned¬lagt i dens Organisation.
Det formenes saaledes, at ogsaa det 3die Distrikt uden nogen betydelig Bekostning, eller i al Fald med en Udgivt, vi ikke her behøve at tage Hensyn paa, vilde komme i Besiddelse af det fornødne Locale til Plejeanstalt.
Forsaavidt som det kunde ansees passende at lade den ny Helbredelsesanstalt i Jylland et Par Aars Tid fungere tillige som Plejeanstalt, og at anbringe i den alle de eller de fleste af de Patienter, der nu ere indespærrede i Detentionsanstalterne i denne Provinds, da maa Forfatteren paa det bestemteste fraraade dette. Man har rigtignok brugt denne Fremgangsmaade paa de fleste Steder i Tydskland og i flere Lande, men ogsaa
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 89
netop derved neutraliseret alt det Gode, man havde for Øje ved de ny Indretninger. Den nærmeste meget ubehagelige Følge heraf var, at idet man flyttede de gamle Daarekisters Beboere over i de ny Helbredelsesanstalter, saa fulgte de Begreber, man i Publikum knyttede til disse slette Indretninger, med og gik over paa Helbredelsesanstalterne, saa at der i en ikke lille Kreds hersker netop den samme Fordom mod disse, som mod hine, til stor Skade for deres Virksomhed.
Ogsaa oeconomiske Grunde tale herimod: en Helbredelsesanstalt kan ikke forpleje saa billigt, som en Plejeanstalt, saasom Husholdningen i hver af disse maa være indrettet paa aldeles forskjellig Maade.
Dr. Flemming har i den medfølgende Skrivelse smukt udtrykt det Forhold, hvori han har tænkt sig den nye Anstalt i Jylland at skulle staae til sit Publikum: den skal ikke saameget virke for det Forbigangne og det Nærværende, som for det Tilkommende og det bør man ikke tabe af Sigte.
Den hele Udgivt til samtlige Helbredelses- og Plejeanstalter i Danmark beløber sig altsaa for Øjeblikket til den allerede nævnte Sum af 147,653 Rbd., hvortil blive at føje nogle hundrede Rbd., for Udvidelsen af Lemmestiftelsen paa Bidstrup; i al Fald vilde den ikke overstige 150,000 Rbd. i Bygningsomkostninger.
Med Hensyn paa denne Sum, maa jeg ellers bemærke, at jeg ved at sammenligne, hvad der her er fordret, med hvad der er præsteret i andre mig bekjendte Bygninger, ved at tage Hensyn paa de specielle Omstændigheder, under hvilke Overslagene ere blevne til, og endelig ved at conferere med mere bygningskyndige Mænd, har troet mig berettiget til at antage, at Arbejdet paa Bidstrupgaard maa kunne udføres for henimod 10,000 Rbd., og Anstalten i Jylland for 20—30,000 Rbd billigere end Overslagene udvise. Det maa nemlig bemærkes, at Overslagene ere forfattede af Kjøbenhavnske Mestere og efter Kjøbenhavnske Priser; men som bekjendt er Bygnings Material, Arbejdsløn m. m. meget billigere i Provindserne end i Hoved-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 90
staden. Desuden er der nogle andre Omstændigheder, der kunne komme i Betragtning, hvilke jeg dog ikke videre her skal berøre.
Til den anførte Sum af henimod 150,000 Rbd., hvilken Bygningsarbejdet som sagt dog neppe vil medtage, vilde der være at føje Taxationssummen for Bidstrup, hvad Grunden til den ny Anstalt i Jylland og et Stykke Jord til Have for Anstalten i Odense vil koste, Inventarium o. s. v. Jeg anslaaer den Sum, for hvilken den hele Indretning vil kunne bringes istand, til 200,000 Rbd. uden at jeg dog tør paatage mig at afgjøre, om det er for højt eller for lavt. *) Ansees imidlertid 50,000 Rbd. for lavt, for Grund og Inventarium, saa vilde maaske Uligheden udjevnes ved, hvad der kan spares i den anslaaede Bygningssum.
Der er kun endnu at tilføje, at dersom de foreslaaede Anstalter skulde komme til Opførelse o. s. v., da kunde Grunden lægges og de forberedende Arbejder udføres i et givet Efteraar, i det næste Aar kunde Bygningerne fuldfærdiges og Aaret derefter alle Anstalterne fungere.
B. Om Forplejning hos Private.
2. Det ligger meget nær, at om man end kan forpleje Patienterne nok saa godt i en Anstalt, saa maa det dog ansees for meget bedre, dersom man til en vis Grad kunde lade dem beholde deres Frihed. Af dem der nu befinde sig under Detention i samtlige offentlige og private Anstalter, hvilke beløbe sig til 550 à 600 Individer, er maaske en Trediedel eller mere i den Stand, at de ved fornuftig Omgang meget godt kunde færdes blandt andre Mennesker, **) og da de ere nogenlunde arbejds-
*) Det er ved en Forglemmelse, at det sidste Punctum er bleven udeladt i Texten, da Afhandlingen blev forelagt Philiatrien. Jeg har forøvrigt, som det sees, for et Øjeblik givet mig hen til den Forestilling, at de i Overslagene beregnede Summer virkelig kunde medgaae, og at Indretningen af ”den røde Lade” muligt kunde medtage et Par Tusinde Rbd. og af denne Computation dannet det benævnte Tal.
**) Det maa erindres, at den samme Patient, som under visse Omgivelser er aldeles ustyrlig, kan være meget manerlig under andre.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 91
føre, saa kunde de, til Fordel for Samfundet, og til stor Nytte for dem selv, ved deres Arbejde fortjene endel af deres Underholdning. Det samme vil blive Tilfældet med ikke faa af dem, der i Fremtiden fra Helbredelsesanstalterne gaae over til simpel Forplejning.
De Plejelemmer altsaa, som vare rolige og arbejdsføre, burde man bestræbe sig for at anbringe hos Private, helst hos Landmænd. Det er ikke usandsynligt, at flere af de Lemmer, der saaledes anbragtes paa Landet, vilde finde deres tabte Sundhed igjen. Det maa nemlig ikke forglemmes, hvad vi forhen have bemærket, at Bevægelse og Arbejde i fri Luft er et af Hovedmidlerne i Curen; Forandring af Opholdssted og Omgivelser virker stundom ikke mindre gunstigt; anden passende Behandling vilde gjøre Resten og det formenes, at af en vis Classe af Sindssyge, vilde 1/6 Del, eller i al Fald en given Del, herved blive restituerede.
Vilde man imidlertid forsøge dette, som Tingene nu staae, da vilde man give dem i Hænderne paa Uvidenhed og Brutalitet og aldeles forfejle Hensigten; men ganske anderledes vilde Udfaldet udentvivl blive, naar de fornødne Foranstaltninger i Forvejen bleve trufne.
Som bekjendt har man forsøgt dette i England og som jeg troer i Frankrig med afvexlende Lykke, udentvivl af den Grund, at man udsatte dem, uden at bruge den fornødne Forsigtighed. Navnlig skulle flere af de i England saaledes Anbragte have været udsatte for en meget raa Behandling, som Jacobi beretter.
I Belgien er der i Nærheden af Antwerpen en Landsby, Gheel, bekjendt under Navn af le village des fous, hvor et Antal af omtrent 600 Idioter og Afsindige ere indtingede hos Bønderne (omtrent 7,000 Indvaanere). Dette er nu rigtignok et System, aldeles ligt med, hvad jeg har for Øje, og det har ogsaa fundet sine Beundrere. Imidlertid mangler der Tilsyn, og den Slendrian, der desaarsag har indsneget sig, fordærver alle Ting. Det er heller ikke min Mening, at man
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 92
saaledes skulde overlæsse et enkelt Punkt, endnu mindre, at man skulde udsætte de Afsindige for en saadan Behandling, som der.*)
I Hertugdømmet Nassau bestaaer der en Forening, der har sine Forgreninger i hver Commune i hele Landet, hvor 3 a 5 Medlemmer have det Hverv, at have Tilsyn med de Individer, der udskrives eller løslades af Daare- og Straffeanstalterne. Foreningens Centrum er Overbestyrelsen af de nævnte Anstalter. En lignende Forening, hvis Virksomhed naturligvis kan være saare velgjørende, burde man bestræbe sig for at tilvejebringe til Fordel for de Afsindige i Danmark, saaledes at hvert Distrikt havde sin egen Forening, og at det fælles Centralpunkt for alle Foreninger var den Overbestyrelse, som længere hen vil komme til Omtale.
At man i Nabolandene har fundet Foranstaltningen hensigtsmæssig, sees af Rollers hosføjede Skrivelse.
En Modification af denne Forening er forresten allerede indført i Baden, og det er paatænkt, at indføre den hel, naar Forholdene for den ny Anstalt blive ordnede.
De Pligter der kunde paaligge en saadan Forening ere naturligvis at agte paa alt, hvad der kan tjene de Patienters Tarv, der ere betroede dens Opsigt. Den har at udsøge de Familier, i hvilke de med størst Nytte kunne anbringes; den ordner deres Forplejning, ogsaa forsaavidt det vedkommer den pecuniaire Side deraf; den har efter Omstændighederne et nærmere eller fjernere Tilsyn med dem o. s. v., alt efter de Bestemmelser, der ved en Instrux vilde være at fastsætte.
*)Esquirol i Gerson & Julius Mag. Bd. 4, pag. 166. Esquirol og Dr. Boisin besøgte nemlig Gheel i Aaret 1818 og den første har forfattet en Skildring af Forholdet der, som ikke taler til Gunst for det. Barrentrapp og Ramon de la Sagra besøgte Gheel for 5-6 Aar siden og fandt Tilstanden uforandret. See Barrentrapps Reise pag. 637 og Ramon de la Sagra
Voyage en Belgique, Tom. 2, pag. 117 o. fl.
I de sidste Aar skal imidlertid Regjeringen have tilvendt denne Coloni nogen mere Opmærksomhed, ansat en egen Inspecteur etc.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 93
Om Udredelsen af Befolkningen ved de foreslaaede Indretninger.
1. Man har i alle Lande havt det samme System, som findes hos os, at reformere, overalt en Mængde større og mindre Detentionsanstalter, selvstændige eller i Forbindelse med Tugthuse, o. s. v. Disse Anstalter ere enten blevne absorberede af de ny Helbredelses- og Pleje-Anstalter, eller de ere blevne staaende ved Siden af disse, skjøndt de efterhaanden mere og mere forsvinde. For at faae hensigtsmæssigere Anstalter oprettede, ere enten Fyrsterne traadte til og have hjulpet med Statens Midler, eller Stænderne have bevilget det Fornødne.
Saaledes har Regjeringen i Sachsen skjænket Slottet Sonnenstein til dette Brug.*)
I Mecklenburg ønskede Regjeringen at skille Daare-anstalten fra Tugthuset i Dömitz, og at opføre en ny Daareanstalt, men da Stænderne ikke vilde indlade sig herpaa, saa vilde Projectet være gaaet overstyr, dersom Hertugen ikke, for at see en Ende paa Sagen, havde besluttet sig til at lade den opføre aldeles paa sin egen Bekostning.**)
I Preussen opførtes efter Augustin Anstalten i NeuRuppin 1801, for 45,000 Thr., der vare sparede fra Statens Husholdning. Slottet Leubuss i Schlesien og Abbediet Siegburg i Rhinprovindsen ere Domanialgodser, der ere skjænkede de respective Provindser til Daareanstalter. I Provindsen Sachsen og Posen derimod, have Stænderne voteret de fornødne Fonds.
I Østerrige har Staten allevegne paa sin Bekostning ladet bygge eller indrette Daareanstalter, hvor den fandt det fornødent. ***)
*) See v. Nostitz: die Heilanstalt Sonnenstein etc
**) See Flemming: Die Irren-Heil-Anstalt.Sachsenberg, P. 8
***) Dr. v. Streintz i Med. Jahrb. d. k. k. Oesterr. Staaten, Bd.
12, 43, 14, passim.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 94
I Würtemberg har Regjeringen skjænket Slottet Winnenthal.
I Baden have Stænderne voteret over en halv Million og i Nassau 1/4 Million Gylden. *)
Det er allerede førhen omtalt, at det i Frankrig og England ved disse Landes Love er paalagt respective Departementer og Grevskaber at forsyne sig med passende Anstalter. I hvilken Udstrækning Loven er efterkommet i Frankrig er mig ubekjendt. I England var der i 1839 kun 13 Grevskaber i det egentlige England og 1 i Wales, som havde bygget Asyler, medens 40 endnu manglede deslige Indretninger for offentlig Regning. Af de 108 Anstalter, der findes i England og Wales med et Antal af omtrent 4.500 Patienter, ere saaledes kun 16 eller 18 Statsanstalter.**)
I Belgien maa Provindserne opføre Daareanstalter og vedligeholde dem, ved hvilken Lejlighed dog hele Staten bærer en Del af Byrden.
2. Hvad nu Danmark angaaer, da blev for nogle Aar siden for Hertugdømmernes Vedkommende, Anstalten i Slesvig opført (den ældre Afdeling) med en Bekostning af næsten 100,000 Thl. (altsaa omtrent den samme Sum, som vi her forlange for alle Anstalterne), hvilken fordeltes paa begge Hertugdømmerne.
Det samme kunde nu rigtignok gjøres for Kongerigets Vedkommende, hvilket Forf. forøvrigt skal have henstillet.
Der har i 100 a 150 Aar paahvilet Hospitalerne i Provindserne den Forpligtelse at give Værelser til Afsindige (Refc. 29. Juli 1709, 3. Januar 1738 og fl.). Dersom disse ved en eventuel Reorganisation af Forholdet fritages herfor, saa synes det billigt, at de bidroge noget til Udredelsen af de for-
*) Dr. Karl D’Ester, “Ein Wort über die öffentliche Irrenpflege”, P. 35.
**) Varrentrapp, l. c. p. 201 og følg. Sam. Tuke siger i Indledningen til den engelske Oversættelse af Jacobis Bog, der udkom 1841, at over 20 Grevskaber staae tilbage.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 95
nødne Udgivter, saa meget mere som de fleste af disse Stiftelser kunne gjøre dette uden Skade for deres oprindelige Virksomhed, da de i de senere Aaringer næsten alle, ikke ubetydeligt have forøget deres Capitalformue, som følgende Oversigt udviser: Hospitalerne i 1ste Distrikt havde 1825-39
opsparet, (hvori dog Slagelse Skole
har Andel 45,577 Rbd. 4 ½ sk.
Hospitalet i 2det Distrikt havde opsparet 527 ” 64 ”
Hospitalerne i 3die Distrikt (Nibe havde
- 6,507 Rbd. 38 sk.,
de Andre +
29,108 Rbd. 64 sk ) 22,601 ” 26 ”
For hele Landet var altsaa (+ Slagelse
Skoles Andel) Summen 68,705 Rbd.91 ½ sk.
At man i andre Lande har taget Hensyn paa disse Stiftelsers ældre Forpligtelser, er allerede vist for Frankrigs Vedkommende, see foran P. 74.
Amternes Repartitionsfonds have hidtil ydet smaa Bidrag til de Afsindiges Underholdning, men ere, saavidt jeg ved, blevne forskaanede for at indrette eller underholde Detentionsanstalterne. Forsaavidt som der alligevel kunde paahvile disse Fonds nogen Forpligtelse til at bidrage til de foreslaaede nye Indretninger, da var deres Status i 1840 efter de trykte Regnskaber følgende: i det Project. 1ste Distr. var der i Behold 51,066 Rbd. 52 sk., med Undtagelse af Kjøbenhavns Amt, der havde 24,549 Rbd. 3 sk. Gjæld; i det Project. 2det Distr. 27,034 Rbd, 90 sk., og i 3die Distr. 55,467 Rbd. 77 si., med Undtagelse af Aalborg Amt, der skyldte 2406 Rbd. 15 sk. – For hele Landet var der saaledes i Behold, med Fradrag af Gjælden 106,614 Rbd. 7 sk.
Amts-Fattigkasserne have dels bidraget til Afsindiges Underholdning, dels er der af disses Midler anvendt forskjellige Summer til Opbygning af Detentionsanstalter. Disse ville derfor udentvivl være forpligtede til, paa en eller anden Maade, at bidrage til de nye Indretninger, hvilket med saamegen mere Føje kunde ventes, som de ere meget velhavende. Deres Status var i 1840, efter Collegial Tidenden følgende:
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 96
I 1ste projecterede Distrikt var i Behold 170,313 Rbd. 81 sk.
“ 2det do. do. “ “ 5,987 “ 50 “
“ 3die do. do. ” ” 85,823 ” 11 ”
For hele Landet altsaa 262,124 Rbd. 46 sk.
Det er heller ikke noget Tilfældigt, at der just 1840 fandtes en saadan Sum i Amts-Fattigkasserne: 1839 var Beholdningen omtrent 252,000,1840, som sagt, 262,000,1841 var den 272,000, saa at den synes at stige omtrent 10,000 Rbd. aarlig; men da Renterne (3 pCt.) ikke kunne beløbe sig til mere end 6—8000 Rbd. aarlig, saa maa disse Fonds hvert Aar have Overskud af deres Revenuer. Der er altsaa ingen Grund til at skaane dem. Man behøvede alligevel ikke at angribe disse Capitaler directe, man kunde lade dem komme Daarevæsenet til Hjelp med Laan, der vare ligesaa sikkre anbragte her, som i Kongens Kasse.
3. Endelig skal jeg tillade mig at bemærke, at dersom jeg ikke har misforstaaet en allerhøjest Erklæring af Hans Majestæt, saa kan Tallotteriets Ophævelse ansees for nær forestaaende. Dersom altsaa de paapegede, eller andre offentlige Fonds ikke kunde komme til Hjelp, eller dette ikke kunde skee i al den Udstrækning, som det behøvedes, saa kunde maaske Tallotteriet ved sit Overskud dække det Hele, eller det Manglende af Bekostningen ved de nye Indretninger. Det var formentlig ligegyldigt, dersom overhovedet Tallotteriet skal ophæves, om dette skete nogle faa Maaneder før eller senere, og med Hensyn til den mentale Tilstand af flere af dem, hvem Statskassen skylder denne Indtægt, synes en saadan Anvendelse af en Del af Overskuddet ikke aldeles upassende.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 97
Om de Afsindiges Forsørgelse.
1. Hvad nu de Afsindiges Forsørgelse angaaer, da ville vi tage et hurtigt Overblik over, hvorledes det dermed forholdes i andre Stater og dernæst fremføre, hvorledes dette formentlig mest passende lod sig ordne i Danmark.
Det er naturligvis allevegne en Regel, at den der selv har Midler, eller som er afhængig af en formuende Familie, skal selv bestride Udgivterne ved sin Cur og Underholdning, og der er kun forsaavidt en Forskjel at bemærke deri, at man eventuelt for dette Øiemed i nogle Lande (f. Ex. her i Danmark, i Mecklenborg o. fl. St.) udtømmer den Syges Eiendom til den sidste Skilling, saa at han efter sin Helbredelse seer sig berøvet de Midler, hvormed han skulde hjelpe sig igjennem; i andre Lande derimod rører man ikke den Syges lille Eiendom, forinden man har overbevist sig om, at han ikke kan helbredes, og at han for stedse maa blive det Offentlige til Byrde. Forsaavidt som det Offentlige maa bestride Forplejningen, da ere Grundsætningerne noget forskjellige. Som Basis kan det dog opstilles, at i de fleste Lande, med Undtagelse af Østerrige, Forsørgelsespligten er paalagt Communerne, dog saaledes, at denne Byrde i Almindelighed lettes dem ved at overføres paa større Afdelinger af Staten: Amter, Bezircke, Departementer, o. s. v.; ved Tilskud af Statskassen, eller paa begge Maader.
Østerrige, der med Hensyn paa Forsørgelsen staaer isoleret, skulle vi først skjænke et Par Ord.
Saasnart et uformuende Individ bliver optaget i en Daareanstalt, saa behandles og forplejes han aldeles for Statskassens Regning. Det sees saaledes,*) at af 270 Individer i Anstalten i Linz, der vare optagne i de nærmeste 5 Aar for 1832, havde 253 været behandlede for Statskassens Regning; lignende
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 98
Exempler kan man finde hos den allerede citerede Dr. Streintz, og i Prag er dette stadigt Tilfældet med 200 Patienter.
I Preussen vedkjender Regjeringen, som det ogsaa fremgaaer af Jacobi’s, Augustin’s og Andres Skrifter, det for sin Pligt, aldeles at sørge for de uformuende Afsindige, dog skeer dette ikke saaledes, at jo Commune-Forholdet tydeligt sees i Baggrunden.*) Forplejningen er neppe ens i alle Provindserne, men vi ville holde os til den, hvor denne Gren af Forholdet er bedst ordnet, nemlig til Rhin-Provindsen. Byrden er her lagt paa ”Bezircke” (4 a 600,000 Indb.) og Afgivterne til Daareanstalternes Vedligeholdelse m. m. ere dels staaende, dels svævende. Som staaende Udgivt for Provindsen betragtes: Vedligeholdelse af Bygning og Inventarium, Skatter og Afgivter, Gageringer og Pensioner, Brænde og Lys, Bibliotheket o. s. v., hvilken lignes paa Bezirkene efter deres Størrelse. Som svævende derimod: Patienternes Forplejning, Opvarternes Løn m. m. Det Hele lignes paa de enkelte Bezircke, efter Middeltal af de Patienter, de i de tre sidste Aar have havt i Anstalten; – der betales altid qvartalsvis forud; – Betalingen hæves tilligemed de ordinaire Skatter og Anstalten gjør ved hvert Aars Ende en formelig Afregning med hvert Bezirck. To tredie Del af den hele Bekostning lignes paa Grund og en tredie Del paa Indvaanerne efter Antal. De afsindige Lemmer, der ikke ere i Anstalter, falde derimod, saavidt jeg ved, deres respective Communer til Byrde.
I Würtemberg er Forholdet omtrent det samme, dog med den Forskjel, at Distrikterne ikke ere saa store, det er nemlig ”Bezircksamte”, og at Statskassen giver et aarligt Tilsind for at lette Byrden for Kredsene.**)
I Baden skulde det ifølge Project til en Instruction for den ny Anstalt i Illenau, gjøres til Pligt for Anstalten, der dels har Midler, dels af Staten faaer et aarligt Tilskud, for sin Regning at forpleje, eventualiter helbrede, alle uformuende.
*) Jacobi uber die Einrichtung von Irrenanstalten pag. 394 o.fl. St.
**) Instruct. for Winnenthal § 3, og § 23.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 99
Afsindige, men dersom Helbredelsen ikke lykkedes i det første Aar, da skulde Communen bære Udgivten ved deres fremtidige Forsørgelse o. s. v.
I Belgien ere Communerne forpligtede at underholdede Afsindige, hvoraf dog omtrent Halvdelen er anbragt i Veldædigheds-Anstalter. Ved Communal-Loven af 30. Marts 1836 er Commune-Raadet berettiget til at opføre deslige Udgivter paa Budgettet, men i nogle Tilfælde træder hele Provindsen til, naar det nemlig bevises, at Communerne ikke formaa at udrede det Fornødne. See Lov af 30. April 1836, Art. 69.*)
I Sachsen er det Communernes Pligt at hjelpe uformuende Afsindige, men ganske Fattige forplejes for Regning af et Fond (3 a 400,000 Thlr.), der tilhører alle Detentions- og Straffeanstalter, og hvori Daareanstalterne have Andel. Jeg maa ellers tilstaa, at v. Rostitz forekommer mig dunkel, hvor han afhandler denne Sag. Af Forplejningsraterne (44 a 60 Thlr. aarlig) er det forøvrigt ved første Øjekast let at see, at Staten paa en eller anden Maade maa bære en betydelig Del af Byrden ved de Uformuendes Underholdning; thi i Sachsen, hvor Levemaaden næsten er dyrest i hele Tydskland, der kunne vist hverken 44 eller 60 Thlr. bestride en Afsindigs Underholdning, især i en Helbredelsesanstalt.
I Frankrig er de Afsindiges Underholdning i Anstalterne lagt dels paa Communerne, dels paa Departementerne, forudsat at den ikke paahviler en eller anden velgjørende Stiftelse. Men der gjøres Forskjel paa, om en Afsindig er farlig eller ikke farlig for det Offentlige.
Er en Afsindig farlig for det Offentlige, da concurrere Communerne saaledes: en Commune, der har 100,000 Fr. i Revenuer bidrager i det højeste 1/3 af Underholdnings-Omkostningerne, en Commune der har 50,000 Fr. bidrager 1/4, en med
*) Code administratif des établissemens de Bienfaisance, Recueil approuvé par le Gouvernement & publié sous son autorisation per les soins de l’Administrateur-General des établissemens de charité & des prison de la Belgique. Pag. 397
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 100
20,000 Fr. 1/6, en Commune, der har mindre end 5000 Fr., bidrager i en vis Proportion, der er efter dens Evne, forholdsvis mindre end 1/6, dog kun i det Tilfælde, at den ikke derved hindres fra at opfylde sine andre Forpligtelser.*) Resten af Forplejningen bæres af Departementerne.
Er den Afsindige ikke farlig, da kan Communen holdes til at betale noget mere, dog maa dette Bidrag i intet Tilfælde, end ikke for de rigeste Communer, overstige den halve Del af det hele Forplejningsbeløb. Hospitsernes Forhold til de Afsindiges Forplejning er allerede vist foran. Det er forøvrigt udtrykkeligt i Loven bestemt, at naar der kan være Spørgsmaal om, hvad enten det er et Hospits eller en Commune, der skal udrede Bidrag til en Afsindigs Underholdning, da have Vedkommende først at henvende sig til Hospitset med Fordringen; og dersom dette har Grund til at afvise den, da falder den først paa Communen, resp. paa Departementet.
I følgende Stater falder Forsørgelsen alene Communerne til Last,
I England falder den aarlige Underholdning af de Afsindige uden Undtagelse paa Communerne, det enkelte Tilfælde undtaget, at en Anstalt er saa rigt doteret, at den selv kan bestride Alt, f. Ex. den af Mrs. Crichton funderede. Imidlertid er Bekostningen derved ikke saa stor, som man maaske skulde tro, da Forplejningspengene, højst ubegribeligt, i flere Tilfælde kun beløbe sig til 5 s. om Ugen eller £ 13 om Aaret, altsaa nøjagtigt det samme som Forplejningen koster her i Frederiksborg.
I Mecklenborg er Forsørgelsen afhængig af Communen,**) dog har Flemming sagt mig, at Domaniets Patienter alle have fri Forplejning i Sachsenberg.
2. I Slesvig og Holsten ligger Byrden for de Afsindiges Helbredelse og Forplejning, som bekjendt i nogle Tilfælde paa Communen, i andre paa Amtet og i atter andre paa begge.
*) de Watteville pag. 183.
**) S. Flemmings ovenciterede Skrift og hans Beretning i Schmidts Jahrb. V. 1842.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 101
I Danmark er Forholdet omtrent som i Hertugdømmerne. Naar en Afsindig ikke er farlig for den offentlige Sikkerhed, da afhænger hans Forsørgelse af Communen, selv om denne er nok saa fattig; er han farlig, da af Amtet, enten ganske eller for endel. Staten fordrer altsaa ligesom, at den Afsindige skal begaa en Forbrydelse eller deslige, inden den letter Communen den Byrde, det under enhver Omstændighed er, at have en Afsindig i sin Midte. Dette er nu vel noget ligt med, hvad der finder Sted i Frankrig og i andre Lande, men som det synes, kunde et ikke meget højt stillet Communeforstanderskab deraf tage Anledning til at lokke eller tirre en gal Mand til Yttringer eller Handlinger, der vilde have hans Indespærrelse til Følge, for det bedste Kjøb muligt. Jeg vil ikke sige, at dette er skeet, men jeg kjender dog et Par Tilfælde, hvilke man ganske vist har gjort det meste muligt ud af, for at faae Byrden lagt over paa Amtet, og man har ogsaa heldigt opnaaet dette. Der er formentlig saa meget mere Grund til at øve Snedighed herved, som Amtmændene udentvivl i Almindelighed ere temmelig difficile i Andragender af den Natur.
Det er forøvrigt en meget stor Ulykke for de Afsindige, at de nogensinde ere blevne slaaede sammen med de Fattige, og neppe en mindre, end at de ere blevne parrede med Forbrydere. Det er Fattigcommissionernes Pligt at sørge for de Afsindige (Reglement 5. Juli 1803) og dersom de opfylde den, da skeer dette i de allerfleste Tilfælde kun i Overensstemmelse med Ordene i det anførte Reglement: ”lige med andre Fattige”; men nu er dog en Afsindigs Trang og Fornødenhed meget væsentlig forskjellig fra en anden Fattigs. Selv den Afsindiges Stilling til Staten er højst forskjellig fra den Fattiges: han er en syg Mand, hvis Paarørende ere berettigede til af et christeligt Samfund, af en christelig Øvrighed og Regjering at forvente, at der efter Mulighed træffes Raad til Helbredelse for ham, som for andre Syge. Dertil er der imidlertid ingen Lejlighed, og Loven yder ham overhovedet kun en ringe Beskyttelse, den siger: „hvo der vil, kan hannem binde”, han er altsaa „vogelfrei”; han bindes, indespærres og mishandles paa de allerforskjelligste Maader.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 102
Den Fattige kan bevare sin Frihed, naar han ikke søger offentlig Understøttelse, men den Afsindige mister efter Loven sin Frihed, og skal dog blot have Krav paa Forsørgelse som et Fattiglem. Desuden, efter det foregaaende, tilhøre over 1600 Individer, eller mere end 2/3 af det hele Antal af Idioter og Afsindige, som findes i Landet, Jorddyrkernes Classe. Forsaavidt altsaa, som disse vare en Gjenstand for offentlig Forsørgelse, og dette er Tilfældet med en ikke ringe Del af dem, saa var det væsentlig Bønder i Fattigcommissionerne med deres bornerede Anskuelser, af hvem de vare afhængige, og som havde at afgjøre, hvad og hvormeget, der skulde anvendes paa et givet Individ, altsaa ogsaa, om han skulde helbredes, eller ikke, men dermed ere de Afsindige kun meget slet tjente. Hvortil det leder, kan for en Del sees af følgende Exempel. En Præst i Møenbo-Baarse Herred anførte paa Schemaet følgende Bemærkning, om en ung 26aarig Pige, der havde været Forstanden berøvet i 5 Aar: ”Patienten er egentlig blot sindssvag, som fra Begyndelsen kun yttrede sig til maanedlige Tider, og hendes Tilstand forværredes især, da hun, imod mit Ønske, kom til at gaae paa Omgang i Sognet. Vi have søgt Amts Understøttelse, for at holde hende paa Hospitalet; men da dette er os afslaaet, og Sognet har mange Fattige, have vi ikke selv turdet paatage os Byrden at holde hende der, og nu vilde det rimelig være for sildigt”.
I de mindre Kjøbstæder, hvor Smaastads Borgere raade for de Afsindiges Skjæbne, ere de ikke bedre farne, som følgende Exempel, der er foregaaet under Forfatterens Øjne, tildels udviser. I Aaret 1838 havde skuffede Forventninger og nogen anden Modgang styrtet en ung Borger i en Kjøbstad i Afsindighed; han tillod sig Voldsomhed og blev sat i Daarekisten dersteds. Dette var imidlertid et højst upassende Opholdssted for et Tilfælde af den Art, baade af mange andre Grunde, og fordi Patienten holdtes i en meget stor Agitation derved, at han vidste sig sin Familie saa nær, uden at kunne træde i Forbindelse med den. Da det altsaa med Vished kunde forudsees, at han maatte gaae tilgrunde, om han forblev der, saa blev
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 103
Stiftsøvrigheden anmodet om at bevirke, at Communen forstrakte de fornødne Midler til 1 Aars Cur i en større Anstalt, imod at der gaves Sikkerhed i Resten af en Patienten tilfalden Arv. Dette Andragende blev forelagt Fattigcommissionen, men afvistes, da den ikke ansaae Pantet godt nok for den forlangte Sum, og et nyt Andragende om Midlerne til at forsøge ½ Aars Cur havde samme Skjæbne. Derved vilde det have blevet, den Syge vilde have gaaet til Grunde i Daarekisten der i Byen, og naar dette var skeet: naar hans Sygdom var bleven uhelbredelig, og hans ubetydelige Formue var gaaet med, da havde Fattigcommissionen uden Modsigelse underholdt ham hans hele øvrige Levetid i bemeldte Daarekiste. Dette blev heldigvis afværget ved en privat Mands Mellemkomst: de fornødne Penge bragtes tilveje; Patienten sendtes til Bidstrup og vendte efter et Aars Forløb restitueret tilbage. Dette er et af de Tilfælde, der har aabnet Forfatterens Øjne for Forholdets hele sørgelige Stilling hos os, og det har en væsentlig Del i den Retning, hans Virksomhed i de senere Aar har taget. Det, der i det anførte Exempel er mest fremtrædende, det er, at en given Patient kan holdes under afgjort skadelige Betingelser, under Betingelser, ved hvis Indvirkning hans Sygdom absolut maa forværres, og at han ikke kan rives ud deraf, naar Fattigcommissionen sætter sig derimod; thi Stiftsøvrigheden, eller Overøvrigheden overhovedet, besidder ingen Magt til at tvinge Communen til at gjøre noget Overordentligt for en Afsindig. Skal der altsaa imod Fattigcommissionens Erklæring gjøres noget for en Saadan, saa maa man henvende sig til den højeste eller vel endog til den allerhøjeste Magt i Staten; men der er vist ikke Mange, der gjøre sig denne Ulejlighed for en Afsindig, og om det endog skete i et enkelt Tilfælde, saa vilde dette som oftest være til liden Nytte, da den gunstige Tid for Helbredelsen i Regelen vilde være gaaet forbi, inden man greb til dette yderste Middel. I det bedste Fald var det da kun for et enkelt Tilfælde.
Selv hvor Bestyrelsen af Fattigvæsenet indeholder i sig meget udmærkede Mænd, for hvem alle smaalige Hensyn svinde og hvor Communen anvender meget Betydeligt paa Daarevæsenet, f. Ex.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 104
Kjøbenhavn, der har det dog ogsaa vist sig uheldigt for de Afsindige, at de have maattet dele Bestyrelse med de Fattige. Hvorvel Forfatteren er af den Formening, at Fattigvæsen og forsvarlig Sygepleje af Afsindige aldeles ikke lade sig forene i een Bestyrelse, og det saa meget mindre, jo lavere denne er stillet i Samfundet, saa ville vi dog for et Øjeblik antage, at dette var muligt, og fremdeles, at den bedste Villie fandtes hos Alle, til at gjøre det Yderste for de Afsindige; men ved nøje at betragte Sagen vilde det snart vise sig, at det i mange Tilfælde virkelig var en Umulighed for Communerne at gjøre noget af Betydenhed for dem. Der gives nemlig flere Communer, der ere særdeles hjemsøgte med Idioter og Afsindige og allerede nu trykkes haardt nok af den Byrde, den simple Forsørgelse foraarsager, især da det ikke sjeldent er de fattigste Communer, der have de fleste Patienter af den nævnte Art. Blandt mange Exempler skal jeg anføre følgende. Det fattige Pastorat Harboøre og Engom i Ringkjøbing Amt havde 12 Idioter, som alle havde Understøttelse af Fattigvæsenet til et Beløb af over 130 Rbd., uagtet Communen, som saadan, selv stundom maa bede om Understøttelse. Gjeldslev og Rorup i Fyen havde 16 Idioter og Afsindige, hvoraf 11 havde Understøttelse af Communen til et Beløb af 278 Rbd. Tikjøb og Hornbek i Sjelland havde 9 Idioter og Afsindige, hvoraf de 7 i Cur og Forplejning kostede Sognet 546 Rbd. 1 Mk. 8 sk., og faa Maaneder iforvejen havde man endnu maattet underholde en Patient paa Bidstrup med en Udgift af henimod 200 Rbd. om Aaret. Af den førstnævnte Sum bar vel Amtet 106 Rbd. 44 sk., men alligevel er der nok tilbage for at tynge stærkt paa en Landcommune, især naar man betænker, at hvad der udredes for de Afsindige, i Regelen kun er en mindre Del af Fattigskatten. Og nu i en Commune som Øen Fuur, hvor der kommer en Afsindig paa 80 Indvaanere, saa at det udentvivl vilde blive en Pligt for Besidderne af 14-15 Tdr. Hartkorn, at underholde en Afsindig Aaret rundt, der kunde det neppe paabydes, at der for Communens Regning skulde gjøres ret meget for disse Patienter, uden at de sunde Beboeres
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 105
Existens kom i Fare, det er at sige, naar der skulde gjøres Noget tilgavns for dem, naar de f. Ex. skulde anbringes i en Anstalt o. s. v.
Det samme altsaa, der har foranlediget Regjeringen til, ved herskende, epidemiske Sygdomme at lægge Byrden for de Syges Helbredelse fuldstændig over paa en større Landsdel, et Amt, et Distrikt, o. s. v., det findes saaledes ogsaa her: nemlig den Umulighed for det enkelte Punkt, der er afficeret, at bære hele Byrden af Sygdommen, uden at der vilde ruineres en stor Mængde af Beboerne. Denne Betragtning har udentvivl en meget væsentlig Del i den Maade, hvorpaa Forholdet er blevet stillet i Preussen og andre Lande, og det er at haabe, at vor humane Regjering ikke vil undlade, blandt flere Punkter, der tale for en anden Fordeling af Byrden af de Afsindiges Forplejning, ogsaa at tage Hensyn paa dette. Dette er en Sag af stor Vigtighed; thi det vilde kun lidet nytte, at bygge Daareanstalter, naar Ingen havde Evne til at benytte dem.
3. Dersom det nu blev befundet passende at befrie de enkelte Communer for den Byrde, de Afsindiges Underholdning i Helbredelses- og Pleje-Anstalter kunde komme til at foraarsage dem, da vilde det udentvivl nærmest frembyde sig at lægge den over paa Amtet. Da Amterne allerede nu i visse Tilfælde udrede Omkostningerne ved de Afsindiges Underholdning, saa turde det finde mindst Vanskelighed at bringe det dertil, at Amterne bestrede disse Udgifter i alle Tilfælde. Det var kun et lille Skridt at gjøre, og dog en ikke ubetydelig Udvikling af Forholdet. Men dersom Communerne ere smaa Dele af Landet, saa ere Amterne ikke meget store Landsdele, og det kan gjerne være, at den samme Klage, der nu reiser sig over Byrdens uligelige Fordeling, ogsaa da vilde lade sig høre.
Dette vilde meget mindre blive Tilfældet, dersom Byrden blev lagt paa Distrikterne og herfor have vi ikke blot Analogi i andre Lande, men ogsaa hos os selv. Hans Majestæt har nemlig herfor opstillet et Exempel i Fyen, som Prinds-Gouverneur over denne Ø, og det er at ønske, at dette maatte finde Efterligning i det øvrige Rige. I Anledning nemlig af de
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 106
Forbedringer, der ved Hans Majestæts Forsorg, dels i 1826 anbragtes, dels senere udførtes ved Anstalten i Odense, blev dennes Udgifter natnrligvis forøgede og da det eragtedes, at Hospitalet ikke uden Skade for sin øvrige Virksomhed kunde paatage sig denne Byrde, saa blev den lagt, ikke paa et Amt, men paa den hele Provinds. Det Kgl. Refer. 8. Novbr. 1826 befaler saaledes, at de 600 Rbd. aarlig, der i den nævnte Anledning blive at udrede, lægges paa Stiftet og fordeles saaledes, at 200 Rbd. lægges paa Kjøbstæderne, 400 paa Hartkornet. Byrden kunde da fordeles i Landet efter samme Maalestok. Maaske kunde den ogsaa, ligesom i Rhinpreussen, falde hen i en staaende og en svævende Del, og den staaende Del, det er: alle de Udgifter der, uafhængigt af Patientantallet, aarligt maa udredes for at holde Anstalten i Gang, saasom Bygningernes Vedligeholdelse, Skatter m. m., falde paa Distriktet, medens den svævende Del, det er: alle de Udgifter, der flyde af et forøget Patientantal, saasom: Forplejning, Medicin, for en Del Opvarternes Løn m. m., faldt paa Amterne. Dette maa imidlertid overlades til Statsmændenes Afgjørelse.
Flemming har i hans Skrivelse (see Bilagene) fremhævet det i Prag stedfindende System, som det bedste, og det har unægtelig store Fordele. Det bestaaer nemlig deri, at der ved Beskatning tilvejebringes et vist Antal Fripladse i Anstalterne, hvilke belægges af Overøvrigheden. Det eneste herimod er, at det neppe passer med vore Forhold. I ethvert Tilfælde vilde det udentvivl alligevel findes tjenligt, hvad enten Byrden blev lagt paa Amterne eller paa Distrikterne, at Statskassen ved et aarligt Tilskud, ligesom det skeer i Baden og Würtemberg, lettede disse en Del af Byrden; thi jo mere man paa alle Maader søger at gjøre Anstalterne populaire, ogsaa i oeconomisk Henseende, og jo villigere Folk desaarsag blive til at betjene sig af dem, jo snarere skal man spore Følgerne af de nye Indretninger.
Communerne vilde altsaa for hver enkelt Communes Vedkommende intet have med de sig i Anstalterne befindende Patienter at gjøre, men de contribuerede som Dele af Distriktet
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 107
eller af Amtet proportionaliter til deres Forplejning o. s. v. De Idioter og Afsindige derimod, som befandt sig paa fri Fod kunde vedblive ligesom hidtil at forsørges af deres resp. Communer, dog under Tilsyn af den foromtalte Forening og af Overbestyrelsen i Hovedstaden.
Med Hensyn paa Kjøbenhavn, da er det et Spørgsmaal, om denne Stad lader sig forene med Amtet, eller med Distriktet, forsaavidt som det vedkommer Udredelsen af de Afsindiges Forplejning. Saavel ved ældre kongelige Befalinger, som navnlig ved Resolution af 19. Mai 1808 er det nemlig, som allerede anført, gjort til Pligt for St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse at underholde Stadens Afsindige og den oven foreslaaede Flytning af St. Hans Hospital (etc), kunde naturligvis ikke gjøre nogen Forandring heri.
Den Omstændighed, at der kun er omtrent 300,000 Rbd. tilstede af disse Stiftelsers Capitaler, hvis Renter omtrent 9000 eller 12,000 Rbd. ikke paa langt nær ere tilstrækkelige til Underholdningen o. s. v. af Stadens Afsindige, vilde heller ikke kunne komme i Betragtning; thi om meget faa Aar ville de oftbenævnte Stiftelser have alle deres Legatcapitaler restituerede, og da vil St. Hans Hospital (etc). omtrent kunne underholde alle Stadens Afsindige. Forsaavidt idetmindste som det angaaer Udredelsen af de svævende Udgifter maatte Staden udentvivl udgjøre en isoleret Del.
4. Den følgende Oversigt viser Antallet af samtlige i Aaret 1840 paa en eller anden Maade af det Offentlige eller af Communerne understøttede Idioter og Afsindige,
|
|
|
Skjul gotisk tekst
|
Note p 107
*)Af disse 327 Individer vare nogle faa pensionerede Embedsmænd, nogle andre vare Plejebørn fra Opfostringshuset, men Pluraliteten underholdtes af Kjøbenhavns Fattigvæsen. Da det ikke har været muligt, nøjagtigt at angive, hvormeget de tilsammen koste det Offentlige, saa ere de anslaaede til 39,000 Rbd., hvilket formentlig er nogle Tusinde Rigsbankdaler mindre, end de virkelig have kostet. Grunden til denne lavere Ansættelse er, at jeg tidligere for Hs. Majestæt og for Cancelliet, ved at stille det, der nu anvendes paa de Afsindige, mod den Udgift, der vilde blive nødvendig, naar man havde reorganiseret Forholdet, har søgt at bevise, at der endog var pecuniair Fordel ved at ivarksætte den foreslaaede Reform; men derved har jeg anseet det forsigtigst hellere at ansætte den nuværende Udgift under, end over dens virkelige Beløb. En modsat Fremgangsmaade torde muligt have paadraget mig Skin af uredelig Adfærd.
Side 108
Deraf havde, ifølge de trykte Regnskaber, Amternes Repartitionsfonds (med Undtagelse af det for Færøerne, der er forblevet Forf. ubekjendt) i 1840 udredet, i
1ste Distrikt 2743 Rbd. 20 sk.
2det ” 829 ” 40 ”
3die ” 1199 ” 67 ”
Tilsammen 4772 Rbd. 31 sk.
Den hele Bekostning i Penge, Korn o. desl. beløber saaledes næsten 70,000 Rbd. aarligt, hvoraf 40 til 50,000 Rbd. anvendes paa de Afsindige, Resten paa Idioterne. I denne Sum er der medtaget nogle faa af Statskassen udredede Pensioner, hvilke dog ikke udgjøre noget betydeligt Beløb, men hovedsage¬lig have Communerne præsteret det Hele som Almissehjælp eller som Forplejningsomkostninger i en Anstalt. Derimod er der ikke beregnet noget for det Meste af, hvad Hospitalerne i Provindserne have bidraget. En stor Del af de Forsørgede erholdt kun en Understøttelse af nogle Skjepper Korn aarlig, og det er ikke blevet bragt med i Anslag, hvad disses Paarørende eller andre gode Mennesker have maattet føje til, for at supplere det Manglende i deres Underholdning. Endelig er der heller ikke beregnet noget, for al den Opvartning, Røgt og Pleje, som de Afsindige have erholdt i Communerne og hos deres Familier, saaledes, blandt Andet, intet, for hvad det stundom koster en Com-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 109
mune i Uger og Maaneder, ofte i den travleste Tid, at maatte afgive 1, 2 eller flere Mand til Vagt efter Omgang hos en Rasende, der just har sin Paroxysme o. s. v. o. s. v.
Det antages, at alle disse indireete Udgifter beløb sig til mindst 30,000 Rbd., saa at de Afsindige i et Aar kostede omtrent 100,000 Rbd.
Communerne, som nu altsaa have maattet udrede næsten hele den anførte Sum m. m., have naturligvis havt betydelig Byrde heraf, og dog har al denne Udgift ikke været til nogen væsentlig Nytte for de Syge. Den samme Bekostning, noget anderledes fordelt, og anvendt paa en hensigtsmæssigere Maade, vilde strax udgjøre det Meste af, om ikke Alt hvad der behøvedes, og sandsynligvis vilde man om faa Aar ikke bruge nær saa meget. Det synes endogsaa, som om en Reorganisation af Forholdet strax vilde give en oeconomist Fordel.
5. Vi ville engang forsøge paa, ved en Beregning at udfinde, hvad Forplejningen af alle uformuende Idioter og Afsindige vilde koste i et Aar, naar alle de Foranstaltninger vare trufne, der ovenfor ere foreslaaede. Omtrent 2/3 af det hele Antal nyde Bidrag til deres Underholdning af det Offentlige, de øvrige ere vel ikke alle velhavende, hvorvel nogle ere det, men i al Fald nyde de ingen offentlig Understøttelse. Omtrent det samme Forhold har i endel Aar været temmelig stadigt paa Bidstrupgaard, mellem de ikkebetalende og de betalende Patienter, saaledes at omtrent 2/3 have været fritliggende for diverse Communers Regning, 1/3 og stundom flere have været betalende. Naar Landet altsaa havde Plads i Helbredelsesanstalterne til 280 Patienter, saa vilde omtrent 100 være betalende, 180 ikkebetalende. Disse sidste vilde koste omtrent 140 Rbd. aarlig pr. Individ ligesom i Slesvig. I denne Anstalt betaler nemlig en Indfødt 110 Rbd. om Aaret (see det trykte Regulativ), og da Anstalten aarlig lægger 2 a 3000 Thlr. op (s.Regnsk. i Alt. Merc.), saa kan det vel antages, at Patienter paa simpel Pleje idetmindste ikke koste betydeligt mere, navnlig ogsaa af den Grund, at Gennemsnitsprisen, som førhen sagt, i denne Anstalt kun er
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 110
158 1/6 Rbd., og Anstalten, har, som bekjendt, mange Patienter, der kunne gjøre Fordringer.
De 400 Individer i Plejeanstalterne ville væsentlig være Fattiglemmer, hvilke anslaaes til 61 Rbd. aarlig pr. Individ.*) Da imidlertid Cur-Forsøg i Plejeanstalterne paa ingen Maade maatte aldeles opgives, og saaledes ogsaa en noget rigeligere Forplejning, som et fortrinligt Hjelpemiddel til Helbredelse, nødvendigt maatte indføres i de ny Plejeanstalter, saa er det nok muligt, at Forplejningen, navnlig i Sjelland, kunde blive noget dyrere, men det vilde dog ikke blive ret meget.
Herforuden vilde formentlig 820 uformuende Patienter være at forpleje under Tilsyn af Foreningen. Disse vilde i det allerhøjeste kunne koste 30 Rbd. pr. Individ, hvilket næsten i hele Landet ansees for fuld Fattig-Forplejning, hvorved det ogsaa maa erindres, at flere af denne Classe ere arbejdsføre, og kunne fortjene et ikke ubetydeligt Bidrag til deres Underholdning, og at mange ere Børn, hvis Forældre meget godt kunde være tjente med, og med Taknemmelighed vilde modtage en meget mindre Understøttelse end 30 Rbd aarlig.
Derved vilde der alligevel kun være sørget for 1400 Individer; men det er antaget, at Helbredelserne, formedelst de ny Indretninger vilde, udenfor den almindelige aarlige Bevægelse i denne Del af Befolkningen, stige med 12 pCt., og at denne forøgede Bevægelse vilde have bragt de øvrige 168 Individer henover Fripladsene og ført dem tilbage til Samfundet. Den hele Udgivt for det Offentlige blev altsaa
180 ikkebetal. Patienter i Helbredelsesanst. a 140 Rbd. 25,200.
400 Lemmer i Plejeanstalterne a 61 Rbd. 24,400.
820 ” i Communerne a 30 Rbd. 24,600.
168 for den forøgede Bevægelse i denne Del af Befolkn.
1568 Summa Rbd. 74,200.
*) Forf. har seet Exempler anførte paa, at Forplejnings Udgivten i engelske Arbejdshuse kun andrager £ 6. 17 s. 7 d. aarlig, omtrent 60 Rbd., og Barrentrapp beretter endog, at i en Forplejnings-Indretning i Edinburg kostede Afsindige kun omtrent £ 3. aarlig = 25 à 30 Rbd. pr. Individ.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 111
Denne Bekostning er, som det sees, langt under den nærværende, og man har udentvivl her et Slags Bevis for, hvad man kan udrette, naar man samler de Kræfter, der nu ere splittede ad. Desuden vilde den angivne Sum blive ikke ubetydeligt reduceret ved Hospitalernes aarlige Bidrag (istedetfor selv at forsørge Afsindige, underholde Detentionsanstalter o. s. v.), ved hvad Anstalterne fortjente ved de 100 betalende Patienter, hvilket idetmindste maatte beløbe sig til 3 a 5000 Rbd. om Aaret, ved nogle Fremmede som benyttede Anstalterne o. s. fr. Det skjønnes derfor ikke rettere, end at man, ved at gjøre det mest Fornuftige, heldigvis i dette Tilfælde ogsaa gjør det mest Oeconomiske, og dette berettiger udentvivl til det Haab, at noget vil kunne ventes at komme istand.
Den anførte Beregning kan imidlertid angribes. Man kan f. Ex. sige, at Helbredelserne ikke ville stige 12 pCt. formedelst de ny Indretninger, men at det hele Antal af 1568 Individer vil vedvarende blive ved at tynge paa Samfundet. Nu vel, saa lægge vi 5000 Rbd. til for dette Tilfælde. Fremdeles kan man sige, at Staten maaske nok vil sætte de foreslaaede Anstalter etc. i Gang; men den vil ikke give de omtrent 200,000 Rbd., der ville medgaae dertil, den vil kun forstrække dem som Laan. Altsaa maa Renterne, 6000 Rbd., ligeledes føjes til. Men naar vi nu have efterkommet begge disse Fordringer, saa kommer Daarevæsenet dog ikke til at koste saameget som nu. Overalt seer man let, at om man end lægger 25 pCt. eller vel endog det Dobbelte paa alle Satserne, saa bliver de Afsindiges Underholdning etc. dog ikke dyrere,
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 112
Lovgivningen
1. Det ligger meget nær, at en Reorganisation af Daarevæsenet ikke vilde kunne gjøre tilbørlig Nytte eller vinde Bestand, dersom man ikke med det samme reformerede vor didhørende Lovgivning, der er forældet og tildels tilhører en barbarisk Tid. At man i andre Lande har undladt dette, har skadet Sagen særdeles meget, og gjort, at de betydelige Capitaler, man hist og her har anvendt paa den, for en stor Del kunne ansees for bortkastede.
Vi ville kortelig betragte, hvorledes Loven i nogle fremmede Stater forholder sig til de Afsindige.
I England har man siden 1808, da der blev givet en provisorisk Lov, for Daarevæsenet, hvert tredie Aar ved ny Arbejder søgt at fuldkommengøre den. Den er imidlertid neppe egnet til at overføres paa vore Forhold, skjøndt den vistnok fortjente at tages Hensyn paa ved Affattelsen af en Lov for Danmark, om ikke for andet, saa for dens hele humane Tendens. Det synes ogsaa at være vist, at man ved at give en Lov for et saa dunkelt Forhold, har indskrænket sig til at give den for 3 Aar ad Gangen.
Den ofte citerede franske Lov af 30. Juni 1838, og de Betragtninger af Falret og Fl., som Projectet til denne Lov foranledigede, fortjene ligeledes megen Opmærksomhed.
Genferloven og den belgiske Lov ere blevne roste for mig af Geheimeraad Mittermayer i Heidelberg, til hvem jeg ved Roller erholdt Adgang. Den første af disse er hidtil forbleven mig ubekjendt, men den sidste har jeg havt Lejlighed til at lære at kjende, og det kan vel ikke nægtes, at der ved denne er tildelt Commune-Raadet og Provincial-Raadet en Del Myndighed med Hensyn paa Tilvejebringelsen af Midlerne til Underholdningen af Afsindige m. m.; men Forholdets hele Stilling i dette Land tyder hen paa, at Loven ikke er levende og virksom, ei heller Haandhævelsen af den kraftig og dygtig.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 113
Jeg troede en Tidlang, at den tydske Lovgivning var den, der fortjente den største Opmærksomhed, fordi de tydske Culturformer, som noget mere beslægtede med vore egne, med mest Lethed pleje at lade sig omplante paa dansk Grund. Da jeg imidlertid ikke følte mig tilfredsstillet ved at gjennemgaae de bekjendte Samlinger af Medicinallove af Walther og Zeller for Preussen, Augustin for samme Stat, Dornbluth for Mecklenborg o. s. v., saa har jeg paa Reisen erkyndiget mig om denne Sag hos alle de Mænd af Faget i Mecklenborg, Preussen, Sachsen, Böhmen, Baden, Würtemberg o. s. v., som jeg kom i Berørelse med. Da jeg heller ikke hos dem erholdt den attraaede Oplysning, saa henvendte jeg mig for Tydsklands Vedkommende til Geheimeraad Mittermayer, og for Holstens Vedkommende til Etatsraad Falck, men det eneste Resultat af disse Efterforskninger er den Vished, at der saa godt som ingen Lovgivning bestaaer for dette Forhold i nogen tydsk Stat. Hvor man har Instructioner for Daareanstalter, f. Ex. i Preussen, Østerrig, Baden, Würtemberg o. s. v., der dømmer man efter disse, forsaavidt som de strække til, forøvrigt hjælper man sig med Usancer. Retstilstanden er derfor paa sine Steder meget usikker, og man har blandt Andet fortalt mig et Exempel paa en ung Doctor juris, der for 28 Aar siden indgav en overspændt Klage til Retten i Schwerin, og som derfor uden videre blev beskikket en Formynder; men hverken denne Mand eller hans Familie har nogensinde været istand til at aftvinge Retten en Kjendelse derfor, og først for et Par Aar siden fandt denne Foranledning til at høre Flemmings Erklæring over Casus. I Preussen bestaaer der dog et positivt Lovbud, men det er bleven til paa en Tid, da man var fuld af Gru for de slette Detentions-Anstalter. Det er nemlig en Cabinetsordre af 3. April 1804, der, i Analogie med den da gjeldende franske Lov, befaler, at saasnart En overgives til en Daareanstalt, da skal der indledes en retslig Undersøgelse, og gaae en Retskjendelse over ham, uden hvilken han ikke maa beholdes i Anstalten. Dette kunde maaske være ret godt, naar Talen var om Daarekister, men da
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 114
man en Snes Aar senere oprettede hensigtsmæssige og velbestyrede Helbredelses-Anstalter saa maatte en saadan Lovbestemmelse, hvilken Juristerne vedbleve at gjøre gjældende ogsaa for de Syge, som indgaves til Cur, nødvendig vise sig fjendtlig for disse Anstalters Virksomhed. Ved minist. Circ. 16. Februar 1839, er denne Bestemmelse neutraliseret for Helbredelses-Anstalternes Vedkommende.
2. I Danmark have vi den bekjendte Passus i Chr. 5. Lov, Bestemmelsen i Fattig. Regl. 5. Juli 1803, Plac. 19. Novbr. 1828, og Reskr. 20. Octbr. 1830, bekjendtgjort ved Canc. Skr. 6. Novbr. s. A. Dette er udentvivl det væsentlige af hvad vi have for dette Forhold.
Om en ny Lov i det Hele, maa det bemærkes: at da alle menneskelige Forhold ere bevægelige, men de Love, hvorefter de styres, almindeligt ere temmelig faststaaende, saa formenes det, at megen Ulempe reiser sig for Samfundet deraf, at Lovene, navnlig naar det gjælder saa specielle og saa ny Gjenstande, som den, vi her beskjeftige os med, ikke følge Forholdene i deres Udvikling. Da vi hidtil ikke have gjort noget af Betydenhed for Sagen, saa vilde vi naturligvis behøve Belæring over flere Punkter fra Erfaringen, hvorfor det udentvivl vilde være passende at gjøre den ny Lov for Daarevæsenet provisorisk, maaske som i England for 3 Aar ad Gangen, og det kunde paalægges Overbestyrelsen mod Udløbet af den givne Tid at indhente Vedkommendes Erklæringer, over hvilke Punkter, der kunde behøve at forandres og hver Gang at forelægge Hans Majestæt et Andragende om, enten at faae Loven forandret eller stadfæstet.
Den ny Lov maatte dels ophæve, dels forandre og nøjere bestemme de hidtil gjældende Lovbud.
Den skulde beskjeftige sig med at bestemme Forholdets Grændser, navnlig efter de allerede i det foregaaende angivne Motiver, maatte den emancipere det fra Fattigvæsenet.
Ved den franske Lov er det forbudet at indespærre de Afsindige i Localer, som ere bestemte for Forbrydere, og at transportere dem i Selskab med saadanne. Der er befalet, at de
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 115
paa længere Transporter skulle overnatte i Hospitser o. s. v., alt naturligvis for at de ikke skulle yderligere demoraliseres. *)
I Danmark tilsteder Loven ”hvo der vil” at binde den Afsindige. At den tilføjer, at han saaledes bunden skal føres til Thinge og tilbydes hans Frænder til Forvaring, kunde ansees for en Art Beskyttelse, skjøndt det just ikke er nødvendigt at see dette Lovbud fra den Side, og det bliver i al Fald uvirksomt i denne Retning derved, at Almuen ikke mere staaer i en saadan levende Forbindelse med Thinget, at det er rimeligt, at Vedkommende efterlever denne Befaling, eller om han gjør dette, at da den Syges Frænder der ere tilstede, for at tage sig af ham; men endnu mere derved, at de nærmeste Frænder, de, hvem den Afsindiges Gods kunde tilfalde, ofte netop ere hans værste Fjender, da de, foruden andre Motiver, ogsaa kunde ledes af Egennytte. Det er ikke for intet, at det er bleven til et Ordsprog: ”Frænde er Frænde værst.” – I denne Henseende kunde en ny Lov træffe en bedre Bestemmelse.
Fremdeles, vi have (See foran) 2 Anstalter, der staae i nøje Forbindelse med Tugthuse; vi have en, og vi ville snart have to Anstalter i ikke mindre nøje Forbindelse med Arbejdshuse. Da den Afsindige er skyldfri for Loven, saa burde han ikke bringes hen i Anstalter, der tillige ere bestemte enten for Forbrydere eller for Landstrygere. Hvad navnlig de sidste angaaer.
*) Les hopices & hôpitaux civils sont tenus de recevoir provisoirment les personnes aliénés qui leur sont adressées par les préfets et les maires, jusqu´à ce qu´on puisse les diriger sur un établissement special destiné à les recevoir, ou pendant le trajet qu´elles font pour s´y rendre.
Dans toutes les communes où il existe des hospices ou des hôpitaux, les aliénés ne doivent pas être déposés ailleurs que dans ces hospices & hôpitaux. Dans les lieux où il n`en existe pas, les maires sont tenus de pourvoir à leur logement soit dans une hôtellerie, soit dans un local loué à cet effet. Dans aucun cas, les aliénés ne peuvent être ni conduits avec les condamnés ou les prévenus, ni déposés dans une prison.
de Watteville, l. c. p. 178.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 116
da skal jeg ikke omtale Sygehusets Forbindelse med Arbejdshuset, som mig uvedkommende paa dette Sted. Det er desuden nok muligt, at man kan overbevise en fornuftig Mand, der er syg, om Nødvendigheden af, at han behandles i det Locale, hvoraf en Del er bestemt for alle Slags Vagabonder, og forsone ham med hans Ophold der; men med en afsindig Mand gaaer dette neppe an; idetmindste vil han identificere sig med Beboerne af den ene eller den anden ham uvedkommende Section og føres bort fra det Standpunkt, fra hvilket han skulde betragte sin Stilling, og han vil saaledes ikkun end mere forvirres og demoraliseres.
Den ny Lov skulde altsaa ligesom i Frankrig emancipere Daarevæsenet fra Criminalvæsenet.
Den ny Lov skulde fastsætte Anstalternes Omfang og deres indre og ydre Virksomhed (Schemata, Formularer, Tjenestereglementer o. s. v.). Den burde anvise Midlerne til Bestridelsen af de aarlige Udgifter, de Syges Underholdning m. m., Forholdets Oeconomie betræffende, navnlig skulde den tage Hensyn paa at Helbredelses-Anstalterne havde at virke for de nyere Tilfælde, hvilke altsaa der og intet andetsteds vare at anbringe. For at deres Virksomhed imidlertid ikke skulde lammes, maatte der fastsattes en vis Tid, inden hvilken Patienterne maatte være udskrevne, f. Ex. 2 Aar, en Termin, der dog paa Overlægens Indstilling maatte kunne forlænges o. s. v. o. s. v.
Plejestiftelserne skulde modtage af de ældre Tilfælde saadanne, som overgaves dem fra Helbredelses-Anstalterne eller fra Communerne, navnlig burde der anbringes alle saadanne, som fordre megen Røgt og Pleje, Bevogtning o. s. v.; ligeledes de, som ved Dom vare indsatte, naar de ikke egnede sig til Curforsøg. Afsindige derimod, der som saadanne havde begaaet Forbrydelser, burde, saaledes som det skeer i alle tydske Anstalter, i alle Henseender behandles aldeles lige med andre Afsindige, saalænge Sygdommen varede, og naar de vare helbredede, maatte det overlades til Staten, hvad den vilde gjøre med dem.
Der maatte fremdeles træffes Bestemmelser for dem, der
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 117
vilde blive at forpleje hos Private – for den Forening, der skulde have Tilsyn med dem o. s. v.
Den Maade, hvorpaa de private Bure og Indplankninger baade kunne anvendes og blive anvendte til Mishandling af de Patienter, de indeslutte, og den skjærende Modsigelse, hvori de staae til Videnskaben, synes at indeholde tilstrækkelige Motiver til aldeles at forbyde og afskaffe dem. Det burde ikke være en Fattigcommission, endnu mindre Enhversomhelst, tilladt efter et vilkaarligt Skjøn, paa denne Maade at gribe ind i et Menneskes Existents. Der er saa meget mere Grund til aldeles at omstyrte dette System, som det ogsaa i oeconomisk Henseende viser sig at være fordærveligt.
2. Da der ikke existere andre private Anstalter, saa ansees det ikke for passende, at Loven tog Hensyn paa saadanne, med mindre det maaske ialmindelighed kunde bestemmes, at det skulde være bundet til en vis Form at oprette private Anstalter og at modtage Patienter i disse; – at der eventuelt maatte være tilstrækkeligt Lægetilsyn; — at de maatte staae under samme Control fra Statens Side, som de offentlige Anstalter o. s. v.
3. Med Hensyn paa Patienternes Optagelse, da maatte der bestemmes, hvad for Bevisligheder, der vilde være at producere for at constatere Sygdommen, den Syges Formuestilstand m. m.
For Statens Vedkommende kunde Sygdommens Tilstedeværelse ansees tilstrækkelig godtgjort, naar den som i England var bevidnet af to Læger, der, hver for sig til forskjellige Tider, havde besøgt Patienten; eller som i Frankrig af en Læge, hvis Attest dog ikke gjaldt, dersom den var 14 Dage gammel, eller dersom han var, inclusive andet Led, beslægtet med Bestyreren eller Eieren af en given Anstalt, eller med Patienten, som skulde anbringes deri;*) eller som i Würtemberg af en Læge, og dersom han ikke er Physikus, da tillige af denne o. s. v.**)
*) Omtrent de samme Forsigtighedsregler ere ellers ogsaa iagttagne i den engelske Lov af 15 Iuli 1828, der er det vigtigste Lovarbejde i England i den Retning. –
**) Instr. f. Winnenthal.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 118
For Videnskabens Vedkommende, da var der adskillige Bestemmelser ønskelige. Det er ikke nok, at man har Anstalter, selv ikke, at man har dem i Overflødighed, som Belgiens Exempel kan lære os: man maa ogsaa sørge for, at de kunne blive brugte og det saa betimeligt, at de Syge tilgavns kunne have Nytte deraf. Det ansees upassende her at føre Beviset for, at den samme Sygdom, der i de første Maaneder er let at behandle og at helbrede, efter en given Tids Forløb er yderst vanskelig eller aldeles ikke til at helbrede. Vi henvise til alle tydske, franske, engelske o. s. v.*) Læger og skulle her indskrænke os til at sige, at de, efter vor Mening, fornuftigere af alle disse antage, at Afsindighed i de fleste Tilfælde, i Begyndelsen er en simpel Affection af et givet Parti af det nerveuse System, men at den senere, naar Constitutionen ikke formaaer længere at gjøre Modstand, dels udbreder sig over flere Nervepartier, til Hjernen o. s. v., dels bliver compliceret af Desorganisationer af et eller flere corresponderende Organer. Det er saaledes indlysende, at det er meget lettere at fjerne en ny og tilmed en simpel Affection, end en forældet og compliceret o. s. v.
I England er det gjort til Pligt for Fattigforstanderne (overseers), inden 8 Dage, for vedkommende Øvrighed (justices) at anmelde, naar en Afsindig er bleven Fattigvæsenet til Byrde, hvorved man dog maaske blot har havt det Oeconomiske for Øie.
I Würtemberg derimod er det, fra det medicinske Standpunkt af, paalagt alle Læger ufortøvet for Øvrigheden at anmelde ethvert dem forekommende Tilfælde af Afsindighed **) og Øvrigheden har saa at sørge for, at de Syge faae al den Hjælp, deres Tilstand fordrer. Dette kunde paabydes hos os og maaske udstrækkes derhen, at der, enten ved Lægen eller ved øvrigheden, strax gjordes Anmeldelse af Casus for vedkommende Distrikts-Anstalts Overlæge. Dette vilde være i Analogi med de Indberetninger, det er en Pligt for alle Læger at afgive til Physikus om smitsomme og farlige Sygdomme etc.
*) Conf. Dansk Ugeskrift, Anden Række, Nr. 42. 43, 44, P. 264.
**) Instr. f. Winnenthal.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 119
For Overlægen vilde deslige Indberetninger være af ganske speciel Interesse: han kunde saaledes, foruden de Patienter, han havde under dagligt Tilsyn i sin Anstalt, paa den ene Side ved den projekterede Forening holde Øje med de udskrevne, og paa den anden Side fra Lægernc faae Underretning om alle nye Tilfælde. Han vilde derved blandt Andet blive bekjendt med alle Recidiver og istand til at rectificere sine Anskuelser i Curen m. m.; han vilde, bedre end det nu kan skee, blive istand til at henføre de enkelte Tilfælde til deres rette Aarsager; og kort, kun derved kunde han blive istand til at oversee og gjennemskue Forholdet i alle Retninger i sit Distrikt – i Landet o. s. v. I flere Tilfælde kunde han bidrage til, dels at Patienterne blive fornuftigere behandlede i deres Hjem, dels at de hurtigere kom ind i Anstalten, hvoraf deres Helbredelse væsentlig og for Størstedelen er afhængig. Fra Distrikts-Anstaltens Overlæge maatte Indberetningen uden Ophold gaae videre til Overadministrationen o. s. v.
Dette Forslag er gaaet ud fra en Anskuelse af hele Forholdets Stilling, saavel hos os, som i andre Lande, og det har fremstillet sig for mig som gavnligt, forinden jeg lærte at kjende den i Würtemberg gjeldende Bestemmelse. Det var imidlertid først under mit Studium af Anstalten i Siegburg og de Forhold, hvorunder denne staaer, at det udviklede sig til Klarhed. Da jeg spurgte Jacobi, hvad han mente om Hensigtsmæssigheden af et saadant Paabud, svarede han, at han vel ansaae det for gavnligt, men at Lægerne ikke vilde efterkomme det. Jeg indseer imidlertid ikke, hvorfor Lægerne mindre ved denne Lejlighed, end naar Talen er om Indberetninger af epidemiske Sygdomme, skulde undlade at efterkomme deres Pligt. Da enhver Læge, der har nogen Samvittighed, maa føle sig højlig besværet, naar han i privat Praxis træffer paa deslige Syge, for hvilke han intet kan gjøre, saa er der endog nogen Formodning om, at man i Almindelighed med megen Beredvillighed vilde føje sig efter en Foranstaltning, hvorved man paa engang kunde befri sig fra en meget stor Byrde og et ikke mindre Ansvar. Roller fandt Foranstaltningen hensigtsmæssig, og den
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 120
er et af de Forslag, hvortil en Yttring i hans Skrivelse blandt Bilagene sigter. Zeller billigede ligeledes Forslaget. Kun Jessen har bemærket, at han for sit Vedkommende ikke ønskede en slig Foranstaltning, blandt andet af den Grund, at han desuden havde Forretninger nok m. m., som hans Skrivelse indeholder. Denne Misbilligelse turde maaske dog reise sig deraf, at Forslaget, saaledes som det forelagdes ham, tillige indeholdt den Bestemmelse, at Anstaltens Overlæge ex officio skulde kunne drages i Consultation; til den har Jessen væsentlig holdt sig, og det er mod Hensigtsmæssigheden heraf, at han udtaler sig. Da jeg heller ikke selv er overbevist om Nytten og Hensigtsmæssigheden af skriftlige Cousultationer, i dette Tilfælde, saa har jeg forbigaaet dette Punkt, og mod selve Indberetningen, vilde Jessen neppe have noget at indvende.
Paa denne Maade vilde altsaa ethvert Tilfælde ufortøvet kunne opfattes af Regjeringens Organer og Overlægen i den vedkommende Distrikts-Anstalt, eller Overadministrationen kunde efter Omstændighederne foranledige de Syges hastige Optagelse.
Det er imidlertid ikke nok, at dette kunde skee, Loven kunde maaske ogsaa bestemme noget, der skulde ske, navnlig naar Patienterne vilde være at behandle for offentlig Regning.
I flere af de Stater, der gjøre mest for de Afsindige, f. Ex. i Preussen, hvor Staten i alle Tilfælde erkjender det for sin Pligt at sørge for disse Patienter, der overlader man det til Familien eller til Communen, hvorlænge den vil beholde den Afsindige hos sig, og først naar man der er ked af ham, eller ikke kan have ham længere, saa melder man sig hos Staten, der ogsaa strax tager sig af ham. Men imidlertid ere som oftest ikke blot mange Maaneder, men endog hele Aar forløbne; den Tid, der var gunstig for Helbredelsen, er gaaet over, den Syge er altsaa uhelbredelig, og Staten har at forsørge ham for hans Levetid.
Om dette skeer af Humanitet eller af Oekonomie er mig ubekjendt; men tager man derved Hensyn paa Humaniteten, saa fejler man, da der vel ikke kan være noget humanere, end at
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 121
anbringe en Afsindig i en Anstalt, hvor han bliver helbredet; har man derimod Oeconomien for Øje, da skulde man ikke glemme, at den bedste Oeconomi er at helbrede den Syge og hvad vi saa ofte have sagt og nyligt gjentaget, og hvad der ikke kan siges og gjentages tidt nok: Sygdommens Helbredelighed indskrænker sig til de første Maaneder af dens Varighed.
En Lov kunde derfor udentvivl paabyde, at de Syge, der vare i det nævnte Tilfælde, strax, saasnart Sygdommen var erklæret, burde overgives til Anstalten.
Der kunde ogsaa gjerne bestemmes en Grændse, som ikke maatte overskrides, og da, efter det Foranførte, 3 Maaneder maa ansees for den Termin, inden hvilken Helbredeligheden væsentlig ligger, saa kunde det bestemmes, at de Syge inden 3 Maaneder, regnet fra Sygdommens Begyndelse, bleve overgivne til Helbredelsesanstalterne. Skulde man imidlertid ved et saadant Paabud mene, at det vilde blive for vanskeligt at finde det Punkt, hvorfra der vilde være at gaae ud, eller at det maatte ansees for et farligt Indgreb i Statsborgernes Frihed o. s. v., da maa det erindres, at der stedse tænkes paa en provisorisk Lov, der kun har Gyldighed for en kort Tid. Ogsaa om dette Punkt har jeg talt med Zeller, Roller og Jessen, og de to sidstnævnte have taget Hensyn herpaa i deres vedfølgende Skrivelser. Jeg vil haabe, at der ikke af statsretlige Grunde skulde opstaae Betænkeligheder herimod.
6. De Oplysninger, der medgaves den Syge („Fragebogen”) burde med muligste Klarhed skildre: Patientens Stilling til hans Familie i op- og nedstigende Linie, til Siderne o. s. v., forsaavidt som Arvelighed eller Slægtskabs-Nexus kunde have nogen Del i det foreliggende Tilfælde; hans Forhold i Livet før Sygdommen, og hvad der formentlig havde fremkaldt den; og endelig Sygdommen selv med alle dens Symptomer.
Det Schema, man har dertil paa Bidstrup er mindre hensigtsmæssigt. Ved at indrette et nyt, burde man tage Hensyn paa Jacobi’s „Fragebogen”, der dog er noget vidtløftig; paa det Schema, der bruges i Glasgow; maaske paa det
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 122
ny Schema i Prag, der for kort siden anmeldtes i Schmidts Jahrbücher,*) m. Fl.
Dersom Anstalterne ikke, som i andre Lande (og i Slesvig) fik fri Postforsendelsesret, saa denne Skildring kunde afgaae fra den vedkommende Læge directe til Anstalten, hvilket dog af flere Grunde neppe var ganske passende, navnlig ogsaa derfor, at Øvrighedens Erklæring over Patientens Forsørgelse m. m. behøves, saa burde den sendes under Forfatterens Forsegling gjennem Øvrigheden, og med den Paategning, at det var en Sygehistorie over N. N. Det ansees nemlig upassende at sende deslige Skildringer aabne gjennem Øvrighedens Contoirer, hvorved vedkommende Læge enten maa bringes til at fortie noget, som burde komme til Overlægens Kundskab, eller han maa udsætte sig for Ubehageligheder ved at spargere Familie-Hemmeligheder. Det bemærkes, at dette allerede er paabudet med Hensyn paa Anstalten i Slesvig.
Men det er et meget besværligt Arbeide, at forfatte en god Skildring af en Afsindigs Sygdoms-Tilstand: man maa udspørge Mange af hans Familie og af hans Omgivelser, man maa iagttage ham selv vedholdende og nøje etc. Dette tager megen Tid og volder megen Ulejlighed: man kan ikke vente, at disse Skildringer vilde komme til at due, dersom Lægerne ikke kunde beregne sig en passende Godtgjørelse for deres Møje. Hos Private formenes en saadan Skildring at kunne honoreres med omtrent 10 Rbd. For det Offentliges Patienter kunde Betalingen vel bestemmes til det Halve. Men derfor skulde Vedkommende ogsaa tilholdes at levere et i alle Henseender brugbart Arbejde.
7. Med Hensyn til de Syges Transport til Helbredelses-anstalterne, da formenes det, at man kunde tage den Bestemmelse, der skal være gjældende for nogle private Anstalter i Frankrig, nemlig at Anstalterne ved deres egne Opvartere selv lade de Syge hente, især naar disse ere meget urolige, farlige o. s. v. Dette vilde have den Fordel, at Communerne ikke ved Nøleri o. s. v. kunde holde de Syge forlænge tilbage,
*) Schmidts Jahrb. X. 1842 pag. 66.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 123
og Transporten skete i alle Henseender bedre og sikkrere, end naar den skulde besørges af ukyndige Folk. Efter de opstillede Beregninger kunde det, dersom denne Forholdsregel udstraktes til Alle, højst aarligt træffe omtrent 90 Patienter, der skulde forsørges af det Offentlige, og skjøndt Forf. troer, at man ikke behøvede at regne mere, end 5 Rbd. for hver Patient,*) saa ville vi dog regne 10 Rbd. pr. Individ, saa at den hele Transport-Bekostning aarlig, for hele Landet, vilde andrage 900 Rbd. Foruden andre hermed forbundne Fordele, vilde denne Foranstaltning være Communerne beqvem, og de vilde spare en Del af hvad de ellers havde maattet betale, maaske 2 eller flere Mand for at besørge hver enkelt Patients Transport, og i Sandhed, en øvet Opvarter færdes langt sikkrere med en, endog temmelig ustyrlig Patient, end flere uøvede Personer. Det er forøvrigt antaget, at Vejen paa kortere Strækninger i Regelen tilbagelægges til Fods, større Vejlængder med Dagvognene, og paa Siderouterne, hvor ingen deslige findes, kunde maaske Vogn requireres for en vis normeret billig Betaling. Forøvrigt lægger Forf. ikke særdeles Vægt paa dette Forslag.
8. Det er ikke usædvanligt, baade hos os og i andre Lande, at naar en Afsindig skal føres til en Anstalt, saa søger man at gjøre ham desvilligere til Reisen ved at indbilde ham, at han skal besøge Den og Den, eller deslige. Naar han saa kommer i Anstalten, og seer sig besnæret, saa virker dette saa ufordelagtigt paa ham, at man har den største Møje med at neutralisere Følgerne af en saa ufornuftig Fremgangsmaade. En ærlig og aaben Adfærd er i ethvert Tilfælde bedre: man sige ligefrem til den Syge, at han er syg, og at han skal i Anstalten for at helbredes. Dette forstaaer han almindeligt meget godt, og naar han seer, at der intet Andet er for, saa
*) Almuen rejser meget billigt. Det er saaledes Forf. bekjendt, at en Bondekarl, som havde vandret fra Kjøbenhavn, gjennem Fyen, og ligget 2 á 3 Dage paa Sprogø, formedelst Iisgang i Beltet, fik Ubehageligheder med sin Husbonde, da han kom hjem i Nærheden af Randers, fordi han havde forbrugt den formentlig enorme Sum af 9 Rbd.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 124
finder han sig roligt deri, og han er da strax ved sin Ankomst i Anstalten beqvem for en Cur, naar den foreløbige Undersøgelse er tilende, istedetfor at han, i det modsatte Tilfælde, holdes i stor Agitation for en meget lang Tid, af Uvillie over den Træskhed, han anseer sig at være et Offer for.
Det synes som om en ny Lov gjerne kunde oplyse Publicum herom, da Sagen virkelig er meget vigtigere, end den maaske ved første Øiekast kunde synes. Der kan vel ingen Analogi fremvises herfor i andre Staters Love; men den følgende Tirade, der er taget af en af Zellers Beretninger, gjentages af denne Læge, hver Gang med desamme Ord: ”Zum Schluffe richten wir an unsere verehrlichen Collegen die inständige Bitte, Alles anzuwenden, das dem verderblichen Gebrauche gesteuert werde, Geisteskranke mit List und Lügen in die Heilanstalt zu bringen” o. s. v.
9. En ny Lov burde fremdeles bestemme Universitetets Forhold til Sygdommen, og navnlig sørge for, at dette ikke sender sine Disciple fra sig, saa slet underviste i Psychiatri, som det hidtil har været Tilfældet. Der burde oprettes en Docent-Post for denne Gren af Videnskaben.
Tilsidst maatte Loven tage Hensyn paa, hvorledes det hele Forhold vilde være at bestyre, hvilket vi i næste Afsnit med et Par Ord ville omtale.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 125
Administrationen.
1. I det foregaaende Afsnit omtaltes Administrationen, som et af de Punkter, hvormed en ny Lov burde beskjeftige sig. I det nærværende ville vi opholde os noget længere ved denne Sag, og ligesom i det foregaaende først kaste et flygtigt Blik ud over de øvrige europæiske Stater, forsaavidt som de her kunne komme i Betragtning.
Overbestyrelsen er naturligvis stedse i Fyrstens Nærhed og er enten i Hænderne paa en enkelt høj Embedsmand, eller paa en legislativ eller administrativ Corporation. Overbestyrelsen er saaledes betroet Lordcantsleren (England og Irland), Ministeren for det Indre (Frankrig, Würtemberg), Ministeriet for det Indre og det for Undervisnings- og Medicinalvæsenet (etc.) (Preussen), Parlamentet (Skotland), en Direction (Mecklenborg) o. s. v.
Præfecten, Regjeringspræsidenten, eller en lignende højt stillet Embedsmand danner som oftest et Overgangsled (Frankrig, Preussen), og dernæst følger i en Retning en Opsigts-Commission, hvis Medlemmer vælges af Regieringen (Würtemberg, Frankrig), eller af Regjeringen og Stænderne (Preussen) o. s. v. Ligesom Overbestyrelsens Plads er i Fyrstens Nærhed, saaledes er Opsigts-Commissionens Plads i Anstaltens umiddelbare Nærhed.
I en anden Retning kommer derefter Directeuren, hvis Post i Omfang og Betydning i forskjellige Lande er meget forskjellig. I flere engelske og i de fleste tydske Anstalter er det Lægen, der er ikke blot medicinsk, men tillige oeconomisk og overhovedet administrativ Directeur: han er Anstaltens virkelige Hoved. Med Hensyn paa Oeconomien er han Opsigtscommissionen sideordnet, og dette er den eneste Forbindelse, der findes mellem disse Authoriteter. Under ham sortere alle høiere og lavere Betjente, han forestaaer Candidater til de høiere Poster (Inspecteur, Oeco-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 126
nom, Assistenslæger etc.); han antager eller afskedlger de lavere Betjente; han fører det umiddelbare Tilsyn med Anstaltens Oeconomie; og han er ansvarlig for Kassen (Hanwell); han er Medansvarlig for Kassen (Sachsenberg, Siegburg), eller han er fri for dette Ansvar (Winnenthal) o. s. v. I Frankrig derimod er Directeuren en Embedsmand, der omtrent svarer til Inspecteuren paa Frederikshospital, og altsaa er Lægen sideordnet med Hensyn paa Politi og Oeconomi, men er alene ansvarlig for Kassen.
Inspecteuren er i alle tydske Anstalter den næste Embedsmand, hvor denne Post overhovedet findes. Han hører, under Lægens Overopsyn, Tilsyn med Politiet i Anstalten, han fører Regnskabet og han bærer det største Medansvar for Kassen, der er i hans Hænder. I nogle Anstalter er han tillige den, der besørger de af Bestyrelsen eller af ham selv indkjøbte Victualier tillavede og distribuerede (alle preussiske Anstalter), eller han udfører alt dette, og er alene ansvarlig for Kassen (Winnenthal), eller han har slet Intet med Kassen at gjøre (Slesvig). I de franske Anstalter er der ingen Inspecteur, da Directeuren absorberer denne Post; men høiere Embedsmænd med Titel af Inspecteurer udsendes til visse Tider af Ministeren for det Indre, for at visitere alle Syge-Indretninger efter en generel, Daareanstalterne kun efter en speciel Befaling.
Oeconomen er enten en Leverandeur, eller Spisevært, der for en vis normeret Betaling leverer Mad portionsvis (Wien, Prag, Sonnenstein), hvilket almindeligt misbilliges; eller han er en Tjener, der modtager de af Bestyrelsen anskaffede Varer, besørger disse tillavede eller paa anden Maade anbragte f. Ex. i Slesvig og Sachsenberg, hvor han tillige bestyrer Avlingen, eller han modtager og opbevarer Victualier etc. og udleverer dem, for det daglige Forbrug, som en Magazinforvalter samt bestyrer Avlingen o. s. v. (Siegburg).
I England ere Gradationerne følgende: 1) Lordcantsler; 2) en Opsigts-Commission af omtrent 15 Medlemmer; 3) Directeur o. s. v.
I Frankrig er det: 1) Ministeren; for det Indre; 2)
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 127
Departementets Præfect; 3) en Opsigtscommission, bestaaende af 5 Medlemmer, hvoraf 1 gaaer af og remplaceres hvert Aar. Regjeringen vælger disse Medlemmer, af hvilke ingen ere lønnede. 4) & 5) Overlæge – Directeur o. s. v.
I Preussen er det: 1) Ministeriet for det Indre og Cultus-Ministeriet; 2) Provindsens Regjerings-Præsident; 3) en Opsigts-Commission bestaaende af 5 ulønnede Medlemmer, af hvilke Regjeringen vælger 3, Stænderne 2; 4) Directeur (Lægen); 5) Inspecteur; 6) Oeconom.
I Würtemberg ere Gradationerne: 1) Ministeren for det Indre; 2) en Opsigts-Commission bestaaende af 3 Medlemmer, der ere valgte af Regjeringen og ikke lønnede; 3) Directeur (Lægen); 4) Oeconom, Inspecteur og Casserer i een Person.
I Hertugdømmene er det: 1) tydsk Cancelli; 2) den slesvigske Regjerings-Præsident; 3) en Opsigts-Commission eller Direction bestaaende af 3 ulønnede Medlemmer; 4) Lægen, 5) Oeconom og tildels Inspecteur i en Person.
2. Hvad nu Bestyrelsen af dette Forhold i Danmark angaaer, da har Roller, i hans vedlagte Skrivelse, advaret imod at underlægge Daarevæsenet et Medicinal-Collegium. Forfatteren er ogsaa af den Mening, at Overbestyrelsen ikke burde overdrages enten et Medicinal-Collegium eller overhovedet noget af de bestaaende Collegier. Grunden hertil er væsentlig, at Daarevæsenet i sin ny Organisation ikke vil egne sig enten for Cancelliet eller for Sundhedscollegiet, som de to administrative Corporationer, der her nærmest kunde tænkes paa. Det maatte være en blandet Bestyrelse, noget lig Curatoriet for Chariteen i Berlin eller nøjagtig som Directionen i Mecklenborg.
1) Overbestyrelsen. Det hensigtsmæssigste var det uden Tvivl, om det behagede Hs. Majestæt at vælge en Statsmand i Allerhøistsammes Nærhed, som altsaa var saa højt stillet, at han uden altfor stor Vanskelighed havde Adgang til at foredrage Hans Majestæt Forholdets Trang og Fornødenhed, dets Udvikling m. m.; denne skulde være Overbestyrelsens Præsident
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 128
og dertil maatte føjes en Jurist, en Læge, en Handels- eller Oeconomi-Kyndig o. s. v., i det Hele 3 á 5 Medlemmer, der kunde vælges blandt Embedsmænd i velgagerede Stillinger, saa at de kunde udføre deres Forretninger for Daarevæsenet uden videre Løn.*) Denne Bestyrelse havde sit Sæde i Kjøbenhavn. Dens Forhold til Daarevæsenet, dens Pligter o. s. v. ligge for nær, til at jeg skal opholde mig ved en Skildring deraf.
2) Ved hver Anstalt vilde der være at ansætte en Opsigtscommission, bestaaende af 3 á 5 ulønnede Medlemmer, blandt hvilke en dygtig Oeconomi-Directeur. Denne Commission havde paa bestemte eller ubestemte Tider at besøge den vedkommende Anstalt, at have Tilsyn med Oeconomien, med Patienternes Forplejning, maaske for endel ogsaa deres Behandling; at holde Øje med Politiet m. m. Saa ofte det gjordes fornødent, idetmindste hvert Qvartal, maatte den indberette til Overbestyrelsen o. s. v.
3) Directeuren eller Overlægen burde naturligvis staae aldeles under Overbestyrelsen, men ikke under Opsigtscommissionen, der kun vilde have at tage Hensyn paa hans Bestyrelse, dersom den fandt, at den egnede sig til Paatale. Han burde i Anstalten selv være uafhængig og have den fornødne Authoritet. Han maatte saaledes kunne øve en betydelig Indflydelse paa Antagelse og Afskedigelse af de højere af Anstaltens Betjente, og han maatte selv kunne antage og afskedige de lavere. Hvad Anstaltens Oeconomi angaaer, da bør den vistnok ikke være ham fremmed, men den bør dog ikke uafladelig beskjeftige ham, den bør ikke være hans Hovedsag; ikke heller bør han belemres med Ansvar for Kassen, hvilket vilde udsætte ham for Bekymringer og Farer, der ikke kunde andet end skade hans Virksomhed i det Hele. Den faktiske Tilstand i Slesvig fortjener udentvivl megen Opmærksomhed i denne Henseende. Vi ville
*) Det bemærkes, at Curatoriet for Chariteen i Berlin kun har et sæligt lønnet Medlem, Justitiarius.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 129
naturligvis ikke indskrænke denne Embedsmands videnskabelige Frihed, men denne skulde dog heller ikke være for stor; tvertimod maatte han gjøres ansvarlig for det videnskabelige Udbytte, som Anstalten kunde levere (Journaler, Obductioner etc.) Han burde holde sig i en levende Forbindelse med Foreningen til at overvaage og anbringe de Afsindige o. s. v. Han kunde ogsaa bemyndiges til foreløbig at optage Patienter, ligesom i Mecklenborg; men han burde være forpligtet til, inden en vis Tid, f. Ex. 1 eller 2 Gange 24 Timer, derom at gjøre Anmeldelse til Overadministrationen. Hans Beretninger for hvert Qvartal, hvert Aar, o. s. v. vilde naturligvis være at tilstille Overbestyrelsen. Hvorvidt han ogsaa havde at referere til Physicus, dette maa jeg for Øieblikket lade være henstillet.
Disse tre Led skulde udgjøre den høiere Bestyrelse; men det Forhold, hvori Amtmændene staae til Regjeringen, vil udentvivl gjøre det nødvendigt i flere, om ikke i alle Tilfælde, at lade Amtmændene udgjøre Forbindelsesledet mellem Overbestyrelsen paa den ene Side, Opsigtscommissionen og Overlægen paa den anden Side.
Helbredelsesanstalten paa Bidstrup maatte have en Directeur, en Reservelæge og en Candidat; Anstalten i Jylland en Directeur og en Candidat; Anstalten i Odense een Læge ligesom nu.
Overlægerne burde være anstændigt lønnede, ligeledes Reservelægen. Den reglementerede Gage i Slesvig, resp. 1600 og 800 Rbd., synes ikke at være nogen overdreven Fordring for disse Embeders Gagering. Derimod maatte det paalægges dem, i al Fald med nogen offentlig Understøttelse, at besøge nogle af de bedre fremmede Anstalter, f. Ex. at gjøre en Reise paa 6 á 8 Uger hvert andet eller tredie Aar, for saaledes bedre at kunne følge Psychiatrien i dens Udvikling; og for at erholde den fornødne Recreation, da det trætter overordentligt, Dag ud og Dag ind, at omgaaes med Afsindige.
4) Oeconomen, der udentvivl tillige kunde være Inspecteur, især naar Kassen var hos en Regnskabsbetjent resp. i Roeskilde og Aarhus (i Odense fører Hospitalsforstanderen Regnskabet, hvilken Function han fremdeles kunde fore-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 130
staae), burde altsaa ikke være en Leverandeur eller Spisevært. Man kan nemlig ikke i saa Fald aldeles frit disponere over Levnetsmidler; man har en Control mindre for disse; det er vanskeligt at anbringe Patienterne til Arbeide ved Oeconomien, da man enten skal skjænke Oeconomen deres Arbeide eller man skal beregne ham det for en vis Betaling; men i sidste Tilfælde vilde han være berettiget til at fordre af Patienterne det Arbeide han just behøvede, et vist Maal deraf etc.; de bleve hans Tjenere og dette gaaer aldeles ikke an. Der er flere Grunde herimod, men de anførte ere udentvivl tilstrækkeligt indlysende. Det i alle Henseender bedste Forhold er, at Oeconomen er Anstaltens Tjener, der foruden de andre Forretninger, han efter sin Instruction kan have at varetage, besørger Victualier tillavede og distribuerede, samt med rene og klare Lister beviser, hvad der er forbrugt o. s. v.
Alle Anstaltens højere Embedsmænd, navnlig Lægerne, Oeconomen og eventuelt Inspecteuren, burde forsynes med Instruxioner, der med muligste Klarhed og Fuldstændighed angave deres Pligter. Dette kunde maaskee udstrækkes til:
5) Overopvarter - Overopvarterinde, der burde være muligst dygtige, retskafne og dannede Folk af Middelstanden.
6) Opvarterne burde tages blandt Bondestanden, være i tilstrækkeligt Antal og lønnes saaledes, at brave Folk vilde søge disse Poster, og varetage dem med Lyst og Kjærlighed. Disse burde tjene uden nogen foreskreven Instruxion, da det ofte er vanskeligt at komme afsted med Folk af denne Stand, naar de have en saadan, der naturligvis ikke kan tage Hensyn paa ethvert specielt Tilfælde.
7) Der er endnu en Embedsmand, der paa sine Steder staaer i et meget nøje Forhold til Daareanstalterne, det er Præsten. I de catholske Lande begriber man let, at Præsten er uundværlig, og der findes altid en saadan ansat ved og boende i Anstalten, naar den har noget Omfang. I England ansees Præsten hist og her for at være næsten ligesaa nødvendig. I Tydskland, hvor der er blandede Confes-
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 131
sioner, der findes stedse en Præst af hver Confession ansat ved Anstalten. Jacobi er meget vel tilfreds med Præstens Virksomhed, og han har nogen Grund til at være det; thi nogle af hans Præster have leveret meget værdifulde Arbeider. Ogsaa Zeller i Würtemberg vilde ikke gjerne miste den Hjelp, Præsten yder ham; alligevel er han af den Mening, at denne ikke for ofte bør besøge de Syge; høist engang om Ugen. I Nordtydskland, hvor det religiøse Moment er mindre fremtrædende, eller dog i al Fald frembyder sig paa en anden Maade, der har man vel ogsaa ansat Præster ved Anstalterne, men de staae ikke i det samme inderlige Forhold til Patienterne som i Sydtydskland og Directeurerne erklære sig i Almindelighed utilfredse med deres Virksomhed. Flemming er i det mindste meget utilfreds med sin Præst, hvilket dog tildels kan have sin Grund i dennes særegne Beskaffenhed. Det samme er imidlertid, om jeg ellers er rigtigt underrettet, ogsaa Tilfældet med Jessen; og i Berlin har man troet at kunne behjelpe sig med en afsat Præst, der ingen Agtelse nyder hos de Syge. Jeg er af den Formening, at dersom man er heldig i sit Valg, da kan man have særdeles megen Nytte af en fornuftig Præst, naar man paa et vist Punkt af Sygdommen lader ham beskjeftige sig med Patienten, som Sjælesørger, Lærer o. s. v.; er man derimod uheldig, saa kan han gjøre temmelig megen Skade. Det heldigste er, at han er en Psycholog af en rolig, godmodig og human Disposition; det uheldigste, at han er en Zelot. I al Fald ansees det for nødvendigt, at Gudstjenesten forrettes i Anstalten, i et eget, dertil bestemt Locale, og for saamange Patienter, som føle Trang til og kunne modtage religiøs Opbyggelse, samt paa de i det christne Samfund sædvanlige Tider, og ikke som nu paa Bidstrup hver anden Fredag. Præsten maatte altsaa som Sjælesørger kunne tage sig specielt af Nogle og som Lærer af Andre. Han maatte boe Anstalten meget nær, men det var neppe fornødent eller ønskeligt, at han boede i Anstalten og var ansat alene for denne.
De visiterende „General-Inspecteurer” efter det franske
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 132
Mønster synes at være, eller idetmindste at kunne være meget nyttige Embedsmænd, naar deres Referater vare nøiagtige og naar der blev taget tilbørligt Hensyn paa dem, naar Visitationen overhovedet var andet end en blot Form. Maaske var det hensigtsmæssigt at indføre en saadan Post i Danmark.
At de irske Anstalter i det Hele ere saa fortrinlige, tilskriver man saaledes i Almindelighed den aarlige Visitation, af Generalinspecteurer for Fængsler etc., der kun i Irland tage Hensyn paa Daareanstalter.
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 133
Slutningsbemærkninger.
Ved de foreslaaede Anstalter og Indretninger, ved de an¬tydede Lovbestemmelser og ved andre passende Foranstaltninger, som dertil vilde blive at knytte, formenes det, at der tilstrækkeligt vilde være sørget for alle de Afsindige, der vilde blive en Gjenstand for det Offentliges directe Forsorg.
Med Hensyn paa formuende Afsindige, da vil der fra det Offentliges Side neppe behøves andet, end det almindelige Tilsyn, der ogsaa nu øves, men som i Fremtiden ved de foreslaaede Indberetninger i flere Henseender vilde fuldkommengjøres. At gribe ind i selvstændige Familiers huslige Anliggender, det skal og det vil Staten ikke, og det kan vel ogsaa antages, at naar gode Helbredelsesanstalter existere, og af Publicum erkjendes for saadanne, da ville Folk af alle Classer villig betjene sig af dem. Forsaavidt imidlertid, som Nogen af Grunde, der maatte misbilliges, kunde ville forhindre sin afsindige Slægtning fra at nyde Godt af Anstalterne, da maatte naturligvis øvrigheden gribe ind.
Naar Danmark havde Plads i Anstalterne til 680 Individer, da kunde det maale sig med de fleste andre Lande i Europa, da det saa havde Plads til mellem ¼ og 1/3 af alle Idioter og Afsindige. De engelske Anstalter rumme mellem 1/4 og 1/3, de hollandske omtrent 1/2, de tydske og franske neppe saamange, de belgiske alene rumme omtrent 1/2, uden at yde forholdsvis Gavn. *) Men dersom Projectet for Danmark udførtes i sin Helhed, og med tilbørlig Skjønsomhed, dersom Forholdet gaves i Hænderne paa dygtige, indsigtsfulde og flittige Mænd, saa vilde Danmark udentvivl overgaae alle andre Stater.
Den Plan der ligger udfoldet for Læseren, indeholder nemlig ikke Forslag til Institutioner, hvis Forbillede findes i en enkelt Stat, men den indeholder det Bedste, af hvad der findes
|
Skjul gotisk tekst
|
Side 134
for Daarevæsenet i alle Stater og dertil noget Nyt, som det er blevet anseet for hensigtsmæssigt at tilføje. Der er imidlertid intet af Betydenhed optaget, uden at det forud har været en Gjenstand for en mer eller mindre nøjagtig Prøvelse af de nævnte eller andre Mænd, hvis Indsigter man maa have fuldkommen Tillid til.
Der er foreslaaet en Administration, der udi dens yderste Forgreninger antages med Iver at ville røgte sit Kald; der er skizzeret et Udkast til en Lovgivning, der vil gjøre det muligt for denne, med Lethed at overskue og styre Forholdet; alle de Betænkeligheder, der vare en Følge af Commune-Bestyrernes snevre Anskuelser og de Hindringer, der, fremkaldte af disse, lagde sig i Vejen for Patienternes Helbredelse, kunne paa den foreslaaede Maade fjernes og endelig er der opstillet Helbredelsesanstalter, i hvilke der aldrig maa mangle Plads, og til hvilke Adgangen, for de Patienter, der egne sig til Optagelse, er ligesaa fri, som til ethvert andet Sygehus, da der alene fordres, at Tilfældet skal være behørigt constateret o. s. v. De Syge ville altsaa kunne anbringes i disse med saa liden Omstændelighed som Sagens Natur kan tilstede, og i det den hurtige Hjelp saaledes vil kunne understøtte den velorganiserede, vil Staten forhaabentlig see sig istand til at opfylde omtrent alle sine Forpligtelser mod en, til dens Omsorg saa højt trængende Classe af Mennesker, hvis Krav herpaa sandelig ikke bør være ringere, fordi de ikke forstaae at gjøre det gjeldende.
|
)
